Saa blev der tid til et lille blogoplaeg, i den ellers saa travle tid.
Der er sket ekstremt mange ting siden jeg sidst har skrevet, saa jeg vil bare fokusere paa faa nogle af dem.

Lige nu sidder jeg paa en netcafe i Moshi by, sammen med 15-20 svede afrikanere.. Det har sin charme, men deres dunst er godt nok lige voldsom nok engang i mellem.

De sidste dage er der ikke sket saa meget, da skolen halvt har sommerfeire. Det er kun form 4, der er tilstaede, og de har ikke rigtigt nogle timer endnu.. Saa den sidste uge har jeg bare vaeret paa boernehjemmet - sammen med de boern som ikke sover, er syge eller er i primary school. Det kan godt blive lidt for meget i laengden at vaere sammen med dem naesten hver dag, da de er voldsomt hyperaktive.. Men soede er de da :) Og det er ogsaa dejligt at vaere med til at forberede dem til nursery school med noget ABC :)

Det ville vaere svaert at skrive om alle de underlige oplevelser, vi har haft hernede, men nu tager jeg lige udgangspunkt i den, som vi havde paa Andreas' foedselsdag. Vi havde egentlig bare regnet med at slappe af inde paa The Coffie Shop inde i byen med noget kage og lidt europaerisk mad, men blev pludselig ringet op af nogle af de andre volontoerere, som var med deres soester inde i byen. Vi tog saa med dem paa Memoria, men da soesteren hoerte, at det var Andreas' foedselsdag, saa skulle vi lige med det samme hen paa en bar og faa et par oel.. Og saa kender man jo historien, den ene tager den anden - og oelene hernede er halv liters og med 5,5% - saa de slaar haardt.. Naa men efter baren skulle vi hjem til en moster eller kusine eller et eller andet (det er umuligt at holde styr paa alle de familiemedlemmer hernede!), hvor der skulle serveres flere oel - Og Konyagi, Afrikas selvbryggede rum, der stort set er gratis. Det endte selvfoelgelig ud i bongo flava og afrikansk dans.. Da klokken saa naermede sig 8, og Andreas og jeg skulle hjem til vores familie for at spise aftensmad var vi blevet godt beduggede, og selvom vi provede at skjule det overfor vores mama, tror jeg ikke helt vores skuespil brillierede.

I Moshi er der et kaempe stort second-hand marked, hvor man kan koebe alt lige fra Ralph Lauren skjorter til skumgummi klipklapper og mangoer. Markedet hedder Memoria - eller Memorial, men folk der taler swahili kan ikke finde ud af, hvis et ord slutter paa en konsonat, fx er der ingen der kan sige Andreas, de siger alle Andrea :b
Anyway, Afrikanerne har ingen sans for maerkevarer - overhovedet - saa prisen paa alle deres varer er stort set det sammen, om det er en amarni skjorte eller brugt t-shirt fra 70'erne, men problemet ved deres maerkevarer er tit, at de enten er i, tja, Broni stoerrelse, eller at de har koerte armer, hvilket jeg ikke ligefrem er fan af.. Men det er i hvert fald i disse markeder afrikanerne koeber stort set alt deres toej, hvilket virkelig ogsaa kan ses, naar man gaar rundt paa gaden.

Billedet her er taget lige udenfor Memoria, og hvis det kan tydes, saa er en af mine haender fyldt af ugali og kaal. Afrikanerne spiser nemlig for det meste kun med en haand, den venstre, og de har saaden en speciel teknik, hvor de ruller maden inden i haanden, og derefter dypper det i lidt sovs eller spiser det sammen med noget kaal. Mig og Andreas har ihaerdigt proevet at efterligne deres teknik - de faar nemlig ikke rigtigt beskidte haender - men det er som om vores haender bare er mere klaebrige..

Naa, men dagene i Moshi er ved at udloebe og rejser videre til Dar Es Salaam paa tirsdag, hvor der skal evalueres og spises god mad :) Andreas tog hjem til DK d. 16. for at se nogle af sine venner blive studenter, saa sidenda har det vaeret lidt kedeligt, naar man ikke lavede noget.. Den 29. tager nogle af os videre til Zanzibar, hvor livet bare skal nydes med afslapning paa stranden, svoemning med delfiner, snorkling, byture og formentlig et dykkercertifikat :) Skal bare lige overleve at bestille en busbillet, uden at blive revet i to. Halvdelen af de folk, der kan ses paa billedet vil saelge dig billetter, hvilket de gerne goer ved at vaere den, der fylder mest og holder mest fast i ens arm.. Men naar billetten saa endelig er koebt og bussen fundet, saa kan man se frem til en 8-12 timers tur i en crowded, varm og larmende bus, der hamrer over de nok 1000 bump paa vejen derned.

Det sidste maaned har vores baba og en af hans soenner, Albert vaeret udenlands. De har faktisk vaeret i Sverige, Danmark og Norge, fordi de, sammen med en del andre, havde faaet sponsoreret flybilletter af et svensk universitet, saa de kunne promovere frivilligt arbejde i Tanzania. Derudover skulle de ogsaa rundt og bo hos mange af de voluntoerere, som har vaeret hernede ved familien. Det inkluderede faktisk ogsaa familien Hoejberg Christiansen hjemme i Risskov, hvilket vidst havde vaeret noget af et kulturchok! Albert havde siddet en halv times tid foran vaskemaskinen samt Bernard, der var meget betaget af vores broedrister ;)

Men nu kommer de heldigvis hjem igen, og tager alle boernene med hjem fra deres skoler, saa der bliver stroem og fest og glade dage i huset denne weekend :D Det bliver en god maade at faa sagt farvel til familien paa :)

Det var saa den roman.. Haaber I kunne komme hele vejen igennem den :)

Glaeder i hvert fald til at se jer allesammen igen :)