Profile
Blog
Photos
Videos
Hej derhjemme
I dag startede vi med at gå ind på New Zealands National museum, Te Papa. Det er et kæmpestort museum/oplevelsescenter på 6 etager, og man kan se alt fra maorikultur til New Zealands geologiske struktur.
Vi brugte næsten en time på den første etage, før det var frokosttid. Vi spiste en hurtig sandwich på museets café, hvorefter vi besluttede os for at gå lidt hurtigere igennem resten af udstillingerne, så vi også kunne nå at se andre ting i Wellington.
Ved 15-tiden gik vi ud fra Te Papa. Vi havde nået at se det meste, men det havde vist krævet et par timer mere, hvis vi skulle have set det hele. Det var ellers rigtig sjovt at være derinde, og vi fik både set 3-D film og verdens største udstillede blæksprutte (ca. 4,5 meter lang og over 500 kg. tung), som er blevet fanget ved Antarktis.
Efter Te Papa gik vi hen til Cable Car stationen, hvorfra man kan køre med en slags meget gammel sporvogn op til Wellingtons botaniske have. Selve den botaniske have var ikke så meget ved, da det er vinter hernede, men det var ret specielt, at køre med de gamle sporvogne.
Da vi kom ned fra den botaniske have, var vi rundt i byen for at kigge lidt i de mange butikker. Bagefter gik vi ind på en lille café for at få en kop varm kakao, så vi kunne få varmen. På vej tilbage til vandrehjemmet var vi inde og handle ind til aftensmad.
Efter at have spist en fremragende hjemmelavet gang spaghetti og kødsovs, var det blevet lidt sent, så vi lånte en film i receptionen, hvorefter vi gik op på værelset for at se filmen og få pakket vores ting sammen.
Nicoline og Allan
- comments