Så fik jeg endelig skrevet om min spring break

Vi var 4 piger (1 svensker - Anna og 3 danskere - Nicoline, Katrine og jeg), som havde besluttet at leje en bil og så ellers bare køre afsted på må og få og få så mange oplevelser som muligt på vejen. Vi havde ikke rigtig lavet nogen planer, idet vi alle 4 var enige om at tage en dag ad gangen og være åbne for, hvad vi nu engang så på vores vej. Vi havde dog forinden nogle ideer om, hvor vi i store træk ville hen, men første mål, Newcastle, blev aftalt på vejen til afhentning af bilen. Det var dog kun 3 af os, som tog afsted, idet vi skulle møde op med Katrine nogle dage senere.

Vi hentede bilen i Down Town Sydney, og jeg havde fået æren af at være chauffør de første par dage. Som det første kørte vi forkert, så vi endte selvfølgelig i den mest centrale del af Sydney med god trafik og masser af mennesker på en fredag - værsgo og kør og velkommen til kørsel i venstre side. Man kan vel lige så godt vænne sig til det på den hårde måde. Og man kan jo, hvad man vil, så jeg overlevede og efter at have kørt lidt rundt, lykkedes det os at finde en vej ud af byen - dog ikke den, vi havde regnet med, men hvad gør det, når alle veje fører til Rom. Vi ville ikke leje GPS, så vores vej frem blev med et fremragende gammeldags landkort. Det skabte lidt hektiske stunder til tider, men ellers ingen problemer - og det var rart at kunne følge med i, hvor vi havde været, og hvor vi videre kunne tage hen. Og så er mange af byerne bygget op, så man bogstavelig talt kører igennem dem, så det er ikke svært at orientere sig. Der er ikke mange sideveje, som kan forvirre retningen.

Vi kørte ikke så langt den første dag, da vi ikke vidste, hvor længe vi ville være om det, og hvordan ruterne var. Vi nåede frem til Newcastle, og vejret havde indtil da været eksemplarisk, men bedst som vi trådte ud af bilen, begyndte det at styrtregne… Nåh, men efter lidt tid klarede det heldigvis lidt op igen, og vi fik gået lidt rundt og set byen - ikke det allermest ophidsende, men så har vi da været der. Om aftenen talte vi med en fyr fra vores hostel, og vi kunne godt høre, at vores overordnede ideer måske var lige i overkanten, idet der var langt mellem stederne. Vi ændrede derfor lidt vores rute, og besluttede at blive i NSW og så have mulighed for at se en masse undervejs og stoppe, når vi kom til noget interessant - og det viste sig at være kanon.

Næste dag gik turen til Hunter Valley, som er et kæmpe vinområde. Vi havde egentlig planlagt at leje nogle cykler og så køre rundt til de forskellige vingårde, men fandt ud af at det var for lange afstande. Det kunne ellers have været en super sjov oplevelse. Vi troede, det ville blive en ret så dyr dag, men det viste sig, at al vinsmagning var gratis - ikke helt tosset - bare ærgerligt, at jeg var chauffør. Nåh, men heldigvis var der også gårde med smagsprøver af chokolade og diverse oste Igen boede vi på hostel, i Cessnock, og det lå det skønneste sted med en fantastisk udsigt til bjerge og vinmarker. Vi afsluttede en perfekt dag med at nyde en vin, vi havde købt et af stederne og nyde solnedgangen.

Tredje dag blev en lang køredag, hvor vi kørte gennem en del byer, et bjergpas og videre til ingenmandsland ude på Lars tyndskids marker. Det var nogle små veje, grusveje og ikke meget omkring os. Og det var lige præcis, hvad vi alle havde håbet på, vi ville komme igennem, så det var perfekt. Lola, vores bil, havde det dog svært i perioder og måtte arbejde hårdt i bjergene og generelt, når det gik op ad bakke. Selv store f****** truckervogne passerede os til tider… men hvad gør det, når man har ferie…

Vi stoppede først i Denman og senere i Mudgee for at spise frokost i en park og kørte herefter videre. Vi havde kurs mod en lille landsby, Sofala, som havde en af de første guldminer i området. Vi var opsatte på at nå der forbi inden mørket - det bliver mørkt alt for tidligt hernede, så dagene føles så korte. Vi havde de to første dage ikke brugt meget benzin, så vi blev enige om, at vente med at fylde på, til vi ankom til Bathurst, vi ville overnatte i… Men efter at have kørt et stykke tid i bjergene, kunne vi ligesom godt fornemme, at Lola var lidt mere tørstig end regnet med, og tanken blev mere og mere tom, og lyste orange. Lettede ankom vi dog endelig til Sofala. Vi nåede ikke at se så meget, men trods det var den et syn værd. Virkelig en lille landsby i ingenmandsland, med gamle huse, og hvor man kunne fornemme, at tiden ikke var det vigtigste… Vi gik hen til et hus for at spørge om en benzinstation, men fik at vide, at der var mindst 30 km til den nærmeste - det kunne vi jo ligesom ikke bruge til noget. Heldigvis sker det hyppigt, at turister kommer forbi uden fyldte tanke, så vi kunne købe noget benzin af en af beboerne - og det rakte til Bathurst… Haha, bypiger på tur - hvor tit har man ikke hørt, hvor vigtigt det er altid at have fuld tank, når man kører øde steder… men sjovt var det Og vi havde endda gjort grin med, at den "større" by, Mudgee, vi kørte igennem, inden vi satte kursen mod Sofala, havde SÅ mange benzintanke taget byens størrelse i betragtning, men det var der så alligevel en god forklaring på, haha

Vi kørte til Bathurst og overnattede på førstesalen af en bar - så har man også prøvet det. Vi mødtes her med Katrine, og hun overtog stort set rattet herfra, så jeg også kunne nyde turen og få set lidt undervejs. Jeg og Nicoline overtog dog et par gange, så Katrine lige kunne få nogle pauser.

Vi havde en masse, vi gerne ville nå, så vi stod tidligt op - ikke noget med at sove længe i løbet af ugen trods ferie. Vi kørte til et "lille" bjerg, uden for byen Orange, hvor vi vandrede. Her var sne, hvilket virkede helt malplaceret. Frokosten alle dage blev nydt på diverse grønne områder, og denne dag blev det på en tilfældig mark. Pludselig kom ejeren dog kørende og stoppede op ved os. Vi troede, vi skulle have ballade over at sidde på hans ejendom, men næh nej, han ville såmænd bare sikre sig, at vores bil ikke var brudt sammen og behøvede hjælp. Vildt flink mand, og det beskriver vel egentlig meget godt den australske befolkning generelt. Enormt imødekomne, gæstfrie og hjælpsomme

Vi kørte videre til byen Kasonwindra, som ikke var særlig interessant og videre til Cowra, hvor vi tullede lidt rundt for dernæst at sætte kursen mod Jenolan Caves i Katoomba National Park, verdens ældste åbne grotter, som er i Blue Mountains området. Vejen dertil var lang, snoet og smal i bjergene. Det var blevet mørkt, inden vi nåede frem, og da det lå ret øde, var vi helt alene på vejen. Lidt spooky, hvis noget skulle ske, og trods det, at der egentlig kun var én vej frem, blev vi godt usikre på, om vi kørte rigtigt - der ville være lang vej tilbage, hvis vi fandt ud af, vi var kørt forkert. På vejen så vi en wombat krydse vejen, og så var vores dag reddet - det er nemlig sjældent, at man ser dem levende. Langt om længe nåede vi frem til stedet, og trods at det var mørkt, mødte der os et flot syn. Vi overnattede på et slags hotel - lyder luksus, og det var det egentlig også: Gode senge, varmt på værelset og fantastiske badefaciliteter, og alligevel var det her, vi betalte mindst for at overnatte.

Dagen efter kørte vi til Naranga Boyd National Park en time fra grotterne. Her vandrede vi i flere timer og havde det meste fantastiske vejr. Så vandfald, den flotteste udsigt og blå bjerge, da den ligger i Blue Mountains. Vi havde medbragt frokost - og var helt alene i ingenmandsland. Visse fordele ved at være afsted uden for højsæsonen, hvilet er skønt. Om eftermiddagen havde vi bestilt en guidet tur i grotterne, og det var en kanon tur og sjovt at komme ind og se dem tæt på.

Det er ikke sæson for turister endnu på de kanterne, vi havde valgt, så vi havde stort set alt for os selv. Ikke mange mennesker vi fik set og snakket med på turen med tanke på, hvor længe vi var væk, men det var egentlig fedt at være stort set alene på vejene, i byerne og i nationalparkerne. Størstedelen af tiden havde vi intet mobilnet, og når vi endelig kom frem til civiliserede områder, var vores kredit udløbet - hvor var det rart ikke at skulle tænke på det.

Dagen efter kørte vi mod Canberra, som er hovedstaden i Australien, og legede turister der. Vi så det nye og gamle parlament samt War Memorial Museum. Her fejrede de en eller anden bestemt årlig begivenhed, så vi fik rigtig set noget opvisning og vagtskifte. Der er ikke meget at se i byen, men der er mange veje til andre byer, og der er meget trafik, så vi kørte en del forkert og fik på den vis set en stor del af byen, som ikke er særlig stor, flere gange. Vi ville have været ude og opleve byen om aftenen, men vi kørte i evigheder og havde problemer med at finde overnatning, så vi endte lidt uden for Canberra på en lodge og valgte derfor blot at blive på værelset og hygge - det er de gamle på tur

Mange af aftenmåltiderne blev indtaget på primitiv vis - vi er jo fattige studerende og lidt som backpackere på tur. Så når vi overnattede på steder uden køkken, blev det til nudler i kogende vand og dåsegrøntsager og gulerødder, og morgenmaden generelt bestod af havregryn i kogende vand - og de udsøgte måltider blev indtaget på gulvet Men det var helt fin mad, så vi klagede ikke…

Dagen efter gik vi rundt i Canberra og kiggede lidt på butikker og ellers bare slentrede lidt. Det var ikke så interessant, så efter en tur på café kørte vi hurtigt videre til Namadgi National Park, som vi igen havde for os selv. Her så vi SÅ mange vilde kænguruer og kunne komme forholdsvis tæt på dem (vi opførte os næsten som BS og Bubber på tur med alle vores billeder). Det var rigtig sjovt at opleve, og vi var selvfølgelig helt oppe at køre. Vi tog på en god lang vandretur op til en klippe, hvor der var tegninger fra dengang Aboriginals'ne boede i området. Idet solen går så hurtigt ned, blev vi indhentet af mørket, så vi måtte køre mutters alene (igen) ud af parken og af frygt for at ramme nogle kænguruer, kørte vi pænt langsomt. Det lykkedes os dog uden at ramme nogle dyr at nå frem til byen, Cooma, hvor vi overnattede på motel. Da det er stoppet inden Snowy Mountains, hvor folk står på ski, var der snemænd på alle tagene - lidt mærkeligt syn og ikke, hvad vi gad se. Det har vi rigeligt af derhjemme - her skal være varmt, så vi valgte ikke at køre til Snowy Mountains.

Sjovt at tænke på, hvor meget det man ser gør indtryk på én, og hvordan det ændres. De første par dage var vi ellevilde, når vi så en død kænguru eller wombat på vejen. Ja, det lyder måske lidt mærkeligt, men vi var simpelthen nødt til at stoppe og tage nogle billeder med dem - lidt turist er man vel trods alt. Men efterhånden så vi så mange af dem, så massere og massere af levende kænguruer og en levende wombat, og så var de døde ikke interessante længere, og de levende kænguruer blev også mere og mere hverdagssyn… Men fedt var det at møde dem

Dagen efter kørte vi mod kysten, idet vi ville tage kystruten tilbage til Sydney. Det var både gensynets glæde ved synet af hav, men også lidt trist, idet det indikerede, at turen snart var slut. Vi stoppede en masse steder på vejen, hvis vi så noget spændende og besøgte en del små byer, Tathra, Bermagui og Narooma, vi kørte igennem. At vi var bymennesker på tur kom tydeligt frem, idet vi var helt begejstrede over at se farmere få deres køer til at krydse vejen - det var nok mere måden, de styrede det hele på, må jeg hellere lige pointere.

Vi stoppede også ved den lækreste strand, som lå lidt øde. Her lavede jeg lidt vejrmøller, og da jeg ikke havde varmet op (kroppen er ikke, som den har været), fik jeg squ' ondt i ryggen. Det varede dog heldigvis kun et par dage og blev kureret med lidt strækøvelser… INGEN KOMMENTARER, TAK!!!!!!!!

I byen Batemans Bay overnattede vi igen på hostel. Efter at have gået en lang tur langs vandet ville vi have været ude og spise og få en drink som en god afslutning på en oplevelsesrig og skøn ferie, men idet alt lukker tidligt, blev vi på vores hostel, lavede "fin" mad, hyggede med noget vin og fik sludret om ugens beginheder.

Sidste dag på vejen, og den skulle udnyttes, så vi kørte allerede videre lidt over 7 om morgenen. Kørte til Ulla Dulla, bare på grund af byens navn - ikke det store at se og videre til Wollongong, hvor vi vandrede ved stranden og spiste frokost og videre til Jersey Bay. Det var så hyggeligt et område, med det flotteste blå vand og hvid sandstrand.

Så gik turen til sidste stop, Sydney, og det var med blandede følelser at være hjemme igen, da det betød enden på en kanon ferie og tilbage til hårdt arbejde. Så vi skulle alle lige sunde os lidt og falde ned ovenpå alle de mange indtryk i løbet af ugen, da vi kom hjem. Underligt at man kan have sådan en følelse, når man kommet til SYDNEY, men man bliver vel lidt forvent

Den var den ferie - den gik alt for stærkt, men vi havde rigtig mange gode og sjove oplevelser og fik set så meget.

Jeg havde en dejlig uge efter ferien at se frem til - 2 mundtlige præsentationer samt en stor og endelig eksamensopgave. Pyha, velkommen tilbage - der var virkelig pres på, og det holdt hårdt, men jeg er kommet igennem, så nu kan jeg smile igen og være social.

Idet første del af eksaminerne nu er veloverstået, er der nu dejlig roligt på studiefronten. Så pt. går dagene egentlig mest med at hygge mig, se en masse mennesker, tage på ture og ja, egentlig bare at nyde livet på den anden siden af jorden…

Og rimeligt vigtigt: Nu er det gode vejr for alvor kommet til Aussie - tak fordi I lod det gå og sendte det videre hertil Jeg vil holde godt fast på det og nyde det!

Hilsner og tanker fra

Det store udland