I flyet sad Jesper ved siden af en mand der virkelig lugtede klamt så det var en meget lang tur. Og det var lidt som om at det var her vores uheld startede. Vi ankom lidt sent i Ho Chi Minh City, men det lykkedes os fint at få en taxi. Men herfra begyndte problemerne så også. Vi blev kørt hen på adressen, men hotellet vi havde bestilt var der ikke. Istedet var der et andet hotel og de blev enige om at det måtte være distrikt 11 og ikke 1. Hun fandt derfor en ny adresse og en ny taxi til os. Her kom vi så hen på et nyt hotel som næsten hed det samme (det her hed happy hotel vores skulle hedde happy inn hotel). Hotelmanageren her mente ikke det andet hotel eksisterede mere, så da klokken nu var over 2 besluttede vi bare at tage en overnatning her, selvom det andet var betalt og det var der vi havde bestilt afhentning til vores natbus. Værelset var da også meget fedt med et stort vinduesparti så man kunne følge med i trafikken. Men vi skyndte os at sove og sov meget længe. Fik lidt at spise og kiggede kort lidt rundt. Her var det virkelig en kamp at komme over gaden og vi føler begge vi havde et par nærdødsoplevelser. Senere den dag da vi ville have styr på vores natbus finder vi dog ud af der ikke var meget natbus over den, da den allerede var afgået kl. 11 om formiddagen (hvem var det også lige som synes det AM/PM var smart). Heldigvis havde vi da en dag tilbage af vores visum til Vietnam, ellers havde det nok været lidt mere spændende at komme ud. Vi bestilte derfor en bus til næste dag og måtte jo tage en overnatning mere. Næste dag tog vi afsted i meget god tid, så vi var sikre på taxien kørte det rigtige sted hen. Her forløb det til at starte med meget fint, lige indtil en dame bagved os begyndte at brække sig udover det hele. Vi havde derfor en masse lækre timer med en konstant og kraftig bræklugt - og kan godt sige jer, det er ikke en lugt man vænner sig til og som man til sidst ikke ligger mærke til. Nå men vi ankom i Cambodia og her havde vi igen bestilt et hotel. Vi fik fat i en tuktuk som vidste hvor det var sagde han. Og så kørte vi ellers ud. Og vi kørte frem og tilbage og ind alle mulige steder og han stoppede op og spurgte alle mulige på sin vej. Til sidst fandt vi et nummer frem og han fik ringet til dem og til sidst endte vi da med at komme derhen. Så i det mindste eksisterede det! Men det måske lige før vi ville ønske det ikke gjorde det. Det tager i hvert fald prisen for det klammeste sted vi har boet. Der var så beskidt over det hele, de havde ingen toiletpapir, der lugtede helt vildt af noget myggehalløj og så var der ingen aircondition. Jesper gik derfor rundt og kiggede på nogen af de andre steder, men enten havde de ikke plads eller det var det samme. Vi endte med at blive på hotellet men at få et andet værelse der i det mindste ikke lugtede. At der så lå et kondom på badeværelsegulvet var så en anden sag. Men vi havde alligevel ikke tænkt os at blive lang tid, da vi havde hørt byen ikke var så lækker og der var da også rigtig meget støv og skrald der lugtede. Vi ville derfor bare gerne se Killing Fields og så videre til Siem Reap.
Nå men udover hotellet i sig selv var lidt dumt, var dets placering det også. Vi var i hvert fald kommet et stykke ud for turistområdet, hvilket resulterede i at vi igen var de eneste hvide og en seværdighed. Vi endte med at finde en slags burgerbar og da vi trådte ind var det mere eller mindre alle der kiggede på os. Det er altså lidt specielt, især fordi det ikke er et enkelt diskret blik men mere en stirren. Nå men det lykkedes os da at få noget mad selvom de ikke kunne engelsk - vi fik godt nok bestilt 3 store menuer og ikke to - men endte med at spise det hele. Dagen efter begyndte det heldigvis at gå bedre. Vi fik fat i en tuktuk som kunne køre os hele dagen. Vi kom derfor hen til Killingfields som virkelig er et besøg værd. Her går man rundt og kan se forskellige ting samtidig med at man høre forskellige facts og historier til de forskellige steder i høretelefoner. Det er et voldsomt sted og helt forfærdeligt hvordan det kunne foregå i så mange år og hvilke følgevirkninger det har haft for landet. Efter denne gode men dog lidt triste oplevelse, var vi klar til at tage videre med bus igen til Siem Reap og Angkor Wat.