Kilimanjaro - Marangu route

Day 1 - Marangu gate to Mandara Huts (2700 m)

Dagen startede ud med hovedpine. Nogle dage foer havde jeg faaet konstateret malaria, og var begyndt behandlingen, men selvom malariaen burde vaere vaek, saa havde jeg stadig mange eftervirkninger fra det, som maaske ogsaa kunne skyldes influenza. Vi kom igang med at gaa op igennem regnskoven, som daekkede de foerste timers gang, hvilket var en fantastisk flot tur, hvor vi ogsaa saa aber og forskellige dyr.

Da vi ankom til Mandara Huts fik vi serveret te og kiks og gjorde os saa klar til at gaa videre op af bjerget for at se et krater. Det var et lille krater, hvor der fra kanten var udsigt langt ud over graensen mellem Kenya og Tanzania. Derefter gik turen tilbage til Mandara, hvor vi fik udsoegt middag og saa lagde vi os i seng.

Day 2 - Mandara Huts to Horombo Huts (3720 m)

Dagen startede klokken 6, hvor vores guide kom ind med en lille balje med vand og en saebe. Det er saa saadan alle dagene paa turen starter, en lille omgang varmt vand og saa hen og faa lidt morgenmad foer vi skulle begaa os op af bjerget. Mit helbred havde det ikke saerlig godt.. Jeg havde vaagnet tidligt pga. kulde og havde udviklet en irriterende hoste samt hovedpinen fra dagen foer var vedholdt. Kl. 7 gik turen imod Horombo Huts, som ligger ca. 20 kilometer vaek. Det var en stille og rolig tur, hvor vi fik moedt en masse andre vandere - isaer mange kinesere.

Ved ankomsten fik vi noeglen til en lille hytte, hvor vi klargjorde vores soveposer og fandt noget varmere toej frem. Derefter blev der serveret aftensmad, som bestod af suppe og paste med koedsovs (DEJLIGT!). Resten af dagen gik med lidt kortspil og snak foer vi faldt i soevn.

Day 3 - Acclimazation day

Efter anmodning fra vores guide tog vi en ekstra dag i Hormobo for at sikre, at vi ikke fik hoejdesyge, som de fleste, der bestiger bjerget hurtigt faar. Vi skulle derfor op i ca. 4000 meters hoejde, for at se Zebra Rocks, som er en klippe, der er stribet paa grund af vand og kalk. Derefter gik vi lidt hoejere op for at se de to toppe paa Kilimanjaro; Mawenzi (5100 m) og Kibo (5895 m). Fedt syn at kunne se begge toppe!

Da vi ankom ved Horombo igen stod der frokost klar - pandekager! Hvorefter resten af dagen gik med boerger, kortspil og hygge. Men fra min side gik den nu mest med at proeve at sove.. Jeg havde haft kraftig hovedpine hele dagen, og proevede at se, om jeg kunne faa det vaek.

Day 4 - Horombo to Kibo Hut (4703 m)

Dagen startede som alle andre dage; tidligt og med hovedpine. Det blivere svaerere og svaerere at sove om natten pga. kulden og min hals var ogsaa begyndt at braende. Saa efter en solid morgenmad og de saedvandlige panodiler gik turen mod Kibo. Det var en flot tur, hvor landskabet aendrede sig drastigt. Det gik fra smaa traer til et naesten oerken agtigt landskab, med kraftige vinde og blaendende sol.

Ved Kibo fik vi serveret en hurtigt frokost, og efter det fik vi besked paa at slappe af, da vi ved midnat skulle begynde den endelige opstigning til Uhuru peak (5895 m). Der var ikke rigtigt nogle af os, der kunne slappe ordenligt af, saa da aftensmaden kom kl 6 var vi alle vaagne. Maden bestod af en ordenlig omgang suppe og pasta, hvor vi bagefter skulle ligge os til at sove.

Soevnen kom aldrig for mig.. Jeg havde faaet kraftig hovedpine, og ventede egentlig bare paa at porterne skulle komme og servere te til os ved 11 tiden. Det var nok de laengeste 4-5 timer i mit liv, hvor jeg bare laa og haabede paa at faa en lille smule soevn. Men det skete ikke, og vores portere kom foerst ind til os lidt i 12, hvor vi hurtigt fik drukket lidt te og spist et par kiks.

Day 5 Kibo to Uhuru Peak (5895)

Bestigningen fra Kibo foregik i totalt moerke. Vi havde alle medbragt pandelamper og vandrestave for at kunne komme de sidste 1200 meter op. Vi gik en og en efter hinanden og de foerste par timer gik okay, men hovedpinen steg hvert eneste minut. Vores tempo var hoejt, og vi fik ogsaa overhalet flere andre, der havde begivet sig ud i moerket. Ved omkring 5400 meters hoejde begyndte kvalmen. Og den voksede kraftigt. Da vi var naaet op i ca. 5500 meters hoejde kunne jeg naesten ikke staa op, og vores guide valgte at binde et reb i mellem ham og mig, saa jeg ikke faldt til siderne. Men det hjalp naesten ikke. Ved 5550 meters hoejde, altsaa 330 meter fra toppen havde jeg det saa daarligt, at jeg kastede op og ikke var i stand til at staa paa mine egne ben. Jeg kastede op og proevede at gaa en smule videre, men jeg var saa omtaaget, at jeg ikke kunne saette det ene ben foran det andet.. Saa det var altsaa der jeg naaede til. Der var en porter som hjalp mig ned til Kibo Huts igen, men jeg kan ikke rigtigt huske noget af turen, var simpelthen for svimmel. Det eneste jeg kan huske er, at flere gange skulle vi stoppe saa jeg kunne kaste op eller faa en lille smule vand.

Ankomsten ved Kibo Huts skete omkring 6 tiden, hvor jeg blev lagt ind i sengen. Det var naesten umuligt at falde i soevn paa grund af kvalmen.. Ved 11 tiden kom de andre tilbage. De havde vaeret i stand til at komme til toppen, saa jeg fik set lidt billeder, men havde det saa daarligt, at jeg slet ikke kunne saette mig ind i deres glaede. Fik snakket med guiden, og blev enig med ham om, at jeg burde komme paa hospitalet i dag, da jeg ogsaa havde faaet hoej feber og voldsom hoste samt den kraftige hovedpine, som stadig holdt ved.

Vi begyndte alle at gaa ned mod Horombo Huts efter en lille omgang hvide broed. Da vi ankom til Horombo gik der en lille time foer der kom frokost, og i mellemtiden havde jeg aftalt med David, (vores guide) at vi skulle fortsaette ned til omkring 2000 meters hoejde, hvor jeg kunne blive hentet af en redningsbil.

Nedturen varede flere timer, og vi var foerst nede ved ambulancen lidt i 7, saa den sidste time var foregaaet med pandelampe inde i den helt moerke regnskov - hvor det regnede kraftigt. Da vi ankom til bilen var vi gennembloedte og sultne.

Turen fra Marangu til Moshi var et typisk billede paa, hvordan tingene foregaar her i Tanzania. Foer vi kunne komme afsted skulle der skrives ind masse ting ind i en masse forskellige boerger, og der skulle tales med mange forskellige personer. Men vi kom dog endelig afsted. Foer vi koerte ud af gaten fik vi ogsaa lige samlet en ung fyr op i militaertoej og en AK-47 i haanden. Chauffoeren var en kraftigt bygget mand, som taeskede speederen i bund hele tiden. Vi koerte naesten konstant med over 100 km i timen, selv over de bump, som der var utallige af imellem Marangu og Moshi. Det skete altsammen enten imens han snakkede med os (mig og guiden) omme bagved eller naar jeg talte hoejlydt, ja naesten raabte, ind i sin mobiltelefon.

Kl. lidt i 11 naaede vi frem til KCMC (Kilimanjaro Christian Medical Center), hvor jeg blev sat af ved Casualties. Derinde fik jeg efter en halv times tid fat i en doktor, som sendte mig hen for at aabne en fil. Det var godt nok noget af en udfordring, hvor jeg skulle snakke med mange forskellige personer, og foerst efter halvanden time havde de aabnet en fil til mig. Derefter fik jeg taget nogle forskellige blodproever og roengtenfotos, men jeg kunne foerst faa resultatet dagen efter.. Saa endelig da klokken blev 1 om natten kom jeg hjem til min vaertsfamilie - Ekstremt sulten, men doeren inde til koekkenet var laast, saa jeg maatte hoppe i seng.

Day 6 - KCMC

Da jeg vaagnede kunne jeg naesten ikke komme op af sengen foest og fremmest havde hovedpinen og sulten ikke forladt mig, men mine ben og baller var saa smadrede efter over 60 kilometers gang dagen foer. Men jeg fik humpet ind til koekkenet og fik spist drukket noget te og spist nogle mandazier (Tanzanias svar paa sunde donuts). Derefter stod guiden lige pludselig udenfor for at tage mig med hen og hente de andre, som ville komme ned ved frokost tid.

Da vi kom alle kom hjem tog jeg videre hen paa KCMC. Resultaterne paa testene var ikke helt klar, saa det tog lige en times tid mere. Da resultaterne endelig kom var jeg desvaerre syg igen: Malaria. Saa det var det der havde vaeret aarsagen til hovedpinen under hele turen og formentlig ogsaa grunden til at jeg ikke kunne klare det hele vejen. Men jeg fik saa nogle piller som jeg skulle begynde paa, og saa ville det forhaabenlig vaere faerdig om nogle dage - Det kunne i hvert fald vaere rart med en dag, hvor man ikke skal spise 10-20 piller om dagen og stadig havde hovedpine...

Naa. Det var saa den roman omkring Kilimanjaro. Ellers gaar alt fint hernede, og vi skal til at begynde paa en normal hverdag hernede igen.

Haaber i allesammen har det godt derhjemme i Danmark!

Mange kram herfra!