Profile
Blog
Photos
Videos
Halløjsa!
Tirsdag morgen sagde vi desværre farvel til en af vores yndlingssteder - Queenstown. Klokken var lidt over 08.00 om morgenen, og vi satte kursen nordpå med først et lille stop ved en lille by kaldet Cromwell, hvor vi fik os en "meat pie" til morgenmad, for derefter at holde ind ved Lake Pukaki et par timers kørsel senere. Det var en meget flot sø med udsigt til skønne, snebelagte bjerge, men desværre var der lige én sky i vejen for Mt. Cook, som er New Zealands højeste bjerg, så det fik vi ikke set. Næste stop var Lake Tekapo, og her valgte jeg (Mika) og Nicolaj at hoppe af for at være et par dage. Hold da op et idyllisk område, vi blev vidne til. Jeg tror aldrig, jeg har haft så god en udsigt fra mit værelse nogensinde før, da vi kan skue ud over søen, hvis vand er så smukt lyseblåt, at det virker helt surrealistisk. Den specielle farver skyldes "rock flour", og er et helt fantastisk naturfænomen. Derudover var det helt skyfrit, 20 grader varmt og på den anden side af søen rejste nogle af de mægtigste bjerge sig i hele landet. Bjerge, der når op i nærheden af 3500 højdemeter. Vi gik os en tur i den lille by langs søbredden, og det var en fantastisk oplevelse. Man kunne seriøst bare sidde og måbe over naturen i flere timer uden problemer. Vi så en meget flot, lille kirke ved navn Church of the Good Shepherd, som var blevet bygget i 1935. Det lignede dog mere et lille kapel fra munketiden, så det var et meget charmerende syn især med den idylliske udsigt fra kirken. Faktisk var der en glasrude bag alteret, så man kunne se ud til søen og bjergene, når man sad i kirken. En fantastisk udsigt. Senere på dagen skypede vi med vores kærester, og så bagte vi hjemmelavet pizza sammen med et par venner. Det smagte, gjorde det! Om aftenen/natten drog vi ud på eventyr, fordi Lake Tekapo er et optimalt sted at se på stjerner, fordi det er meget langt væk fra alt, og på trods af, at månen skinnede stærkt, så fik vi set på stjerner og taget en del billeder af disse ufattelige tingester, som vi reelt intet forhold har til, da de er så langt væk fra os.
Onsdag blev i modsætning til tirsdagen præget af ekstremt dårligt vejr. En diametral modsætning til vores ærgrelse. De fleste normale mennesker valgte at blive inden døre, men jeg (Mika) valgte at tage en tur op på bjerget Mt. John i mit bedste regntøj, mens regnes silede ned som et vedvarende vandfald, men det var nu alligevel en god tur! På toppen af bjerget kunne man (sådan da) se ud over Lake Tekapo og ned på selve byen. Derudover var der en speciel ting ved netop dette sted. Der lå nemlig et ganske anerkendt observatorium, hvor man ser på stjerner. Da jeg var lille interesserede jeg mig meget for det, så det var en ganske udmærket oplevelse på trods af, at jeg ikke fik set igennem et kæmpe teleskop, da det kostede i omegnen af 1 milliard kroner! Der lå også et gammelt observatorium, som USA havde benyttet under den kolde krig til at spotte sovjetiske satellitter, men efter sigende blev det ikke benyttet længere. Da jeg kom ned af bjerget og var drivvåd, men havde en god følelse af at have trodset vejrguderne, så tog jeg mig et varmt bad, bare fordi jeg kunne. Aftenen brugte vi på at spille kort med vores danske venner, spille skak og drikke kinesisk te i den yderst hyggelige stue, hvor der desuden også var en pejs. Sikke et hyggeligt sted selv i regnvejr!
/Mika og Nicolaj
- comments
Annette Hvis det var mig, havde jeg loejet og sagt, at jeg havde set Mt. Cook. Bare lige saa I ved det.