Profile
Blog
Photos
Videos
Så var det tid til 2 dage på vandet, hvor vi skulle sejle rundt i Whitsundays som består af 74 øer. Vi skulle med båden Habibi, som er en af de billigste ture, så vi var da lidt spændt på hvad vi skulle ud til, da hende i rejsebureauet hvor vi havde bestilt turen lød som om at det virkelig ikke var en god båd. Vi skulle checke ind kl 10, så vi havde pakket det vi skulle have med i vores lille rygsæk, da vi ikke måtte have de store med, og havde fået dem opbevaret på vores hostel. Vi fik dog at vide da vi checkede ind, at vi ikke en gang måtte have vores små rygsække med, da alt skulle pakkes i sådan nogle miljøvenlige indkøbsposer/net som man køber i supermarkedet og dette var ikke til diskussion. Så vi måtte pænt gå hen i supermarkedet, købe nogle poser og så pakke vores ting om. Båden sejlede først kl halv 2, så vi fik lidt frokost inden og Maria fik også lige købt nogle søsygepiller for en sikkerheds skyld. Vi kom ombord på båden sammen med de ca 20 andre, afleverede vores sko, da vi ikke måtte have dem på på båden, fik en kort introduktion og så blev vi ellers fordelt i "værelserne" nedenunder. Det var meget trangt, og vi fik en køjeseng der var klemt ind i en gang til værelset ved side af - som mindede om en suite i forhold til vores. Døre tager for meget plads - åbenbart - så det havde vi ikke noget af, og sengene var så smalle at man lige kunne ligge der i bredden, men sådan er forholdene vel på en båd ;-) Første dag skulle der bare tilbagelægges nogle sømil, og ved en 6 tiden ankom vi til en lille bugt hvor vi skulle sove for natten. Vi nåede også lige at se nogle store skildpadder som kom op efter luft, inden det blev mørkt og vi skulle spise. Efter aftensmaden fortalte vores meget spøjse og sjove 50-60 årige skipper om hvad der skulle ske resten af tiden, og hvor lille sandsynligheden er for at blive spist af en haj og stukket af de farlige gopler, men vi skulle dog alligevel have de fantastiske stinger suits på. Vi skulle op kl 6, så vi gik tidligt i seng, efter at have kigget på stjerner, som der er vildt mange af hernede, og vi så også et par stjerneskud. Det blev dog ikke til meget søvn da der var rundt regnet 500 grader nedenunder, og selvom vi ikke havde nogen dør var det ikke meget frisk luft der kom ned og ind til os. Efter morgenmaden blev vi sejlet i land af Doggy - den lille gule gummibåd vi havde på slæb -, hvor vi kunne gå op til et udsigtspunkt hvor man kunne se ud over Whitehaven Beach og Hill Inlet, vi havde glemt en telefon så hvis i vil se billeder må i google eller vente til vi kommer hjem. Bagefter gik vi ned på stranden, som har noget af det fineste sand i verdenen. Så fint at man kan børste tænder med det og det føltes da også som om at man gik på mel. Her brugte vi et par timer på at tage mange billeder, og vi så også en lille lemon haj. På vej tilbage til båden gik Doggy i stykker, og vi måtte have hjælp fra de andre både for at alle kunne komme tilbage til båden uden at skulle padle hele vejen. Med alle tilbage på båden sejlede vi videre til den næste bugt, hvor vi skulle snorkle. Der var rigtig mange og store fisk, nogle af dem var nok 50 cm, og da de smed mad i vandet kom de rigtig tæt og man kunne klappe dem. Maria så også en lille skildpadde og svømmede helt tæt på den, da den skulle op efter luft. Nadia var ikke fan af de store fisk, så hun nød udsigten fra båden. Efter frokost sejlede vi hen til et andet sted hvor vi også skulle snorkle, der var dog ikke lige så mange fisk, men mere koral. Så vi svømmede hurtigt tilbage til båden igen, da det er lidt sjovere at kigge på fisk. Om aftenen hyggede vi os på dækket, og spillede et par spil. Vi gik dog endnu en gang forholdvis tidligt i seng, da vi var ret trætte. Om morgenen var der mulighed for at komme ud og snorkle endnu en gang, men vi valgte begge at blive på båden, da vi syntes at vi havde snorklet nok og vi gik vist heller ikke glip af noget. Herefter gik turen tilbage mod Airlie Beach, hvor vi ankom kl 11 og igen havde fast grund under fødderne og Maria havde overlevet 3 dage på vandet helt uden at blive søsyg, uden hjælp fra piller. Vi gik direkte op til vores hostel, hvor vi fik at vide at vi skulle vente 2,5 time på at komme ind på vores værelse, men hvis vi opgraderede til et privat værelse kunne vi få det med det samme plus at vi ville også få TV og et køleskab. Så vi valgte at få en dag i luksus, da vi ikke lige kunne overskue at skulle vente så længe og vi meget gerne ville i bad, da der ikke havde været noget bad på båden. Så resten af dagen gik med bare at slappe af, sove og se TV!
- comments
Steen og Dorthe Hvor er I altså søde til at skrive - dejligt! Det lyder som en speciel oplevelse, men at I også fik set meget - nok lige så meget som på de dyrere ture. Vi har kigget på nettet og, hvor ser det fantastisk flot ud med det kridhvide sand og det turkise vand. Og selvom standarden ikke var den bedste og Doggy gik i stykker, så kom I da heldigvis helskindede i land igen. Men vi godt forestille os, hvor meget I bagefter nød et bad. Fortsat god tur. Knus til jer begge.
Helle Hej seje tøser - dejligt I er tilbage med fast grund under fødderne og uden at blive søsyge, men det ser også ud som om det har været blikstille ;-) - en super oplevelse, og Jeres tur som biker-tøser - kanon - Os herhjemme er slet ikke misundelige, når vi nu går rundt i minus grader. Knus til Jer begge to.