Efter Oman og Dubai gik turen til Malaysia og nærmere betegnet et lille ø ved navn Perhentian Kecil, eller Small Island, som den også bliver kaldt i daglig tale. Jeg skulle flyve fra Dubai kl. 02.40 om natten, og landede i Kuala Lumpur kl. 13.00 lokal tid. Derfra skulle jeg så flyve videre kl. 21 til Kota Bharu på Malaysias østkyst. Da jeg endelig ligger mig til at sove på et hotel i Kota Bharu, har jeg siden hen regnet ud, at jeg har været vågen i noget der ligner 37 timer fra jeg stod op om morgenen i Oman, til jeg lå mig til at sove i Kota Bharu om aftenen malaysisk tid, minus det begrænset søvn som man får i et fly. Så jeg var helt færdig, da jeg endelig kom frem.

Jeg lander som planlagt i KL ved middagstid. Finder så ud af, at Air Asia flyver fra en helt anden lufthavn i byen. Det gør dog ikke så meget, da jeg har nok med tid. Trætheden er dog begyndt at indfinde sig, så falder allerede i søvn i bussen mellem de to lufthavne. Sidste gang jeg var i sådan en tilstand, hvor jeg bare skulle lukke øjnene og så sov jeg, var under min tvivlsomme karriere i militæret, så vidt jeg husker. Op kl. 5 og så sidde dagen lang uden at lave noget, og høre om ekstremt ligegyldige ting. Men nok om det, denne gang var det rejsens skyld. Så det var til at tage og føle på.

Jeg lander så i Kota Bharu kl. 22.30. Til min overraskelse er der kun to turister mere med flyet udover mig, ellers er resten lokale. Jeg går hen til skranken, hvor de reklamerer med hoteller, taxi osv., og her bliver jeg første gang konfronteret med de lokales arrogante og ligegyldige attitude. Jeg troede ellers qua mine tidligere rejser i Asien, at de generelt bare er et flink folkefærd. Men her efter én uge i Malaysia, må jeg konstatere, at de ikke går ind under den kategori. Damen ved skranken siger uden at kigge op, at alle hotellerne i byen er "full". Rolig nu, tænker jeg. Hun lader ikke til overhovedet at vil hjælpe mig. Jeg har desværre ingen Lonely Planet bog med, så jeg selv kan finde et hotel. Så derfor er der ingen vej udenom, end at opsøge kontakten til de to andre turister. Luke og Viola, som de hedder, har heldigvis heller ik booket et hotel på forhånd. Så langt om længe og efter et par taxiture, finder vi et hotel at overnatte på. 300 kr!, så er det også betalt for én overnatning i en provinsby i Malaysia. Luke er rimelig øltørstig, da vi har fundet hotellet, og vil gerne have en øl med mig. Men jeg må takke nej, da søvnen trækker mere, end at sidde i baren og snakke om ligegyldige ting. Det skal dog siges, at de var rigtig flinke, og snakkede også med dem et par gange ude på øen de efterfølgende dage.

Næste morgen går jeg ned i restauranten på hotellet, for at få lidt morgenmad, inden vi skal med en taxi til Kuala Besut, hvor man kan sejle ud til Perhentian Islands. Da jeg sidder og spiser min fried rice, trækker jeg pludselig et elastik ud af munden! Syntes godtnok der var noget i maden, som ikke virkede som ris. Vi hopper i taxien og bliver kørt til Kuala Besut, igen til overpris, men sådan er det, når man lige ankommer til et nyt land. Man har ikke rigtig følingen omkring, hvad ting koster.

Efter en lidt vild sejltur ankommer jeg til Long Beach på Small Island, som er stedet jeg vil være de næste dage. Hvor skal jeg starte, tænker jeg. Jeg går ned til den ene ende af stranden, og tænker jeg vil tage hotellerne fra en ende af. Det første sted jeg kigger, synes jeg at kunne genkende. Tror Martin og Heidi boede samme sted, så jeg tænker, at det nok er i orden. Prismæssigt også udmærket, så jeg indlogerer mig der. Inden jeg siger ja til værelset, tjekker jeg selvfølgelig, om der er mulighed for, at der kan komme mus eller rotter ind, hvilket er min største frygt! Der er et lille hul oppe i et hjørne, men jeg tager chancen. Opfølgning på det lille hul kommer senere...

Der er ikke så meget at lave på øen udover at bade, snorkle og dykke. Jeg tager på en snorkeltur en af dagene. Der er kun mig, og så et belgisk og italiensk par med på den tur. Belgierne er flinke, mens italienerne er så arrogante, og jeg vælger ikke at veksle et ord med dem på hele turen. Jeg oploader et billede senere, så kan I selv vurdere, om manden har en arrogant attitude. Belgierne derimod, de er flinke, og snakken kører bare derud af. Til Brødrene Larsen, Jonas og Martin kan jeg orientere om, at jeg endelig mødte én, som ligesom mig selv, havde styr på hvordan Uefa har skruet sine kvalifikationsrunder sammen til Champions League. Så det var dejligt at føre en samtale med en, som vidste, at hold som FCK, kan kan møde mestre fra mindre ligaer! På snokeltuen stopper vi ved et sted, som bliver kaldt Sharks Point. Jeg ligger dog ikke så meget i navnet. Chancen for at se en haj er vist rimelig lille, tænker jeg. Jeg snorkler så rundt lidt for mig selv, og efter ti minutter ca, så ser jeg sku en haj. 1,5 m. lang vil jeg skyde på. Det er en vildt surrealistisk oplevelse, og i stedet for at svømme væk, svømmer jeg alt hvad jeg kan efter den i et par minutter. Den er dog lidt hurtigere end mig, og efter et par minutter, må jeg slippe den af syne. Der var kun mig, og så ham italieneren, som så en haj, så lidt heldig var jeg vist. Derudover fik jeg endelig også muligheden for at svømme med en stor skildpadde. Var skuffet over ikke at opleve det på Filippinerne sidste år. Fik dog lidt ondt af skildpadden, da den blev jagtet af tyve turister, som ligesom mig, ville svømme sammen med den.

Derudover lavede jeg ikke så meget på øen. Jo jeg fik svømmet en del, da der ikke var ret mange bølger ved stranden. Så jeg fik øvet noget crawl teknik. Til dem der ikke ved det, så har jeg et mål, som hedder Copenhagen Challenge i 2013. Så tænkte jeg ligeså godt kunne få trænet noget svømning i åbent hav. Det er også på denne ø, at jeg for første gang, måske synes det er lidt kedeligt at rejse alene. Havde regnet med at der ville være en masse at snakke med på øen - andre rejsende som mig selv. Men efter én dag på øen, kan jeg konstatere, at jeg ikke gider opsøge kontakten til alle de backpackertyper, som øen er fyldt med. Så jeg holder mig lidt for mig selv, og sidder rimelig hvid og spiser mine måltider alene på restauranterne. En dag kommer der dog en tysker, og spørger om hun må sidde ved bordet. Jeg siger selvfølgelig ja, men nej hvor var hun lige den type, som jeg ikke gad beskæftige mig med. Hun havde været i Myanmar og Laos inden Malaysia. Bare de to lande siger lidt om en person. Det er i hvert fald min holdning. Når hun fik drikkelse og mad af tjenerne sagde hun tak på malaysisk. Stop nu, tænkte jeg. Tjenerne virkede også ret ligeglade med, at hun havde lært dette ene ord på malaysisk. Så jeg fik fik spist min morgenmad, og så gik jeg.

Generelt mht. det lidt mere ugæstfrie folkefærd, som jeg stemplede malayerne som, var det hver gang man skulle bestille noget, bare have et bord på et sted at spise, eller skulle have dem til at tjekke op på noget for en, at jeg synes de var ret ligeglade med at hjælpe én. Det skal dog siges, at det blev lidt bedre, da jeg kom til Kuala Lumpur.

Det var efterhånden blevet sidste dag, og jeg havde fået pakket det meste af min kuffert sammen. Jeg får sat vækkeuret til kl. 7 næste morgen, og ligger mig til at sove. Kl. 5 er jeg dog lige oppe på toilettet (rimelig ligegyldig oplysning, men den skal med til senere forståelse af hvad der senere skete). Jeg ligger mig til at sove igen, og to timer senere ringer vækkeuret. Jeg ligger lige ti sekunder i sengen ca, og så kan jeg høre, at der er noget, som larmer ude på toilettet. f***, tænker jeg! Jeg ved udmærket, hvad vi har med at gøre her. Jeg er så frygtelig bange for rotter, at jeg beder en lille bøn om, at det ikke er hvad der er derude. Jeg rejser mig op af sengen, med lagnet som mit eneste våben, og lister over mod døren. Ganske rigtigt, i løbet af de sidste to timer, er der kommet en rotte ind på badeværelset. Den kan kun komme fra det hul oppe i hjørnet, har jeg senere hen konstateret. Den er så klam, og sidder oppe i hovedhøjde på et lille repos på væggen. Men omvendt er det så heldig, at den ikke sad der to timer tidligere, da jeg der ville have stået og kigget den lige ind i øjnene, mens jeg halv sov. Jeg må konstatere, at jeg ikke tør række hånden ind efter shampoo, 1,5 liter vand og tandpasta, som ligger på håndvasken, da jeg er bange for, at rotten vil hoppe ned på min arm. Så jeg efterlader det hele derinde, og får lukket døren til. Men hvad hjælper det, når der er en sprække på 2 cm under døren!? Jeg får nærmest kastet de sidste ting i kufferten, og så skynder jeg mig ned i receptionen, og venter en time på, at der kommer en båd og sejler mig tilbage til fastlandet. Det er til dato den mest skræmmende dyreepisode, jeg har haft i mit liv. Den slår den med rotten på restauranten på Filippinerne sidste år med flere længder!

Det var lige nogle af "højdepunkterne" fra første del af Malaysia. Der kommer indlæg om Kuala Lumpur idag, hvis jeg finder et stik, så jeg kan lade computeren op. Jeg beklager grammatiske fejl, da jeg ikke orker at læse det igennem og rette det.