14. marts - Fra én yderlighed til en anden

Vi startede dagen tidligt, for vi skulle gerne nå hele vejen fra Caye Caulker til Tulum inden kl. 21, og selvom det ikke burde være så lang en tur, så ved man aldrig. Efter lidt hjemmelavet morgenmad på vores hostel (spejlæg og ristet brød med ost) tog vi båden til fastlandet kl. 7. Bådene til og fra Caye Caulker (og San Pedro - en anden belizisk ø i nærheden) er utroligt velorganiserede og det var ikke svært at finde ud af. Vi havde valgt at tage båden tilbage til Belize City og så en bus derfra, selvom det egentlig er lidt en omvej, da der fra Caye Caulker går en båd direkte til den mexicanske by Chetumal, hvorfra bussen til Tulum går. Men med udsigten til samlet at spare 600 kr, synes vi det var en bedre idé med omvejen, og som nævnt tidligere er busturene ofte også der, man får set lidt kultur og mennesker, der lever deres normale hverdagsliv. Fra båden havde vi en lille gåtur i Belize City til bus-terminalen, som skulle bringe os til Chetumal, og det passede så perfekt, at bussen kom kørende ud fra terminalen lige da vi kom, og vi kunne bare lige springe på. Det var en rigtig lokal bus, som standsede hvert andet minut (sådan føltes det, det kan have været hvert femte). Selve bussen var en af de gamle skolebusser fra USA, som bliver vraget af sikkerhedshensyn dér, og så bliver sendt sydpå og genbrugt (jeg går ind for genbrug). Og så selvfølgelig detaljen, at chaufføren hører ultra højt musik på hele turen, i dagens anledning nogle forfærdelige spanske ballader, som mest af alt lød som karaoke. Men turen, inklusiv turen over grænsen mellem Belize og Mexico, gik upåklageligt. Vi kunne lige stige af bussen, gå ind og få vores stempler, og så stige på igen på begge sider af grænsen. Da vi kom til Chetumal blev tingene imidlertid lidt mere besværlige. Byen var overraskende stor, faktisk virkelig stor, og vi kunne godt fornemme, at det måske ikke ville være sådan lige til at finde det sted, hvor vi skulle tage bussen fra. Derudover blev vi sat af lidt ude af byen, og det var selvfølgelig også dræbende varmt. Vi var dog ved godt mod og fik spurgt os lidt ind til retningen på ADO bus-terminalen, hvor vi skulle med fra. Efter ca. et kvarters gåtur talte vi med en mand på en benzin-station, som fortalte at der nok var en halv times gåtur derned endnu. Det er jo egentlig ikke så meget, men med fuld oppakning og i 30 graders høj solskin, og med en ukendt destination, som man ikke er helt sikker på man finder, er det lidt mere. Derfor startede vi med, at gå ind på en dominos pizza, hvor de havde wifi, aircondition og mad, OG man kunne betale med kort (vi havde heller ikke nogle mexikanske pesos endnu). Her fik vi slået busterminalen op, og vi var på rette vej, men der var lige et par kilometer endnu. Efter at have delt en pizza begav vi os ned mod stationen. Der kunne man ikke betale med kort, så der skulle hæves nogle penge. Mika ofrede sig og begav sig ud i varmen igen, mens jeg blev på stationen med al bagagen. Han lykkes i at finde en hæveautomat, og således havde vi nu både penge og billetter på hånden, og bussen gik 40 minutter efter. Busturen til Tulum gik også rigtigt godt, og vi var så snedige, at vi spurgte chaufføren, om vi måtte blive på bussen lidt efter Tulum-stoppet, og han var sød og sagde ja, så vi blev faktisk kørt lige til døren på vores hotel. Og turen endte da også med at vare helt til kl. 20.15, hvilket vi ikke havde forudset. Til gengæld er det hotel vi bor på her i Tulum virkelig værd at skrive hjem om. For det første er ejeren en ældre dame, som vi allerede har fået to knus og to kys af hver. Hun er virkelig sød, og da vi tjekkede ind gennemgik hun grundigt, hvad der er mulighed for at lave i nærheden, inklusiv priser og hendes egne tips. Selve stedet er så hyggeligt og rent, og vi bor i en træhytte på 1. etage, med loft til kip. Der er morgenmad OG cykler inkluderet i prisen, og det er altså sådan, at man får sin helt egen cykel under opholdet, Mika har fået en blå og jeg har fået en rød. Og så bor vi 5. minutter på cykel fra maya-ruinerne i Tulum og 10 min. fra stranden. Efter sådan en lang dag i busser mm. er vi lykkelige for at være fremme ved dette fantastiske sted, som vi kun fandt, fordi vi tilfældigvis kom til at tale med nogle tyskere i Tikal, som selv havde boet her.

15. marts - Aqua

Klokken 7.55 stod vi klar ude foran Maya-ruinerne i Tulum og fem minutter efter blev vi lukket ind. Vi havde fået et godt tip fra vores søde værtinde Chelo om at komme der til åbningstid, og da vi begav os ud igen efter 1 time og et kvarter var der da også menneskemængder på vej til ruinerne. Perfekt :) Ruinerne var ok flotte, men blegnede dog i forhold til Tikal. Til gengæld var udsigten ekstraordinært god fra klipperne ud over det flotte hav i alle farvespektrets blå nuancer startende fra det gennemsigtige til det dybblå. Dog var der lidt bølger pga. en smule pålandsvind, men det var stadig meget flot. Vi cyklede tilbage til vores posada (en slags bed and breakfast), hvor vi fik den lækreste morgenmad. Kaffe og te ad libitum, et glas juice, frugttallerken og tortillas med gullerødder, ost og tomat - helt hjemmelavet selvfølgelig. Efter et par timers hygge hoppede vi atter op på jernhestene og begav denne gang i retningen af Gran Cenote - et ferskvandshul i en grotte. Først tog vi dog lige et pit-stop på vejen, hvor vi fik lækre falafler og et kvarter senere var vi der så. Vi blev meget positivt overraskede over Gran Cenote, hvor vi svømmede rundt. Vandet var krystalklart, og vi havde medbragt dykkermaske hjemme fra vores posada, så vi fik set en del flotte fisk og skildpadder. Man kunne også svømme længere ind i nogle grotter, hvor hele oversiden var dækket til af flagermus. Virkelig flot! Således opmuntret cyklede vi tilbage mod byen Tulum og videre ud mod stranden, hvor vi slog os ned 1,5 times tid og (sol)badede. Stranden åbenbarede det fineste, blødeste, hvideste sand i mands minde. Helt sikkert en af de bedste strande, jeg nogensinde har været på. Sidst men ikke mindst svingede vi forbi det lokale supermarked, hvor vi købte ind til tapas, som vi hyggede os med på vores posada, der i øvrigt hedder Posada Los Mapaches. Desuden vil jeg lige tilføje, at jeg er overrasket over, hvor velfungerende Mexico er i dette område. Infrastrukturen er virkelig god, der er let tilgængelig og billig kollektiv trafik, det er billigt at bo her, og så er det faktisk det billigste sted i hele Mellemamerika at handle ind (tro det eller ej). Langt billigere end især Costa Rica eksempelvis. Man føler sig ret godt tilpas her, så det er en ganske fin overgang til det velorganiserede Danmark, vi nu engang snart vender hjem til.

16. marts - havskildpadder og solbadning

Dagen startede med, at vi ikke havde sat noget vækkeur, hvilket jo altid er skønt. Da vi vågnede ved 8-tiden gik vi ned og fik morgenmad, som også i dag var lækker, men retten var varieret, så det i dag var rullede taco-pandekager med en anden slags fyld. Lækkert var det, og hyggeligt at sidde ved det store bord i gården og spise og drikke morgenkaffe, mens de andre gæster også kommer og går, og Chelo (værtinden) slæber bakker med juice og mad frem og tilbage fra køkkenet. Her er en meget hjemmelig stemning. Efter maden skiftede vi lige værelse, da vores dobbeltværelse var booket, og vi derfor havde fået plads på et dorm i stedet. Det er dog så heldigt, at vi får lov til at beholde værelset helt for os selv alligevel, da Chelo ikke havde booket det ud, og vi gerne vil have vores eget værelse. Så var det tid til at tage til Yal Ku og Playa Akumal. Yal Ku er også en cenote, hvor der er virkelig mange flotte fisk, som man kan snorke blandt, og Playa Akumal er stedet hvor man kan svømme med skildpadder. Vi endte med at være på stranden hele dagen og gemmer Yal Ku til en anden dag. Inden vi nåede derud skulle vi dog lige med Traffico Collectivo, som er endnu et godt eksempel på, hvor godt tingene fungerer her i Mexico. Der er minibusser, som kører frem og tilbage mellem Tulum og Playa del Carmen (i dette tilfælde), og som man bare kan stige på og af langs hovedvejen, som vi bor lige ved. Der virkede upåklageligt, og takket være Chelo vidste vi også hvor meget vi skulle betale, og blev ikke snydt. Fra bussen var der en lille gåtur til stranden, som også bare var utroligt lækker. Sandet her er ubeskriveligt, og man tror det alligevel ikke før man ser det. Vi havde snorkler og briller med fra vores posada, men lånte også lige en redningsvest på stedet for en sikkerheds skyld, da det var ret dybt, der hvor vi kunne se skildpadder og der var lidt bølger - better safe than sorry. Vi fik begge set et par skildpadder, og de var rigtigt store! Vi havde slet ikke lige tænkt på, at det ville være store havskildpadder, og det var fantastisk at ligge i vandet med snorkel og så lige pludselig se en kæmpe skildpadde under én. Jeg kunne ligge der i timevis og se på sådan en. En gang i mellem kom de op til overfladen for luft, så man lige kunne se deres hoved over vandskorpen. Efter snorkleturen brugte vi hele eftermiddagen på stranden med enkelte pauser på en restaurant lige ved siden af. Vi tog bussen hjem og tog et bad. Så sprang vi på cyklerne og kørte ned til byen til en restaurant som vi havde fået anbefalet, hvor vi fik os en argentinsk bøf. På vejen hjem handlede vi lidt i et supermarked. Vi har en fælles passion for store supermarkeder i udlandet, og det er næsten et event hver gang, vi går ind i et. Der går altid længere tid en forventet med at kigge på alle deres varer. Det er det, jeg kalder at ose (jeg ved ikke, om du også bruger det udtryk, når man kigger, men ved, man ikke skal købe noget). Og det er ellers ikke noget, Mika altid er med på. Men hvis man fx kan kigge på whisky, så er det en anden snak. Det skete også i dag, hvor vi blandt andet fandt 1 liter Mezcal (mexikansk hedvin lavet af agave) 28% alkohol til 7 kr. Vi købte den dog ikke, men sikke et tilbud!

17. marts - Flotte fisk - ja tak!

Hvad vi ikke nåede i går - Yal Ku - nåede vi i dag. Et stort åbent vandområde i klipperne med det klareste vand og i strålende solskin. Her så vi et utal af forskellige fiskearter, og vi kunne svømme helt tæt på og endda røre ved nogle af dem. Der var alt fra Dory-fisk (fra Find Nemo) til store og mindre fisk, men de flotteste var nok nogle i alle regnbuens farver. For at beskytte dyrelivet måtte man ikke bruge solcreme, når man svømmede rundt der (vi havde snorkleudstyr og svømmefødder på), og tiden går ret hurtigt når, man har det sjovt. Men vi blev kun lidt røde heldigvis. Vi er jo ret fornuftige og har i øvrigt vænnet os til solen. Efter en lille detour ud på en kyststrækning med klipper tog vi en 2 km's gåtur mod Akumal Playa, hvor vi også havde hængt ud dagen før. Her slikkede vi sol på stranden, badede og nød generelt livet. Aftensmaden indtog vi på et lokalt pizzaria, så det var ikke dårligt. Selvom dagens skriveri ikke fylder meget, var det en virkelig god dag, og det skyldes nok mest af alt, at den var meget afslappet og i langsomt tempo.

18. marts - Afslapning og et dansk bekendtskab

Så blev det lige pludselig den sidste hele dag på vores rejse gennem alle af Mellemamerikas lande. Vi havde valgt at blive i Tulum resten af tiden, da der er så dejligt her, og vi bor et godt sted. Det er vigtigt for os at komme helt ned i gear her til slut, så vi kan give den gas igen, når vi kommer hjem. Efter en sædvanlig lækker morgenmad på vores posada tog vi op på jernhestene og cyklede ind til ADO-terminalen i midten af Tulum, hvor vi bestilte busbilletter til lufthavnen til dagen efter. Et på minutter længere nede af gaden holdt vi ind og fik en decideret god kop iskaffe og efter kort overvejelse også en omgang belgiske vafler. Herefter tog vi i vores yndlings-supermarked - Chedraui - og købte ind til sandwiches (også til dagen efter), og Annette købte noget superbilligt og forhåbentligt delikat kokosmel samt stevia. Klokken var måske 14.30, da vi slog os ned på stranden, badede, solbadede, læste, hyggede og slappede af. Og vi blev på stranden i mange timer helt indtil 18.30, hvor solen så småt var ved at gå ned, så vi lige kunne få det sidste med. Tak for nu, lækre strande! Aftensmaden spiste vi på en vegetar-restaurant, som vi havde spist på et par dage før, som vi syntes godt om. Vi bestilte hver især champi-burgers, og de var rigtig gode. Men så skete der pludselig noget, som vi ikke havde set komme. Vi sidder stille og roligt ved bordet ud til gaden, og pludselig kommer der et kendt ansigt gående ind på restauranten og sætter sig ved bordet ved siden af os. Jeg kigger helt paf på Annette, som ikke helt forstår, hvorfor jeg gør det. Herefter kigger jeg målløs over det kendte ansigt og siger vanttro "hej Mikkel!". Vi kigger et øjeblik på hinanden, og der går lidt tid, før det rigtigt går op for os, hvor vildt tilfældigt, det her er. Jeg kender Mikkel fra film- og medievidenskab, da han har gået et par årgange over mig, og desuden har jeg været til praktiksamtale hos ham på SBS, hvor han nu arbejder. Det er ikke fordi, vi kender hinanden godt, men vi har snakket sammen nogle gange før, så det var virkelig skørt at møde ham helt tilfældigt på en restaurant i Mexico. Hvad er chancen lige for det? Han havde sin kæreste med, Marie, og de havde været på farten i Mexico et par uger, og det var meget hyggeligt lige at snakke med dem og desuden vænne sig til at snakke med andre danskere, inden vi i morgen vender snuden hjemad mod Danmark. Således overrasket og mætte tog vi tilbage på vores posada, hvor vi den sidste aften drak lidt vin og spiste tacos med hjemmelavet guacamole. Nu er det virkelig snart ved at være slut.