Kære Alle Sammen :-)
I går ankom vi til Cairns på østkysten, men vores indlæg vil handle om vores tur fra Adelaide til Alice Springs. Lørdag d. 27. blev vi hentet i Adelaide af vores nye guide, Dave. Han kørte os til Quorn, hvor vi skulle overnatte på The Mill de næste to nætter. Efter en BBQ til middag kørte vi ud til Dutchmann Stern som er et udsigtspunkt på en bjergtop. Her skulle vi vandre op - ruten var ca. 4 km lang. Det stejle sti plus de 35 grader var en hård kombination for os. På vej op skete der også det uheldige at Nina blev stukket af en hveps, og udbrød et "Aaav av, for fanden, fjern den, fjern den - hvad er det?" og Mie måtte lege sygeplejerse og hive piggen ud, inden vi kunne forsætte vores tur. Da vi endelig nåede toppen kunne vi nyde det 360 graders udsyn. På den ene side af bjerget var der vegetation, mens der på den anden side kunne vi se ørken så langt øjet rakte. Da vi kom tilbage til The Mill var der "boys-night", hvilket betød af alle mændene i vores gruppe stod for aftensmaden. Det var lækkert! Næste dag kørte vi til Flinders Ranges, hvor vi igen var ude og hike. Vi gik i et landskab, hvor klipperne var op til 8 hundrede millioner år gamle. Denne aften var der så "girls-night". Vi skulle lave et rigtig aussie-meal. Vi fik kænguru-steaks, emu-bøffer og kamelpølser. Mmm :-) Det var sjovt at prøve, og det smagte tilmed også godt.
Mandag kørte vi mod Coober Pedy. På vejen stoppede vi ved en saltsø. På grund af flere års tørke var søen udtørret, og vi kunne gå på et tykt lag salt. Vi kunne også brække flager af og smage på. Da vi ankom til Coober Pedy, kunne vi godt se, at vi var kommet væk fra de store byer. Der boede mange indfødte (arboriginals). Vores chauffør rådede os til at passe godt på hinanden og vores ting. Men de mennesker, vi stødte ind i, virkede nu meget fredelige. Coober Pedy er en opalmineby, og de fleste af indbyggerne bor under jorden. De bor i huse der er gravet ud i klipperne. Huse uden vinduer, kun med små luftkanaler op til klippeoverfladen. Vi boede også under jorden denne nat.
Om eftermiddagen (stadig i Coober Pedy) var vi nede i en opalmine plus: Ude ved nogle små kænguruer! :-) Det var FANTASTISK!!! Vi fik først lov til at fodre nogle små kænguruer, der var en 5-8 mdr. gamle. Bagefter fik vi lov til at holde en lille babykænguru på et par måneder. Det var så dejligt at prøve. :-)
Den følgende dag brugte vi mest i bussen - vi skulle køre omkring 800 km. Sent på eftermiddagen nærmede vi os Ayers Rock/Uluru. Da vi første gang fik et glimt af den enorme sten ude i horisonten, blev vi helt mundlamme. Det var et stort og længe ventet øjeblik for os begge. En guide, vi havde mødt på turen i mod "the outback", havde fortalt, at rigtig mange bliver skuffede over Uluru, fordi de har alt for høje forventninger. Men det skete ikke for os - tværtimod. Vi var ellevilde mildest talt. :-)
Rundt om den mægtige sten er der 9,4 km, den er 346 m høj og den går 6000 m ned under jorden. Om aftenen nød vi et glas champagne, mens vi så solnedgangen ved Uluru. Da vi kom tilbage til lejren (vi skulle sove i telt) lavede vi aftensmad. Bagefter gjorde vi klar til at gå i seng. Men ups! Vi havde selvfølgelig ikke tænkt på, at der ikke hænger en dejlig ellampe inde i et primitivt telt, så vi kunne ikke se en brik. Vi fik os heldigvis fedtet ind ved to tyskere, som lånte os en lommelygte for de næste par nætter (Tak til Uta og "DJ Alligator"). Dagen efter stod vi som sædvanlig op kl. …. om morgenen (det vil sige kl. 4:30), men vi blev vækket af mystiske lyde inden da… Pludselig kunne man høre ulve i det fjerne, der hylede. Aaaaaarrrgghh! Men det var heldigvis bare en flok dingoer. :-)
Efter morgenmaden tog vi ind til Uluru. Vi så først solopgang sammen med et par tusinde andre nysgerrige turister, og derefter gik vi rundt om stenen, så vi fik en fornemmelse af, hvor stor den egentlig er. STOR! Herefter var det tid til Kata Tjuta - endnu et flot syn! Her skulle vi igen ud og vandre, ind i en dal, hvor vi nød udsigten. Efter denne gåtur, havde vi lidt tid tilovers, derfor valgte vores guide at tage os med til endnu en gåtur op på Kata Tjuta. Denne melding faldt ikke i god jord hos os, da vi allerede havde gået omkring 12 km denne dag + ikke havde fået middagsmad endnu + vi troede at vi skulle gå 6 km mere senere på dagen - Og det er altså ikke bare 18 km lige ud, det er op og ned i bagende sol. Så vi gik rigtig og muggede, indtil det vidste sig at vi havde misforstået guiden, og det faktisk først var næste dag vi skulle gå de 6 km ved Kings Canyon :-) Efter denne dejlige overraskelse kørte vi tilbage til lejren og fik den længe ventede middagsmad. Efter maden satte vi kurs mod Kings Canyon Resort, hvor vi skulle overnatte "in the middle of nowhere" i telt. Da vi ankom lavede vi aftensmad og bagefter nød vi den fantastiske stjernehimmel, mens vi sad omkring bålet. Vi har aldrig nogensinde set så mange stjerner på en gang. Der var så mange og vi kunne også se mælkevejen - Det var et syn vi aldrig vil glemme! :-)
Næste morgen kl. 6.00 startede vores gåtur op til Kings Canyon. Vi startede med at gå op ad stejle trapper i tyve minutter - Godt solen ikke var stået op endnu! Det var varmt nok i sig selv. Men den udsigt der ventede os, var heldigvis alle anstrengelserne værd. Den enorme dal, med ildrøde klippevægge var utrolig smuk. :-) Vi gik rundt om dalen og videre ned i "The garden of Eden", hvor der var et lille vandhul. Her kunne man bade, hvis man havde lyst - endnu et skønt sted. Efter pausen ved vandhullet gik turen igen opad, inden vi igen kunne bevæge os ned til bussen. Hele denne tur tog ca. tre timer :-)
På vej til Alice Springs stoppede vi ved en kamelfarm. Her skulle vi selvfølgelig prøve at ride på kamel - det var skægt! :-) Tiden i Alice Springs blev brugt på afslapning og en tur ved poolen. LÆKKERT!
Håber alt er vel hjemme i det dejlige Danmark.
Knus og kram Nina og Mie
P.S. Hvis du nogensinde skal flyve fra Alice Springs, så husk en madpakke. Man kan ikke tjekke ind før halvanden time før afgang, og kan derfor heller ikke få adgang til cafeen. Eftersom vi ikke vidste dette, og skulle vente hele dagen, var vi nødt til at trække noget slik i deres automat, men heller ikke det kunne lykkes for os. Det vi havde valgt satte sig nemlig fast i maskinen. Da vi så spurgte om hjælp, fik vi dette svar: "I kan prøve at ringe til firmaet, så kan det være de kommer næste torsdag!" Og det var lørdag, så ikke meget hjælp der.