Læs Part I først! Eli Creek havde desværre den virkning på Nadia at hun pludselig blev meget dårlig, og havde voldsomme smerter i maven. Hun ville gå op mod toilettet for at få lidt vand i hovedet, og ville komme tilbage til Maria for at tage flere billeder. Hun blev pludselig svimmel på halvvejen, rakte ud efter gelænderet på trægangbroen, men besvimede og faldt direkte på næsen uden at tage fra. Hun kan intet huske udover hun blev svimmel, og vågnede op med hovedet ned mellem brædderne. Hun tog sig til hovedet og næsen, og konstaterede at hun blødte. Hun vaklede videre mod toilettet, indtil en fra gruppen kom mod hende og hun fremstammede noget på engelsk med hjælp. Hun blev hurtigt sat ned, fik vand over sig og blev behandlet som om hun var dehydreret, hvilket nok også var det mest naturlige. Der gik noget tid før Maria blev hentet, og alt derefter var lidt kaotisk. Nadia blev sat på en trappe med benene i vandet, og fik noget vand med sukker og salt der skulle hjælpe mod dehydreringen. Efter noget tid blev hun mere klar i hovedet og kunne sammen med Maria gå op på toilettet og konstatere at hun havde skrammer i hele hovedet, på knæene og en bule i panden var også på vej. Guiden havde spurgt om en ambulance eller læge skulle tilkaldes, men Nadia var nu overbevist om at hun bare skulle tilbage til lejren og slappe lidt af. Maria kørte turen tilbage til lejren og Nadia sad ved siden af. Efter et stykke tid blev Nadia igen fjern og der blev hurtigt kaldt over radioen at vi blev nødt til at stoppe da Nadia så ud til at have det slemt igen. Heldigvis var en i "familien" i bilen sygeplejerske, så hun holdt øje med Nadia mens der blev ringet efter ambulance. Og så gik det stærkt, guiden tog bilen og kørte som død og helvede for at mødes med ambulancen. Nadia blev kort undersøgt, inden de kørte mod stationen hvor hun blev yderligere undersøgt. Lægen mente at smerterne i maven var skyld i at Nadia besvimede, så hun startede med at få noget morfin. Der blev målt blodtryk, men lægen synes ikke at være tilfreds så han ringede til fastlandet for at høre om mulighederne for at komme på et hospital. Der var to muligheder, køre 2 timer tværs gennem øens mest bakkede landskab og tage færgen, eller bestille en helikopter. Der blev vurderet at sidstnævnte var det rigtige, da Nadia havde for ondt til at kunne klare køreturen. Da det efterhånden var blevet sent, og ved at være mørkt, blev helikopteren kaldt fra Brisbane, da den sædvanlige ikke kunne flyve i mørke. I de 40 min det tog at vente på helikopteren, fik Nadia det meget bedre, og da behandleren fra helikopteren kom, var de i tvivl om det var nødvendigt at tage hende med. Men de besluttede alligevel hun skulle undersøges nærmere, heldigvis for da hun går fra ambulancen og hen til helikopteren kollapser hun igen. Hun blev lagt ned på en båre, og der var heldigvis også plads til både Maria og alle vores ting i helikopteren. Så blev vi fløjet til Hervey Bay hospital, hvor hun igen så lidt bedre ud. Der blev foretaget flere undersøgelser, ultralydsscanning, urinprøve og andre alm tjek. De var til at starte med ret overbeviste om, at smerterne skyldes graviditet, men det blev hurtigt afvist. Så var de ude i blindtarmsbetændelse, men det var det heller ikke. Det eneste de kom frem til, var noget væske de kunne se på ultralydsscanningen, der muligvis kunne komme fra en cyste. Efter noget tid, blev hun udskrevet, fik noget smertestillende at gå hjem på, og en opfordring om at ringe til en privatklinik den næste dag for at få foretaget endnu en ultralydsscanning. Nadia var stadig noget groggy da vi blev hentet af det hostel vi var booket ind på for en nat, alt var godt så længe hun lå ned, men sad hun op, blev hun hurtigt svimmel. Maria stod for alle telefonopringningerne, først til Mor Helle, og derefter til forsikringen. For vi fik lige en regning på $760, inden vi forlod hospitalet. Den skulle gerne dækkes! Forsikringen mente dog vi skulle have haft ringet til dem, inden vi nærmest ringede til ambulancen. Og specielt inden vi hoppede ind i helikopteren. Vi fik en god nats søvn på et dobbeltværelse i en god bred seng! Næste morgen ringede en læge fra Gouda for at høre historien, og vurdere om det var nødvendigt med den ekstra scanning. Hun mente det var MRI-scanner Nadia skulle igennem, men hun godkendte den og så kunne vi bestille en tid. Den første klinik havde tid ugen efter, men muligvis et hul dagen efter hvis vi ringede fra morgenstunden. De fik rapporten fra hospitalet, og vurderede det var en CT-scanning der var brug for. Vi valgte dog at prøve et af de andre steder, alt vores bagage var jo i Rainbow Beach, så vi blev lidt nødt til at komme tilbage dertil ret hurtigt. Vi fik en tid samme dag ved Bayside Radiology, og instruktioner om at drikke 600 ml vand en halv time inden scanningen. Hostel'et var igen søde til at køre os ind til byen, med den bemærkning at den sidste bus mod Rainbow Beach kørte nu! Det problem måtte vi tage os af senere. Vi kom ind til scanningen, men da de så rapporten sagde de at det var en ultralydsscanning der skulle være bestilt, og at instruktionerne derfor var forkerte - og de havde i øvrigt ikke tid til den scanning den dag. Vi kom med vores mest ynkelige øjne, og de flyttede lidt rundt og så var der en tid om to timer. Nu også med nye instruktioner om at drikke 800 ml vand en time før. Vi brugte ventetiden på at gå lidt rundt i byen, få noget at spise og prøve at lokke forsikringen til at betale en taxa til Rainbow Beach, Hostel'et i Rainbow Beach var endda lige ved at komme at hente os, men da der var problemer med vejene nordpå, var der flere der var strandet og de havde desværre ikke bemanding til at sende en afsted efter os. Forsikringen ville ikke betale taxaen, men gerne den ekstra bus og ekstra overnatning. Så endnu en dag i Hervey Bay, resulterede i at vi måtte flytte vores planlagte delfin cruise til en dag senere, hvor det skulle regne endnu mere! Nadia blev scannet, og vi kunne efter en time få nogle billeder og en rapport med tilbage. Der blev ikke fortalt om der var noget at se, det måtte vi snakke med en læge om når vi kom til Rainbow Beach igen. De flinke mennesker fra hostel'et hentede os igen og kørte os tilbage. Nadia konstaterede så da vi var tilbage, at hun havde glemt sin telefon. Nu synes vi ikke vi kunne spørge om de ville køre os ind igen, så vi måtte bestille en taxa. Mens vi stod og ventede tilbød manden at vi kunne køre med ham privat da han alligevel skulle den vej. Vi takkede, og så var vi på vej mod byen igen. Vi hentede telefonen og fik handlet lidt god mad til aften inden shuttlebussen kørte tilbage igen. Der var gratis Wi-Fi så der blev skypet lidt, og så gik tiden indtil vi skulle med bussen kl. 10 næste dag. Vi kom langt om længe med bussen der var forsinket, så vi havde ikke meget tid til at nå til lægen i Rainbow. Vi nåede det, og han kunne heller ikke konstatere andet end at det nok havde været en cyste der var sprunget. Så var vi langt om længe tilbage på rette spor og kunne tage ud og fodre delfiner den næste dag. Hvis vejret tillader det. Nadia har det godt nu, hun får stadig lidt korte anfald af smerter i maven. Men det går hurtigt over, vi satser på det er ovre og vi ikke behøver tænke på det mere.