Profile
Blog
Photos
Videos
Hej
Vi kørte af sted fra Lake Mahinapua kl. 9.30. Alle var ret trætte efter gårsdagens temafest, så der var ikke så meget snak i bussen. Vi kørte kun omkring en halv time, inden vi stoppede ved Bushman's Centre for at opleve, hvordan kiwierne tjente deres penge, før turismen for alvor slog igennem i New Zealand. Indenfor så vi en film kaldet "When Bambi was a terrorist", som viste, hvordan de plejede at indfange dådyr til deres dådyrfarme fra en helikopter. Udover filmen kunne man gå rundt i udstillingen, hvor man bl.a. kunne se det udstyr, de brugte til at indfange dådyrene. Det var et meget mærkeligt sted, og de havde helt sikkert ikke tændt for varmen, men til gengæld havde de noget godt morgenmad i cafeteriet.
Efter besøget i Bushman's centret kørte vi til Franz Josef, hvor vi ankom ca. kl. 13.30. Vi startede med at tjekke ved gletscher centeret til vores heldags hike på Franz Josef Gletscheren i morgen. Her fik vi nogle informationer om turen og nogle råd omkring påklædningen.
Da alle havde tjekket ind og betalt, kørte vi de sidste 500 meter hen til Rainforest Retreat, hvor vi skal sove to nætter. Vi fik hurtigt tjekket ind, og fundet os til rette på vores værelse, hvorefter det var tid til en sen frokost, som vi spiste på en lokal café.
Vejret her i Franz Josef er noget koldere, så derfor besluttede vi os for, at tage hen til Glacier Hot Pools, for at blive varmet godt igennem. De har tre store pools, med hhv. 36, 38 og 40 graders varmt vand, så vi var næsten helt opløste da vi gik derfra.
Da vi kom tilbage, gik vi en lille tur gennem byen, for at kigge i de få butikker på hovedgaden, før det var til aftensmad, som vi spiste på baren ved Rainforest Retreat.
Nicoline og Allan
- comments