Det er blevet mandag og min sidste aften paa hostellet. Jeg foeler at jeg kender Sydney ud og ind og at jeg forlader noget smukt naar jeg i morgen drager mod Blue Mountains. Alligevel glaeder jeg mig meget til at komme ud i naturen, bare mig, mine grimme vandresandaler og de smukke vandfald.

Det er nu min rejse for alvor begynder. Nu har jeg haft et par uger til at puste ud og vende mig til 'det haarde' backpackerliv. Jeg er blevet komfortabel med det at rejse, men alligevel kildrer det lidt i min mave, naar jeg taenker, at jeg nu igen er paa egen haand. Lige pludselig gaar det op for en at man er alene i verden og at man skal forlade sine nutidige vender som foeles saa hjemlige, skoent man kender hinanden saa kort tid.

Jeg tog ud og surfede i loerdags. Vejret var godt og solrigt efter et par dage med regn og kun 21 grader i Sydney. Tog faergen til Manly, hvor jeg moedte op paa en surf skole der laa ved stranden. Desvaerre kom jeg for sent, saa jeg maadte vente to timer paa den naeste lektion. Det gav mig tid til at dalre lidt omkring i de hyggelige gader omkring stranden og spise noget laekker mad i strandkanten. Smaa huse og butikker praegede gadebilledet og alting virkede meget mere sommerligt end i Sydney. Manly ligger godt 20 km udfor kysten, nordlig retning fra centrum. En lille oase ikke langt fra storbyens mylder.

Det var med et sug i maven at jeg trak i vaaddragten og begyndte at slaebe mit board ned mod vandkanten da timen begyndte. Foerst lavede vi lidt opvarmning og blev instrueret i at fange boelgerne, men saa var det ellers bare ud i vandet og begynde at kaempe. Den dag blaeste det meget og nogle af boelgerne var godt 3m hoeje. Det farlige ved de australske strande er, at 'the rip', revet, der traekker vandet ud igen, er enormt dybt og understroemmen er staerk. Lille mig, der kun var halvt saa stor som surfboardet blev trukket nedunder vandet og ente panikslagen 30m laengere nede af stranden, da en instruktoer endelig fik trukket mig op paa stranden igen. Der var intet farligt ved det, men fik mig en forskraekkelse.

Lidt efter lidt laerte jeg at svoemme i den rigtige retning og styrer boardet nogenlunde. Det er utrolig svaert at komme ud i vandet, fordi stroemmen og boelgerne hele tiden skylder dig enten ind mod stranden eller over mod det farlige rev. Det kraever masser af padling med armene og efter en halv time sad halvdelen af 'surfklassen' ogsaa inde paa stranden fordi de allerede var traette. Jeg kloede dog paa og paa et tidspunkt spurgte en af instruktoererne mig ogsaa, om jeg gik til haandbold, siden jeg havde saa gode arme. Og saa var det tid til at staa op. En instruktoer greb mit board, vendte det rundt og pludselig skyldede jeg ind mod stranden i fuld fart, ridende paa en boelge. Fantastisk. Lidt efter lidt laerte jeg at staa op og holde balancen nogenlunde og holdt positionen i omkring 10sek! Jeg stod op hele fem gange og foelte mig lidt som en superhelt i 5 sek, inden jeg pladask faldt om i vandkanten.

2 timer senere var mine arme fuldstaendig doede og det var med besvaer at jeg fik slaebt boardet tilbage til surfskolen. En af instruktoererne kom hen og tog det op i en arm for mig. Lettere pinligt, men jeg er jo heller ikke prof surfer!

I dag er mine arme meget meget traette og er oem cirka overalt i kroppen. Foeler at jeg har pumpet tusind gange op og ned med en tung vaegt.

Fed fed surf oplevelse var det dog. Nu er det bare med at leje et board og gaa i krig med boelgerne. Foelte i hvert fald at jeg halvt besejrede havet den dag!