Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle sammen
Vi startede dagen med en gang Black Water Rafting kl. 9.00. Det foregår inde i nogle underjordiske huler ved Waitomo, hvor der lever nogle små lysende orme, som kaldes glowworms. Det er ikke ligesom traditionel rafting, hvor man er i en gummibåd. I stedet har man hver en gummi badering, som man sejler af sted i. Vandet i hulerne er cirka 13 grader, så derfor havde vi våddragter og andet udstyr på. Vi fik desuden også udlevet hjelme med lygter på, så vi kunne orientere os i de mørke huler.
Turen startede med, at vi blev kørt op til den øverste huleindgang, hvor vi fik udleveret en gummiring i en passende størrelse. Da vi alle var kommet ned i hulen gennem den meget snævre indgang, fik vi nogle informationer af vores guide Aaron om, hvordan turen skulle forløbe.
Det var fuldstændig mørkt, så derfor havde vi alle sammen tændt vores pandelamper. Det første stykke blev vi nødt til at gå igennem en meget lille hulegang, indtil vi kom ned til en underjordisk flod. Her hoppede vi alle i det kolde vand, hvorefter vi drev af sted indtil vi nåede til et lille vandfald. Ved vandfaldet skulle vi hoppe baglæns ned og lande i gummiringen, inden vi kunne fortsætte.
Efter et stykke tid kom vi igen til et vandfald. Dette vandfald var dog noget større end det forrige, så her blev vi lidt mere våde. Da alle havde sprunget ned, skulle vi kædes sammen i én lang række. Herefter skulle vi slukke pandelamperne, så vi kunne det de tusindvis af glowworms, som sad oppe på hulens loft. De lyste alle med en klar grøn farve, så det var nærmest som at kigge op på en stjernehimmel (man skal bare ikke tænke på, at det i virkeligheden er ormenes lort, som lyser).
Vi var kun 5 på holdet, så vi havde lidt bedre tid. Derfor kunne Aaron vise os nogle specielle formationer, som vandet har dannet inde i hulerne over tusindvis af år. Han viste os bl.a. også et lille kighul, hvor man kunne se hele vejen op til jordoverfladen, der var hele 66 meter op. Herefter sejlede vi det sidste stykke, inden vi kom hen til udgangen. Turen gennem hulesystemerne tog ca. 1,5 time, så da vi kom ud, var vi iskolde.
Efter lidt tid blev vi hentet og kørt tilbage til Blackwater Raftings hovedkontor. Her fik vi et dejligt varmt bad, hvorefter der var varm tomatsuppe og bagels - det var lige, hvad vi trængte til :-)
Inden vi kørte tilbage til Taupo gik vi en tur i skoven omkring hulerne. Det var en rigtig flot gåtur, hvor man også kom igennem nogle af hulerne. Gåturen tog cirka en halv time, hvorefter vi kørte den 2,5 timer lange tur tilbage til Taupo.
Ved 15-tiden ankom vi til Taupo, og da vi havde bilen til klokken 17.00. kørte vi en tur ud til Craters of the Moon. Det er et geotermisk område, hvor der stiger damp op af diverse kratere og sprækker i jorden pga. den meget varme undergrund.
Gåturen gennem området tog omkring 45 minutter, og det var meget fascinerende at se det termisk aktive område. Det er dog ikke kun en turistattraktion, for her i området udnytter de også den varme damp fra undergrunden til at lave elektricitet.
Efter at have været ved Craters of the Moon kørte vi tilbage til byen for at tjekke ind på vandrehjemmet Base Backpackers. Vi gik hurtigt op på værelset med vores tasker, hvorefter vi kørte hen til Rent-A-Dent, for at aflevere bilen.
Aftenen tilbragte vi på vandrehjemmets bar, hvor vi spiste pizza og fik et par drinks, inden det var sengetid.
Nicoline og Allan
- comments