Profile
Blog
Photos
Videos
den 20. maj 2009.
Dagen i dag startede med morgenmad kl. 07.15 på vores faste lokale restaurant Mamma Mia. Derefter mødtes vi med vores guide Marc, og sejlede i vores egen lille båd ud til Punta Sal - hvor der boede 2 garifuna- familier, som de eneste med botilladelse, fordi de havde boet der i mange generationer.
Da vi ankom til øen, blev vi alle begejstrede over det smukke azurblå vand, det kridvide sand og alle palmerne. Vi vandrede på en gammel piratsti gennem junglen, hvor vi så og hørte brøleaber, så blå og orange landkrabber i krabbehuller, som de havde lavet over det hele inde midt i junglen, kolibrier, pelikaner og store lækre edderkopper, som Nynne syntes var utroligt sjove at røre ved. Derudover så vi nogle kæmpe termitbo.
Efter vores vandretur igennem junglen, snorklede vi i en times tid ved nogle smukke koraler, hvor der var fisk i mange forskellige farver, store som små.
Efter at have snorklet, sejlede vi over til de 2 garifuna-familier, som havde tilberedt en lækker frokost til os, en lokal specialitet, der bestod af: En hel stegt fisk (serveret med hoved, hale og det hele), ris og bønner samt grillede bananer.
Efter frokosten havde vi en times tid til at solbade, inden vi var nødt til at sejle hjem inden bølgerne blev for store.
Klokken er nu 15.00 lokal tid, og vi er på vej til Telamar, som er et stort luksuriøst boligområde, hvor vi har fået adgang til deres meget meget lækre pool.
Det er ikke fordi vi nyder livet ;-)
- comments