Hola otra vez (hej igen)

Paa trods af tidligere loefter om at gemme resten af historien til min hjemkomst, har jeg alligevel plantet mig paa en komfortabel kontorstol der til forveksling ligner Bivas den billigste (den der delvist bestaar af pap) for at komme med en opsummerende beretning om mit 14 dages eventyr i Peru, som nu er ved at vaere ved vejs ende. Aarsagen er i virkeligheden bare, at jeg, paa trods af min ellers ukuelige evne til at sove hvorsomhelst og naarsomhelst, fandt mig selv lysvaagen kl. 06.35 i morges. Normalt ville jeg bebrejde den iltfattige bjergluft, men eftersom jeg nu er i Lima hvor man igen kan gaa 500 meter uden at faa aandenoed, skal forklaringen nok findes et andet sted. Personligt er jeg meget tilboejelig til at bebrejde varmen. For ja! Det er fandenfloejteme varmt i Peru. Efter nedstigningen fra bjergene koerte vi direkte ind i oerkenen som til fulde opfylder oerken-kravene ved at vaere fuld af sand, stoev og ulidelig varme. Man skulle tro at 14 dage i Mexicos stegende sol ville have vaeret tilstraekkelig "opvarmning" (undskylder for den daarlige humor - men det er stadig meget tidligt i Peru), men jeg vil vove den paastand at varmen foeles langt mere fugtig og omklamrende her. Jeg skal dog lade det vaere usagt om jeg ville kunne opnaa nogen professionel meterologisk opbakning paa den paastand - men det vigtigste er vel ogsaa hvordan det foeles for mig. Og det foeles varmt!! Derfor fremkaldte det selvsagt ogsaa et stort, falsk overbaerende smil, da jeg - midt i middagsheden - i gaar steg ombord paa den bus der, over de naeste 4 timer, skulle bringe mig til Lima, hvorefter en medpassager kunne fortaelle mig, at den ellers hoejtelskede aircondition var gaaet i stykker. Jeg havde ellers naaet at taenke "sikke en svedende mand", men efter uhyggeligt faa minutter ombord paa den mobile ovn, gik det op for mig, at jeg snart ville se ud praecis som ham - de asiatiske ansigtstraek og skaegget undtaget.

Men for at starte ved begyndelsen, som i dette tilfaelde er slutningen paa sidste indlaeg.... Nu kan jeg saa ironisk nok ikke lige huske hvor jeg sluttede sidst, men jeg mener ikke at have berettet om Colca Canyon endnu. (eventuelle gentagelser maa gerne springes over).
Loerdag morgen steg jeg ombord paa en bus der koerte mig til Colca Canyon - ifoelge nogle polske herrer der i 1980'erne foretog nogle maalinger - verdens dybeste canyon!! Wauw, taenker I nok, og det gjorde jeg ogsaa da jeg saa det. For det er virkelig, virkelig et smukt syn! Meget, meget imponerende.
Med ombord paa bussen var, til min store lettelse ogsaa tre engelske piger Lydia, Zuzi og Monika og to fyre fra henholdsvis Sverige og Australien, Chris og Alf (gaet selv hvem der kommer hvor fra). Udover at de var rigtig flinke mennesker bestaar lettelsen i, at jeg igen kunne snakke normalt engelsk. Jeg er nemlig ved at forfalde til gebrokkent-engelsk-faelden, som er den fare man risikerer at smittes med efter laengere tids ophold i et land eller omraade hvor stoerstedelen af befolkningens engelskkundskaber er begraensede. Foerst starter jeg ud med mit normale engelsk, men den overdrevne brug af nik, smil og tomme blik afsloerer hurtigt, at ca. 70 % af hvad jeg siger paa ingen maader siver ind. Efter noget tid giver man op og til sin store skraek hoerer man sig selv sige ting som "I go toilet.. where?" og "what time...the bus go?" (i saerligt slemme tilfaelde akkompagneret af diverse fagter og ynkelige forsoeg paa at faa min haand til at ligne en bus der ankommer til Lima).
Neej, det er da meget charmerende. Men nogle gange er det ogsaa rart at snakke med mennesker, hvor man frit kan kommunikere om hvadsomhelst uden misforstaaelser og tegnsprog.
I selskab med denne rare flok af engelsktalende mennesker tog jeg derfor paa en irsk pub - men ikke en hvilken som helst irsk pub - nej, her er tale om den hoejestbeliggende irske pub i VERDEN! - jeg kan selvfoelgelig ikke lige huske den faktiske hoejde. Men paa vejen hen til den by, stoppede vi ved verdens hoejestbeliggende toilethus, som var i 5000 meters hoejde. Saa vi er da deroppe af.....
Af andre imponerende ting jeg har oplevet kan naevnes et kys fra en lama (dog heller ikke her forvandledes dyret til en prins - jeg gjorde ogsaa et forsoeg med en froe i Australien... maa dog snart erkende at myten om prinse-forvandling muligvis blot er en myte) samt synet af "the flight of the condor" - peruvianerne er meget glade for deres store kondorfugle som cruiser rundt blandt bjergtoppene. Og det er daelme ogsaa nogle store fugle. Sammen med ca. syvtusinde andre morgenglade turister fik vi nogle okay billeder paa rimelig taet hold. Naeste stop boed paa en flyvetur i et lille, men temmelig nyt Cessna fly for at se the Nazca Lines (Nazca linjerne), som er kaempestore tegninger i jorden omkring byen Nazca, som i oevrigt bedst kan beskrives med et ord saa charmerende som "losseplads". De store tegninger i jorden var dog imponerende!

Herefter gik turen til Paracas og Pisco. Her finder man Paracas naturreservat og Ballestas Islands (og gudskelov for det, stedet var derudover ca. ligesaa klamt og lossepladsagtigt som Nazca, dog krydret med en meget kraftig stank af fisk grundet den omfattende ansjos-industri der har til huse omkring Pisco). Men men, som sagt havde de Ballestas Islands, hvor jeg sejlede ud i forgaars. Det er klippeoer med en masse hule og grotter og hvis man fjernede ca halvdelen af de maager der i bogstaveligste forstand fyldte hver eneste kvadratcentimeter paa klipperne og indsatte et piratskib ville man have en fremragende setting til en piratfilm med skjulte skatte og des lignende. Her paa Ballestas Islands fandt man ogsaa saeler i stakkevis. Store saeler, medium saeler og baby saeler... de var der allesammen. Jeg har det lidt med saeler som med lamaer - dem kan man bare ikke faa nok af.

Nu har jeg overlevet 14 dage paa egen haand i Peru, overlevet 14 dage i det trafikale anarki der haerger i Perus gader - mere tilfaeldig, og totalt uorganiseret kaos trafik skal man virkelig lede laenge efter. Det er derfor med en vis spaending at jeg nu vil saette mig ud i en taxa og koere til lufthavnen for at paabegynde min rejse hjem.
vi ses i Danmark.