Vi ankom til Costa Rica sent om aftenen d. 17. november. Vi blev indlogeret på et vandrehjem i hovedstaden San Jose. Det var her, at vi blev genforenet med det uundværlige og stærkt undervurderede WIFI, som vi havde været foruden i 3 uger på Cuba! Der var stor jubel og Facebook blev ivrigt tjekket og opdateret på alle iPhones og computere. Sikke en lykkerus!

Dagen efter stod vi op kl. 8 og spiste morgenmad rundt om hostellets pool, inden vi skulle lave en teambuildingleg, hvor vi fik en makker og skulle præsentere makkeren for resten af gruppen. Her fik jeg virkelig åbnet op og fortalt om mit anstrengte og en anelse akavede forhold til min hund Oscar. Det var virkelig en lettelse at få det ud og en det var en stor oplevelse at føle sig så tæt knyttet til folk, at jeg kunne dele en så vigtig ting med dem. Så er man vist ægte venner.

Senere stod den på guidet tur til nationalmuseet, hvor vi så sommerfugle, gamle sten, en masse uovertruffent flot udstoppede dyr og andre spændende sager, som har haft betydning for Costa Ricas historie. Jeg havde dog en anelse svært ved at holde fokus, da jeg stadig var meget ked af afskeden med Nikolaj dagen forinden. Derfor var det også sindsygt dejligt og tiltrængt at have tøse eftermiddag med verdens bedste Marie senere samme dag. Vi gik på jagt efter en hæveautomat og blev helt paf da vi senere stod med 180.000 colones hver i hånden. Det er sgu valuta man kan forholde sig til!..... Efter lidt tilvænning og rådet om, at man skal fjerne to nuller hver gang man ser en pris, så har man den ca. i danske kroner. SMART!

Dagens højdepunkt skulle dog vise sig at blive turen til supermarkedet. Det var som at komme i himlen. Der var frugt og friske varer overalt! Noget vi virkelig havde manglet på Cuba, hvor vi levede af krydderboller og pasta med ketchup. Det øjeblik hvor vi tog den første bid af det første æble, kan ikke beskrives :-D

Næste morgen kl. meget tidligt blev vi hentet af en bus på vandrehjemmet. Turen gik mod nationalparken Corcovado. Her skulle vi tilbringe de næste 4 dage. Dette skulle vise sig at blive en helt fantastisk tur. Vi boede på den lækreste lodge i junglen, hvor elektricitet var en luksus vi kun havde mellem kl. 17 og 22 om aftenen. Dagene gik med udforskning af junglen, møder med krokodiller, aber, eremitkrebs (gange 1000!), svømning langs en jungleflod, badning i vandfald og i de vildeste bølger på vores strand, flækning af kokosnødder og kortspil på terassen om aftenen.

Det var en virkelig dejlig tur, på trods af, at Julie fik stjålet sine vandrestøvler af aber og jeg fik hugget et par shorts af bølgerne. Det er sgu wild life der vil noget!

I båden på vej tilbage fra logden den sidste dag, spottede vi lige pludseligt noget der bevægede sig i havet omkring os. Det viste sig at være tre legesyge delfiner, der sprang rundt omkring os. Vi sejlede rundt med dem i 10 minutter og vi var næsten så tæt på, at vi kunne røre. Det var helt fantastisk og virkelig urealistisk at være så tæt på vilde delfiner. Jeg oplevede flere gange på denne introtur lykkerusen igen. Jeg tror, at det er første gang i mit liv, at jeg har oplevet den så ofte og så intenst, og jeg er sindsygt taknemmelig for at prøve det!

Efter en overnatning mere i San Jose tog vi mod Coco, hvor vi bor nu. Det er en dejlig lille by ud til havet. Her er 30 grader og den fedeste og mest laidback stemning. Her har vi haft undervisning i personlig udvikling, hvilket virkelig er spændende og fedt! Jeg elsker variationen i de fag vi bliver undervist i på denne tur. Udover undervisning bruger vi tid på volleyball, badning i poolen og hygge i hængekøjer. Om aftenen bliver der vist Jesus og Josefine i hjemmebiografen, så julestemningen kan nå os, selvom vi er på den anden side af jorden.

Sidste lørdag havde vi bad taste/pink party. Det var vildt godt arrangeret og rigtig mange af os havde gjort virkelig meget ud af udklædningen. Det var vildt fedt! Vi dansede til de bedste 90'er hits og havde en fest. Desværre blev jeg så begejstret, da vi skulle danse ballondans, at jeg måtte hoppe op i luften og da jeg landede lød der et kæmpe smæld/knæk fra min højre ankel. Den hævede fuldstændigt op og jeg blev desværre nødt til at forlade festen for at tage på skadestuen, heldigvis tog søde Kristoffer med mig, så jeg ikke var alene. Det viste sig at være en slem forstuvning og jeg går stadig med krykker (i børnestørrelse, god træning for mine guns!).

Den forstuvede ankel har selvfølgelig lagt en dæmper på min uge i Costa Rica, men jeg har klaret det, og jeg er især stolt af, at have gået hele vejen ned til et vandfald i junglen og op igen på krykker. Jeg følte mig rimelig hardcore, for det var en ret bumpet sti. Derudover har mit handicap givet mig den glæde, at jeg har fået lov til at køre i handihandlevognen, hver gang vi er i supermarkedet. En lille bil med motor og en kurv foran, der siger som en lastbil når den bakker. Den har virkelig reddet flere dage, og givet mange af mine medkursister de ondeste grineflip, når de har set mig køre rundt mellem gangene på den.

I tirsdags havde holdets ene Andreas fødselsdag og det fejrede vi med morgensang, fælles morgenmad og fest på Lizard om aftenen. Det var en virkelig fed aften og vi fik danset, jeg fik faktisk udviklet en helt ny stilart, krykdansen! Meget festligt.

I morgen skal vi til en by med en virkelig lækker strand for at surfe... nogle af os for at kigge på de andre surfe... og ellers bare opleve byen, det glæder jeg mig til :-D

Nu vil jeg tage ud med Anna og Michelle og spise is. Jeg savner jer derhjemme, og jeg håber, at I har det godt i sneen. Hehehehehehe. Kys og kram :-)