Den 22. - 29. maj 2009:

Den 22. maj tog vi til et område, som hedder Copan, hvor vi skulle sove på et hostel ved navn Iguana Azul (blå leguan) i 3 dage. Vi sov i køjesenge på 6-mandsværelser - hygge hygge!

Kort efter vi ankom til vores hostel, skulle vi ud og prøve canopy (se billeder). Der var 15 "svævebaner", og den længste var 1 km lang og vi svævede 200 meter over jorden. Det var ikke ligeså grænseoverskridende som forventet, men det var skide sjovt at prøve.

Om aftenen silede regnen ned, og det tordnede og lynede, hvilket resulterede i en strømafbrydelse, der varede hele natten. Vi fandt hurtigt ud af, at vejret i Copan var fantastisk om dagen, og at der kom uvejr hver aften/nat.

Den 23. maj var vi ude og se Maya-ruiner og høre om maya'erne, der levede omkring 800-tallet. De var et meget overtroisk folk, der levede primitivt i naturen, og gik meget op i religion og ofringer til deres guder.

Senere på eftermiddagen var 6 af os ude og ride i bjergene, og 4 af os havde aldrig prøvet at ride før (inkl. Annso). På udvejen var hestene ret dovne, men da vi skulle hjem, foregik det i fuld galop - hold kæft det var sjovt.

Den 24. maj var vi ude i nogle varme kilder, og det var helt fantastisk og afslappende. De varmeste kilder var 86 grader varme, og dem badede vi selvfølgelig ikke i.

Den 25. maj tog vi videre til en by ved navn Santa Rosa, hvor vi skulle sove 2 nætter. På vej derhen besøgte vi en cigarfabrik og så hvordan de fremstiller håndlavede cigarer. Arbejdsforholdene var utroligt dårlige; en medarbejder kunne lave op til 300 cigarer på en arbejdsdag på 8 timer, og får kun 125 Lempira i løn pr. dag, hvilket svarer til ca. 40 kr.

Dagen efter skulle vi ud og vandre i Celaque National Park, der ligger oppe i bjergene. Det var en utrolig flot vandretur, og vi skulle krydse en flod med små vandfald to gange, ved at gå over nogle glatte træstammer. Det var ret grænseoverskridende, når der var et lille vandfald under træstammen.

På vej ned fra bjerget besøgte vi en gammel fattig kone, som viste os hvordan hun ristede kaffebønner. Hun var rigtig sød og smilede hele tiden. Det var spændende at se hvordan hun lavede kaffebønnerne, og et par fra gruppen fik lov til at købe dem.

Sidst på dagen besøgte vi en Lenca-landsby, hvor en dame viste os hvordan hun lavede lerkrukker, og vi kunne bagefter få lov til at gå på udkig blandt hendes færdiglavede krukker.

Vi kørte i en times tid for at komme derhen, og Lenca-landsbyen var slet ikke som vi havde regnet med. Vi havde forestillet os en gammel indianerlandsby, men landsbyen lignede de fleste andre her i Honduras, og vi var der kun for at kigge på lerkrukker. Vi fik ikke fortalt om Lenca-indianerne og blev heller ikke vist rundt i landsbyen, så det var lidt skuffende.

Den 27. maj skulle vi tilbage til Tela (den by vi bor i det meste den første måned), så vi skulle køre i bil det meste af dagen. Vi startede i Santa Rosa kl. 8:00 og var først i Tela kl. 6:30 om aftenen. På hjemvejen kørte vi forbi Pulhapanzak-vandfaldet, som er et vandfald på 42 meter. Efter at have fotograferet vandfaldet, skulle vi klatre på klipper/sten samt svømme for at komme hen til vandfaldet, og vi gik derefter på klipperne ind under vandfaldet med vandet væltende ned over os, og videre ind i en grotte i klipperne bag vandfaldet. Det var SÅ VILDT, rigtig fedt, men samtidig grænseoverskridende, fordi det var lidt farligt, men de guider vi havde med os var rigtig dygtige, så det gjorde det lidt lettere. På tilbagevejen sprang vi ud fra en 8 meter høj klippe ned i vandet, virkelig sejt!

Da vi kom tilbage til Tela, var det tid til lidt fest, da vi havde fri dagen efter. Den stod på druk og dans ude i byen, hvor Annso og et par andre valgte ikke at drikke, men det holdt dem ikke tilbage fra at danse.

Aftenen sluttede desværre af med et voldsomt jordskælv på 7,1 på richter-skalaen. Men der var vi heligvis taget tilbage til hotellet. Annso havde lige lagt sig i sin seng, og Nynne stod og børstede tænder, da de første rystelser begyndte, og det gik hurtigt op for os, at der var jordskælv. Vi blev alle meget bange, og skyndte os ud af bygningen. Al elektricitet gik, samt radioforbindelse og netværksdækning, så der var ingen der vidste hvor epicentret var eller hvor slemt jordskælvet var, og ingen kunne komme i kontakt med omverdenen. Alle de lokale var lige så fortumlede som os selv, da de ikke havde haft jordskælv siden 1975. Vi sad nede på gaden de næste par timer, indtil vi vidste lidt mere om situationen. Vi turde ikke gå i seng, fordi vi var bange for at der skulle komme en tsunami, da jordskælvet var sket ude i havet, og da vi bor lige ud til stranden. Så vi fik kun lige sovet 2 timer om morgenen inden vi skulle op til morgenmad.

Vi havde heldigvis fridag dagen efter, så vi kunne slappe af ved poolen og komme til os selv igen. Desværre var netværksforbindelsen nede det meste af dagen, så der gik noget tid, før vi kunne komme i kontakt med vores familier og kærester derhjemme.

Den 29. maj var vi ude og se verdens 2. største botaniske have: Lancetilla. Det var ret flot at se, men det var simpelthen så varmt, at det var heldigt at vi kun skulle være der i et par timer. Resten af dagen stod den på afslapning, så vi kunne endelig få lagt nogle flere billeder ind, og få skrevet om vores oplevelser.

Efter 2 uger sammen med vores 11 rejsevenner, er vi kommet utroligt tæt på hinanden, og deler alle sorger og glæder. Det er virkelig en god gruppe vi er afsted med, og vi kommer alle godt ud af det sammen.