9. februar - Transport og den slags

Da vi i første omgang kom til Panama, kørte vi i taxi med to canadiere og en tysker fra grænsebyen Guabito til kystbyen Almirante, hvorfra man sejler til Bocas del Toro. Og på taxi-turen tilbage 4 dage senere var vi sammen med to hollændere - et ægtepar måske i starten af 50'erne. De var primært i Mellemamerika for at besøge damens søster, der havde boet i Costa Rica (byen Cahuito) i over 30 år og drevet en form for zoologisk have/botanisk have. Vi fulgtes også over grænsen med dem, hvilket var meget rart, da grænsepassager generelt - og især denne - er utroligt forvirrende. Det skulle vise sig, at være et godt sted at møde nye mennesker, når man sådan er spærret inde i et køretøj sammen. Efter en laaaaaang bustur fra grænsebyen Sixaola til San José vendte vi ret møre tilbage til det hotel, som vi også boede på, da vi først kom til San José. Selvom busturene frem og tilbage fra Bocas del Toro var lange, også længere end busselskabet sagde, var det en fed oplevelse at komme igennem og se en masse af Costa Rica, og selvfølgelig fantastisk at opleve Panama. Vores hjerte sprang dog lige et slag over, da bussen gik i stå på vej op af et bjerg i øsende regnvejr og efterfølgende ikke ville gå i gear, men det lykkedes da til sidst :)

På vores hotel i San José arbejder den sødeste mandlige receptionist, muligvis omkring vores alder. For det første gav han os rabat på vores værelse, uden vi overhovedet havde indikeret, at vi var ude efter det. Han kunne desuden sagtens huske os, da vi vendte tilbage til hotellet efter 4 dage i Panama, og mente at vi skulle have et VIP-abonnement til El Maragato, som hotellet hedder. Vi havde desværre i denne omgang fået et værelse, der vendte ud mod gaden, og af uransagelige årsager, kunne man ikke rigtigt lukke døren ud til altanen (værelset var på 5. etage). Det larmede overraskende meget, og vi var ikke i humør til den slags, trætte efter en lang tur. Vi henvendte os til ham med "problemet" og han beklagede og gav os et værelse på den anden - langt mere rolige - side, selvom dette værelse egentlig var afsat. Så måtte de andre bare få det larmende værelse :) Det var virkelig service-minded særbehandling, og for at citere Annette: "Hvis alle bare gjorde deres job, som ham...". Ja, så må i selv gætte den implicitte betydning heri :) Så hermed en varm anbefaling til Hotel Maragato i San José, skulle I nogensinde være på de breddegrader. Derudover opfordrer vi ikke til at besøge San José, det er en rimelig kedelig by, brug hellere tiden et mere spændende sted i Costa Rica.

10. februar - Costa Ricanske bekendtskaber

Vi elsker simpelthen at køre i bus, så vi tænkte, at vi ville tage endnu en bustur i dag. Denne gang fra San José til byen La Fortuna, hvor der er mulighed for at hike, gå tur i junglen og bade i kilder opvarmet af den famøse vulkan, Arenal. På den 4,5 timers lange bustur fra San José til La Fortuna fik vi stiftet et par interessante bekendtskaber. Vi fik blandt andet snakket med et utroligt friskt engelsk ægtepar - begge pensionister og over 60 år. De havde ikke fået pensionist-rabat på busturen, fordi billetkontrolløren ikke havde troet på, at de var pensionister. Det synes de på den ene side var ærgerligt, men på den anden side, kunne man godt fornemme, at de synes, det var ret fedt at være med i "de unges klub". Især manden havde en rigtig sort britisk humor. De havde lige været i Columbia og besøge nogle venner, og da han stiller sin håndbagage fra sig, siger han, at han har kokain i tasken, hvorefter han på bedste Hagrid-manér fremmaner "shouldn't have said that' (han havde tydeligvis ikke kokain i tasken, men synes det var sjovt at sige). Derudover snakkede Annette kort med en mexicaner, der gav os et godt rejsetip til, når vi når dertil. Han havde bare overhørt en samtale, hvor de britiske par fortalte nogle af hans venner, at vi skulle til Cancún, og ville da lige give lidt råd med på vejen.

Senere da der kom en dårligt gående Costa Ricaner ind i den fyldte bus, ofrede Annette sig og gav ham en plads ved siden af mig. Det blev manden (måske lidt over 50) overordentligt glad for, og det blev begyndelsen på en 45 minutter lang samtale med mig (Mika)... på spansk(!) tro det eller ej. Tror jeg fik sagt samtlige spanske ord, jeg overhovedet kunne komme i tanke om, men det var virkelig en fed oplevelse, og manden var meget sød og gentog, hvad han sagde, så jeg havde en chance for at forstå ham. Det viste sig, at han hed Roger Antonio Calvos, og han steg på bussen med sin søn, Fander. Han arbejdede som skomager og noget andet, jeg ikke forstod, var kristen, havde udover sin søn tre døtre og boede i byen Los Angeles (ja, den er god nok), hvor han også stod af, da bussen stoppede. Jeg fik set billeder af hans familie på hans telefon samt et billede af et machete-hylster i læder, som han selv havde lavet. Han fortalte mig om kaffe- og sukkerproduktion i Costa Rica, alt i mens vi passerede netop kaffe- og sukkerrørsplantager, og da han hørte, at vi havde planer om efter La Fortuna at tage til Monteverde, forsøgte han at kontakte et familiemedlem, som vi kunne overnatte hos. Men desværre havde han ikke nummeret på kontakten på sin mobil. Det lå derhjemme i hans hus. Roger var meget venlig og kær at tale med, og han syntes, at Annette var pæn (hvem synes ikke det?) og høj (de er bare ikke lige så høje hernede). Han fortalte mig også, at han desværre døjede med lammelser i højre side kroppen og havde taget medicin for det i 10 år nu. Og så snakkede vi lidt fodbold, og han blev glad, da jeg kunne fortælle om nogle Costa Ricanske fodboldspillere. Det var virkelig en prøvelse at forstå og snakke spansk, men det gik faktisk nogenlunde, og det var en super fed oplevelse at snakke med Roger, selvom jeg var ret træt bagefter, da jeg havde brugt mange kræfter på den spanske samtale.

Vi stod af bussen i La Fortuna (sammen med alle de nævnte med undtagelse af Roger). Her havde vi læst os til, at man skulle tage sig i agt for alle mulige tour guides, som prøvede at sælge en alle mulige ture til alle mulige steder. Vi blev da også mødt af én ung mand, som gav os en brochure, hvori man kunne læse om forskellige tilbud til oplevelser i området, men derudover var han da også yderst venlig og guidede os til vores hotel (som jeg vender tilbage til), og han sagde nok velkommen til La Fortuna tre gange eller mere. Vi fandt hurtigt frem til vores hotel, og hotel er nok så meget sagt. Grundet vores forfærdelige ødslen med penge på Bocas valgte vi meget fornuftigt noget nær den billigste overnatningsmulighed i La Fortuna. De viste sig at være det skønne hotel Dorothy. Som en af anmeldelserne på tripadvisor så fornuftigt foreslår, så ville stedet nok brande sig bedre, hvis ejeren krøb til korset, og kaldte det et HOSTEL. For det er hvad det er, på godt og ondt. Men her er et køkken (win), wifi (win) og vi har endda vores eget værelse med eget bad (win). Her er også en tilpas mængde spindelvæv og ødelagte stikkontakter, som ingen ved, hvad går til. Derudover er der også, udover den lidt søvnige "manager" en ansat her, som er alt andet en søvnig. Han går nok under betegnelsen over-entusiastisk. Han er en lille og lidt tæt mand, der har en ranger-agtig tøjstil, men en ret feminin fremtoning ellers, og han taler engelsk på en fantastisk måde. Da vi fx spurgte ham, om det var muligt at booke en nat mere på hotellet udbrød han i den vildeste jubel: "You are a million times welcome!!!!", og han er typen, der starter sine sætninger med "Sincerely..."

Knap var vi nået ud af døren før vi stødte ind i en tysker, som fuldstændig uprovokeret spurgte, hvor vi var fra. Vi gav ham sandheden, hvortil hans svar var: "handball". Derfra kørte snakken ellers bare løs om sport, både håndbold og fodbold, til hans ven, som netop var død i Bocas Del Toro i januar, og videre til hvor billig Sydamerika er i fht. Costa Rica. Og når jeg springer så let hen over den døde (i øvrigt druknede) ven, så er det fordi, det var sådan samtalen gik. Da han smed bomben, var vi lidt i tvivl om, hvordan vi skulle reagere, men "heldigvis" var han selv hurtigt videre til et nyt emne. I mellemtiden var vi i øvrigt også i gang med at følges op til byen. Det skal siges, at denne tysker altså er en ret så moden herre, bare lige for at male billedet for jer, så lad os da håbe at hans ven også nåede at blive mindst lige så moden inden han døde.

Vi havde udset os et sted, hvor vi ville drikke kaffe, Costa Ricas den bedste, og tyskeren skulle finde noget mad, så vores veje skiltes. Kaffen var IKKE en skuffelse, vi bestilte "tipical", som blev serveret med nogle særlige filtre, og en kande med ufiltreret kaffe på bordet, hvor man så selv skulle hælde den igennem filtrene og brygge sin egen kop kaffe. Det smagte herligt! Efter kaffen (muligvis var der også en lækker banankage indblandet), gik vi rundt i byen på jagt efter en ATM og nogle af tur-arrangørerne, som kunne fortælle os lidt mere om området. Begge dele lykkes vi med, men så blev Mika lidt dårlig - muligvis pga. træthed og manglende indtag af mad - og vi gik hjem. Vi har brugt aftenen på vores værelse, hvor vi blandt andet har set det seneste afsnit af Bedrag (heldigvis virker DR TV i Costa Rica). og i morgen tager vi nok en stille og rolig første dag i byen, da det vist skulle blive et ret kraftigt regnvejr. Men man ved aldrig, hvad der sker! Ellers har vi det egentlig top notch! Det er en gedigen fornøjelse at rejse rundt og se den ene seværdighed efter den anden - mere af det tak! Godt vi kun har været af sted i en uge nu :)

11. februar - kaffe, kolibrier og vandfald

Absolutely delighted over gårsdagens lækre kop kaffe startede vi dagen på Rainforest Café med en omgang lækker omelet og super awesome kaffe 'tipico'. Vi fik også ordnet vasketøj på det lokale lavenderia. Desværre glemte jeg (Mika) 3 af mine underbukser, hvilket egentlig var grunden til, at vi skulle vaske tøj, men sådan kan det jo gå :) Det regnede helt fra morgenstunden, og vejrudsigten så ikke særligt lovende ud. Alligevel valgte vi at tage ud i regnen, for nu er vi jo alligevel hernede, og vi fortrød da heller ikke vores over 10 km lange gåtur, selvom vi endte med at blive komplet gennemblødte trods regnjakke osv. Turen gik op til et kendt vandfald kaldet Catarata Rio Fortuna (oversat: Vandfald Flod Held). På turen derop fik vi set en god håndfuld forskellige fuglearter i alle regnbuens farver. Højdepunktet var da vi kom forbi en frodig blomsterbusk omgivet af kolibrier, der sværmede omkring for at få lidt nektar. De bevæger sig meget hurtigt, vingerne basker med lynets hast, og tungen endnu hurtigere. Da vi kom til indgangen til vandfaldet havde vi gået i måske 1,5 time på en vej, der blev stejlere og stejlere. Det kostede 12 dollars pr. person at komme ind og se vandfaldet. OK dyrt, hvis du spørger mig, men de har fundet ud af, at turisterne er villige til at betale, og heldigvis går pengene til skoler, velfærd osv. her i lokalområdet. Selvom det regnede var det en overordentlig fryd at se det flotte Fortuna-vandfald - både oppe fra og nede fra. Nu har vores tøj dog ret så svært ved at tørre pga. den høje luftfugtighed, men sådan er det jo bare. Vi glæder os til i morgen, hvor vi skal ud og trekke på vulkanen Arenal og bade i hot springs ;)

12. februar - Med happy ending

Dagen i dag har på flere måder været heldig for os. Vi vågnede godt nok til det sædvanlige regn, som dog i dag bestod af byger. Det betød bare, at lige når vi troede det ville stoppe rigtigt, så begyndte det bare igen. Vi sov uden at stille vækkeuret, men stadig kun til lidt over kl. 7. Efter en langsom start gik vi ud i køkkenet, hvor vi havde handlet ind til at lave vores egen morgenmad, spejlæg og det hele. Vi fik hurtigt selskab af vores ivrige tyske ven, som bor her på hotellet (og som vi stadig ikke ved, hvad hedder). Resten af formiddagen brugte vi på at drikke kaffe på Rainforest Café, booke hostel i Monteverde, og se på mulighederne dér. Kl. 14 blev vi hentet af vores guide (som jeg heller ikke kan huske, hvad hed, men noget i retningen af Wilmar), men jeg ved, at han var mega sej og hans hår var bare "out of this world" (læs de fineste små prinsesse-slangekrøller i hele håret, som hang ned til ørerne, måske lidt ligesom ledningen til en telefon i gamle dage). Hans motto var 'pura vida' - at alt er godt, selvom det måske ikke er helt perfekt. Han kørte os og resten af gruppen til nationalparken ved Arenal vulkanen, som stadig ikke var at se, men til gengæld fik vi andre store oplevelser. Først lærte vi lidt om vulkanen, og derefter gik vi ud i regnskoven. Her så vi eksotiske frøer, som var helt lysegrønne med store, røde øjne, to coatis (tropisk vaskebjørn, minder om en næsebjørn) - en voksen og en unge, en agouti (som er en gnaver), nogle fugle (herunder vilde kalkuner og kolibrier). Vi så også et vandfald og gik på en hængebro over en flod, og det regnede nærmest ikke, mens vi var der. Efter nogle timers rundtur i skoven var det tid til bade i varme kilder, som vi kørte hen til. Vi skulle lade alt være i bussen og kun være i badetøj, hvilket gav en meget sjov situation, hvor alle i bussen lige pludselig begyndte at smide tøjet på en gang. Derefter gik vi den kørte tur ned til floden, and it was good! Vandet som er mellem 33 og 38 grader varmt, var bare helt perfekt i både temperatur og renhed. Det var dybt nok til, at man kunne sidde i det og være dækket til skuldrene, og der var vandfald, man kunne stå under og få massage af. Det var blevet mørkt, men der var stearinlys tændt, og vi fik drinks. Derudover prøvede vi også deres mineralske mudder som en ansigtsmaske, og vi fik snakket med den første dansker på vores rejse hidtil - Nikolaj fra Aarhus. Disse hot springs var sådan et sted, man bare kunne være blevet hele natten. Men det fik vi ikke lov til. Vi blev kørt tilbage på hotellet ved 20.30 tiden, og der besluttede vi os for at vi skulle ud og have noget mad. Maden var såmænd udmærket, men på vejen hjem skete der det utroligt heldige, at vi så et vaskeægte dovendyr!!! Det hang ud (for det ligner de altså nogle, der gør) på broen over den flod vi bor lige i nærheden af. Han var så sød! Han hang bare der, og kiggede på os. Vi kunne komme helt tæt på, og tage billeder (desværre kun med telefon og i mørke). Men det var helt fantastisk at se det. Efter lidt tid kom der nogle mænd oppe fra brandstationen, eller hvad det nu er, og fangede ham i et bur. Vi går ud fra han skulle slippes løs et lidt mere passende sted. Det har været en dejlig dag med en fantastisk lykkelig slutning. I morgen rejser vi videre til Monteverde, og uanset hvad der sker, har vi nu set et ægte, vildt dovendyr.