Næste uge var vi igen lidt spændte på det nye projekt. Projektet foregår på en skole hvor der er et lille lokale med ca. 7 gamle stationære computere. Her er det så meningen at vi får ca. 5 børn(1 til hver), som vi så skal sidde og hjælpe med matematik. Måden det foregår på er gennem et computerprogram(så de også lærer at bruge computer), hvor barnet så selv kan vælge mellem en masse forskellige kategorier indenfor matematik. Vores opgave er så at støtte barnet, og forklare og lære dem de ting som de ikke er så gode til.

Vi glædede os til at have med lidt større børn at gøre, og var klar til at lære dem en masse. Men det viste sig at den første ca. 1,5 time bare bruges på at lave ingenting. Vi ventede nemlig på at børnene skulle få frikvarter og derefter begynde deres time, før vi kunne trække nogle af dem ud til os. Ca. 10 min før det er tid finder vi dog ud af, at det kun er 1 af computerne der virker, i og med at licensen til matematikprogrammet er udløbet. Vi finder derfor hurtigt noget papir og en blyant så vi bare kan give dem nogle forskellige stykker. Det var lidt svært i og med at 4 af os aldrig havde været på projektet, og derfor heller ikke vidste hvad børnenes niveau var. Vi valgte derfor at vente med at skrive meget ned til børnene kom, og man ligesom havde en fornemmelse af hvor ens barn stærke og svage sider var. Det gik helt fint med at gøre det på papiret, hvilket vi så fortsatte med resten af ugen også. Vi skiftede lidt mellem at have 4, 5 og 6. klasse, som vi så lærte bl.a. at gange med større tal, dividere og endda også simple ligninger. Yderligere forsøgte vi at gøre noget ved den lange ventetid, da vi synes den var spild af tid. Vi fik derfor arrangeret det sådan at vi får 2 elever om dagen. 1 inden deres frikvarter og 1 efter som normalt. Vi ved dog stadig ikke helt hvad vi skal synes om projektet, da mange af de børn der kommer ud slet ikke behøver den ekstra hjælp, vi er derfor i tvivl om vi næsten gør dem en bjørnetjeneste, da vi jo ikke er trænet i at lærer fra os, og børnene jo går glip af en normal time for at komme ud til os. Der er dog ikke tvivl om at det helt sikkert er en stor hjælp, for de som rent faktisk har brug for den, da mange først er kommet senere i skole, og derfor er meget bagud i forhold til deres jævnaldrende. De er derfor måske på 3. klasses niveau men går egentlig i 5. klasse.

Om eftermiddagen skulle vi egentlig bare være fortsat på Skandaal som forrige uge, men til eftermiddagsmødet om mandagen blev der spurgt efter folk til at begynde på det helt nye projekt "Boost Africa", hvor vi så meldte os. Det er lidt trist vi nu slet ikke kommer hen på skandaal, men vi så også frem til at prøve det helt nye projekt. Tirsdag eftermiddag startede vi, og blev kørt hen i området ved Dunoon(et stort fattigt område ligesom ved Skandaal). Her ligger der nogle store haller til diverse formål, og det er i en af disse haller at projektet foregår. I hallen er der bl.a. masser af computere og bøger samt andre materialer og en projektør som står til vores disposition. I modsætning til de andre projekter har vi her mere frie tøjler og mange flere muligheder for at være med til at forme projektet. Denne uge satte Olivia fx en quiz i gang i matematik og engelsk, som både underholdte og trænede deres færdigheder. Ganske som navnet siger, går projektet ud på at give Africa et boost og dette gøres ved at forbedre børn og voksnes færdigheder. Vi hjælper bl.a. børn med deres lektier, læser sammen med dem, spiller spil med dem og laver diverse lærerige aktiviteter med dem. Under hele forløbet forsøger vi så vidt muligt at samtale med dem, så deres engelsk færdigheder forbedres. Rigtig mange voksne i Sydafrika mangler computerfærdigheder. Det betyder bl.a. at det er meget svært og ofte umuligt for dem at få et job. Hos os kan de bl.a. få hjælp med deres computerfærdigheder og i det hele taget komme til en computer med internet. Vi synes begge at dette projekt er rigtig fedt, og det er bestemt et, vi håber at forblive på resten af tiden. I modsætning til vores egen organisation så virker tingene her også langt mere organiseret, hvilket bestemt er noget vi savner hernede!

I weekenden var der ugens social, som denne gang var en form for daregame. Hvilket betød at man fik nogle forskellige udfordringer som man så skulle udføre. Det startede hjemme ved det frivillige hus, hvor vi under maden alle havde fået en opgave, som vi skulle udføre og bagefter skulle de andre gætte hvad ens udfordring var. Her skulle Jesper fx spise aftensmaden med en kniv og Olivia skulle hele tiden sige til alle omkring sig hvor fedt dette spil var. Bagefter blev der valgt dem der havde gjort det bedst til holdleder, når spillet fortsatte videre i byen. Jesper var en af dem der blev valgt, da det så, så sjovt ud da han spiste med kniven. Spillet fortsatte videre i byen, hvor alle hold fik nogle flere udfordringer, disse skulle optages og man vil derefter få point efter hvor godt og hvor mange udfordringer man gennemførte. Det blev lidt sent, hvilket ikke var så godt, da vi skulle meget tidlig op morgen efter til hvidhajsdykning i bur. Vi endte derfor kun med at få 3 timers søvn, men heldigvis var der en 3 timers lang køretur, hvor vi kunne indhente lidt søvn.

Hajdykningen må siges at være en oplevelse. Vi var desværre ikke så heldige med været da det blæste en del, hvilket betød at båden gyngede en del og at sigtbarheden under var mindre god. Vi blev begge søsyge, især Olivia som endte med at kaste op flere gange. Det var dog stadig en fed oplevelse og det stoppede os heller ikke fra at komme i buret. De er nogle ordentlige krabater. I modsætning til hvad vi havde forestillet os, så var det faktisk en nogenlunde fredfyldt oplevelse, da hajerne, på trods af at de svømmede lige forbi os med mindre end 1 meters afstand, ikke virkede til ænse vores tilstedeværelse. På et tidspunkt fik Jesper dog et stort chok, da han efter at have fumlet lidt med undervandskameraet så op og fandt sig selv ansigt til ansigt med en hvidhaj lige foran ham. Selve turen var en anbefalelsesværdig oplevelse, men det vi tager med hjem i bagagen er nu alligevel det bedste: et nyt syn på hajer. Hvis man ser på hajer som iskolde menneskesøgende dræbermaskiner, så bør man tage på sådan en tur, for sandheden er en anden, og det fornemmer man hurtigt når man kommer så tæt på dem som vi var.

Weekenden bød også på endnu et pool party, denne gang hjemme hos Toms (en af de frivillige) gudmor i Cape Town. Området var nærmest et palæ, som lå i et aflukket luksuskvarter og var kæmpe stort. Det var en hyggelig fest, men vi kunne dog ikke lade være med at få en lille smule dårlig smag i munden. Palæet var flot, luksuriøst, havde egen svimmingpool og gudmoren boede der alene. Til sammenligning bor der flere hundreder tætpakket på den samme plads ude i de slumkvarterer vi arbejder i.