Jeg fandt ingen stikkontakt i lufthavnen, men så er det heldigt, at der er én ved sædet i flyet. Sidder lige nu i flyet på vej mod Melbourne. Jeg har hele rækken af sæder for mig selv, så har spredt mig ud over alle tre sæder, og er klar til at nedskrive mine erindringer fra KL. KL som Kuala Lumpur bliver kaldt af alle mennesker i Malaysia. Der er stadig fem timer, før jeg lander i Melbourne. Nej hvor jeg glæder mig. Har efterhånden ventet i 9 måneder, for at komme i gang med det australske eventyr. Men nok om det - nu er det KL der skal fortælles om.

Jeg havde oprindelig booket en flybillet tilbage til KL én dag senere, men grundet Hari Raya (afslutningen på ramadanen), var jeg nødsaget til at forlade øen én dag tidligere, for at være sikker på, at kunne blive transporteret de rette steder hen. De kunne nemlig ikke garantere, at jeg kunne finde en taxi til at køre mig i lufthavnen dagen efter. Så jeg bookede en busbillet én dag tidligere. Dette skulle også vise sig, at være nemmere sagt end gjort. Jeg var efterhånden rimelig frustreret over, at alle dem der reklamerede med at sælge billetter bare sagde "full", hver gang jeg ville booke en billet, uden at de undersøgte sagen. Jeg var temmelig sikker på, at ikke alle busser til KL var booket. Til sidst fandt jeg dog en person, som ringede til et selskab, for at tjekke det, og så havde jeg lige pludselig en billet - en vip billet ligefrem. Vip kostede 10 kr. ekstra.

Jeg skulle med bussen sent på aftenen, og går hen mod busterminalen ved 20 tiden, for at være sikker på, at bussen ikke kørte uden mig. Hele dagen havde jeg ellers fordrevet tiden på en cafe i Kota Bharu med at se genudsendelser af de to Manchester holds nedsablinger af hhv. Spurs og Gunners. På busterminalen møder jeg så den første flinke malayer. Ved faktisk ik om de udtales sådan på dansk?! Han snakker konstant i de to timer, mens vi venter på bussen. Han bliver fortrolig med mig, og beder mig passe på hans ting, mens han er udenfor og beder en lille bøn. Måske det var derfor, at han syv timer senere, da vi ankommer til KL kl. 5.30 om morgenen, at han gør alt, for at jeg kommer billigst muligt hen til mit hotel. Jeg forklarer ham flere gange, at han bare skal tage sit tog, og køre hjem til sig selv. Han insisterer dog på at hjælpe, da jeg ellers vil blive snydt af de taxichauffører som står klar til at vil køre mig hen til mit hotel. Vi går først lidt hen til en busterminal. Den virker lidt skummel, og et eller andet sted er jeg glad nok for, at følges med ham den malayeren. Han finder dog ud af, at busserne ikke kører så tidligt på morgenen, og vi begiver os i stedet hen mod en togstation. Han forklarer mig, at jeg bare skal hoppe på næste tog, efter han er taget af sted, da hans tog hjem til sig, er toget lige før mit. Han vil gerne have mit navn, så han kan finde mig på facebook. Fint nok, det får han. Er dog ikke sikker på, at han lige så nemt vil kunne udpege mig blandt alle Nikolaj Pedersen'er på facebook. Da hans tog kommer, oplever jeg er rimelig akavet situation. Han går ind, finder sin plads, rejser sig op og peger på mobilen i stil med "vi skrives ved", og som toget begynder at køre lige så stille, vinker og vinker han. Jeg vinker tilbage, og tænker, så nu ser jeg ikke ham mere, som toget skal til at sætte farten op. Men så stopper toget, helt komisk mens han vinker og vinker, og jeg må bide mig selv i tungen, for ikke at begynde at grine over situationens udviklen.

Jeg får indlogeret mig på Le Meridien, ganske tilfreds med valget af hotel efter rotteboet fra Perhentian Island. De skal dog ikke have ros for at kræve 60 kr. i timen for brug af deres internet. Jeg snupper lige et par timer på øjet, og er klar til at udforske byen ved middagstid. For mit vedkommende foregår det ved, at jeg går ind på den første McDonalds jeg ser, og bestiller en BigMac menu. 25 kr ca, så er det sku svært, at overbevise sig selv om, at man skal prøve noget af det lokale mad. Jeg starter min tur rundt i byen i området omkring China Town. Der er så mange mennesker, at jeg sjældent har oplevet noget lignende. Der er masser af shopping muligheder, men mest til den fake kopiagtige side. Går lidt rundt og kigger, men indser, at jeg ikke rigtig gider de kopivarer. Jeg finder dog langt om længe efter to ugers rejse, en adapter som virker til mit computerstik. Derfra går jeg hen imod Petronas Tower, Tvin Towers som nogle også kalder dem. Det tager ca. en time at gå derhen. Der er også rimelig mange mennesker der, som er samlet ved søerne for foden af bygningerne. De er ude og fejre Hara Raya. Tror bare det er en fest, og så har de et par fridage, så vidt jeg har forstået. Da jeg går rundt der, prøver jeg også, ligesom alle andre jeg kender, der har været i Asien, at blive fotograferet med asiater. Det er sjovt nok de første par gange, og ender så med at blive en halvkedelig seance. Jeg får taget de nødvendige billeder af bygningerne, så det kan dokumenteres, at jeg har været der, og begiver mig derefter hjem mod hotellet. Spiser på en lille restaurant på vejen hjem. Derudover med adapteren i lommen, og med tanke på, at jeg kan komme hjem og få strøm på computeren og tjekke nettet efter 4-5 dages fravær, køber jeg donuts fra Dunkin Donuts med hjem samt dertilhørende milkshake fra McD. Kommer så op på hotellet og humøret daler kraftigt, da jeg indser, at de vil have 60 kr. for internet pr time! Som den nordjyde jeg er, konstaterer jeg hurtigt, det vil jeg ikke betale! Jeg hopper derfor i badeshorts, og går ned til det ganske fortrinlige poolområde, og ligger lidt i vandet og kigger ind over KL skyline, mens det lyses op på den mørke himmel.

Næste dag skal der improviseres. Det var først meningen, at jeg kun have én dag i byen, men da jeg havde taget en bus en dag tidligere, var det lige pludselig blevet til én mere. What to do?! Ja når man ikke er den store museumsgæst, må jeg ty til andre oplevelser. Jeg har jo set Petronas Tower dagen før, så beslutter mig for at sove længe, spise en kombineret morgen/middagsmad på selvsamme McDonalds, før jeg begiver mig hen i området kaldet Golden Triangle. Det viser sig, at være en rimelig moderne bydel, stor kontrast til dagen før i China Town og omegn. Jeg får dagen til at gå der med at shoppe lidt, og ellers bare gå rundt og suge indtryk til mig i denne facinerende asiatiske storby, som jeg må konstatere, at den er. Jeg er ved at blive lidt langhåret, og tænker, at det kan lige så godt ordnes her, frem for at betale noget mere for det i Melbourne. Så jeg finder et sted, og må slippe 50 kr. for det. Som dagen skrider frem, og jeg sidder og spiser min aftensmad på en lille fortovsrestaurant, priser jeg mig lykkelig for, at jeg har undgået at se rotter så store som katte, som jeg ellers havde hørt, at man ville se i aftenstimerne i KL. Efter maden begiver jeg mig hjem mod hotellet og får pakket mine ting, så jeg er klar til næste destination dagen efter.

Hvis jeg skal opsummere de sidste par uger, efter at have fordøjet indtrykkene, så må jeg sige, at det har været en fed oplevelse at besøge Oman og Malaysia på min vej mod Melbourne. Mange havde undret sig over, og at jeg gad rejse alene. Til de fleste tider, har dette været fuldstændig ligegyldigt, og jeg er rigtig glad for, at have fået de oplevelser med, frem for at jeg var fløjet to uger senere, og så direkte fra Danmark til Australien. Nu har jeg lige fire timer til at indstille mig på, at godt og vel to måneders sommerferie snart er ovre, og skolen snart starter igen. Ser frem til de næste 13 ugers skolegang på Holmesglen Institute i Melbourne, selvom der nok bliver lidt mere arbejde, end hvad man har været vant til i Danmark rent skolemæssigt. Når jeg lige er kommet på plads og har fundet mig til rette i byen, skal I nok få en ny beretning om livet Down Under. Vi skrives ved.