Da Gili T ligger lige ud for Lomboks kyst, tager det ikke lang tid at komme væk fra Gili Ts turistede fester til Lomboks lidt mere uciviliserede charme.
Efter at have taget en taxi til vores hostel, blev vi taget fantastisk godt modtaget af vores vært Abdul. Det er helt utrolig, hvor meget éns humør kan blive påvirket af glade og smilende ansatte. Vi havde ikke siddet længe i fællesrummet før Abdul kom ind med en pose æble/pære-lignende frugter til os. Og som om det ikke var nok, synes han da også, at vi skulle have et par kokosnødder ude fra baghaven. Han havde godt nok ikke lige plukket dem endnu, så vi blev opfordret til at gå med ham og se, hvor nemt (og frygtløst uden noget sikkerhed) han kravlede op i den 10 meter høje palme. Så var der ellers dømt kokosvand og kokos :-D.
Så var det også på tide at komme ud at se, hvilken ø vi nu var havnet på. Vi lejede en scooter hver og begyndte bare at køre. Terrænet på Lombok er en del mere bakket end på Bali og Gili T, så det gik op og ned hele tiden. Vi kom igennem skove, hvor aberne bare sad på vejen og gloede på os og masser af uberørt natur.

Rinjani-trekket. Én af de mest populære ting at gøre på Lombok. Et trek, som fører dig op til fantastiske udsigtspunkter med udsigt over vulkan og vulkansø. Den første af de tre dage forløb rimelig smertefrit, hvor vi i sidste ende kom op på bjergkammen, hvor vi skulle overnatte til "dagen" efter. Grunden til anførselstegnene er, at vi blev vækket kl 2 om natten, så vi kunne gå de sidste tre timer op til toppen for at se solopgangen. Udstyret med varmt tøj og en mere eller mindre velfungerende pandelampe, var vi klar til at sætte kursen mod toppen. Stien var vanskelig med masser af løse sten og grus som tærede på kræfterne, mens man forsøgte at holde kursen ved at følge lysene fra andre trekkeres pandelamper. Den længeventede top viste sig for os efter de estimerede tre timer og det var fantastisk endelig at være fremme! Blæsten var dog en ting, som vi ikke lige havde taget højde for og den trængte hurtigt gennem marv og ben. Vi skyndte os at tage et par billeder fra toppen, spise en velfortjent pakke Oreos med stivfrosne fingre, og så var vi ellers på vej ned igen. Senere samme dag gik vi til gengæld ned til vulkansøen og til nogle varme kilder og badede.

Inden længe stod vi og var på vej til Flores, som skulle være den sidste nye ø, vi skulle besøge i Indonesien. Jeg springer hurtigt over busturen, da det var en lettere traumatisk oplevelser, som tog 40 timer i stedet for de planlagte 24 timer...
Øen Flores ringer måske ikke en klokke hos de fleste, men øen bliver brugt, som et springbræt til at komme ud og se de meget velkendte komodoøer. Endvidere skulle det eftersigende være et af de aller bedste steder at dykke i verden. Efter lidt snakken frem og tilbage om vores muligheder besluttede Shai og jeg, at splitte op for tre dage, hvor Shai tog til nogle byer inde midt på øen, og jeg blev i havnebyen Labuan Bajo, hvor jeg tog mit Open Water kursus og blev certificeret dykker. Dykkerkurset tager tre dage og involverer meget teori, masser af øvelser og fem dyk. En helt fantastisk oplevelse, hvor der virkelig åbner sig en helt ny farverig verden under havets overflade med et utrolig udvalg af havdyr!
Da Shai kom tilbage til Labuan Bajo tog vi på en snorkeltur til blandt andet Manta Point. Det skuffede langt fra, da der var masser af Manta rays (rokker). Der var mindst 20 med en bredde på op til fire meter, som vi bare svømmede få meter ved siden af!!!

Så var tiden i Indonesien også ved at løbe ud, og klog af skade bookede vi et fly fra Flores til Bali (det tog lidt mere end én time!) og et par dage efter satte vi kursen mod bedre mad i Thailand.