Hola
Saa er det vist endelig blevet tid til en opdatering fra den anden side af verden.
Efter blot en uge i Peru har jeg allerede set saa mange ting, at det, paa trods af min ellers upaaklagelige hukommelse, er svaert at huske det hele. Men jeg skal goere et forsoeg. Straks ved ankomsten til Cusco erfarede jeg at man goer tingene lidt anderledes her i sydamerika. Foer vi helt vidste af det, befandt vi os i en eller anden lille tvivlsomt udseende bil sammen med to fremmede peruvianere i jakkesaet. Efter ca. 10 minutter ankom vi til deres rejsebureau kontor, der var paa stoerrelse med en hesteboks - smukt indrettet med nogle plakater, et skrivebord og en computer. Og saa fik vi ellers naesten ikke et ord indfoert de naeste to timer. Resultatet blev dog, at jeg valgte at betale dem en masse penge i haab om en 14 dages oplevelsesrejse rundt i Peru i retur (jeg er selvfoelgelig ikke jyde for ingenting og var da noget skeptisk, men eftersom de havde diverse statsautoriserede licenser osv. i orden og alle andre rejsebureauer saa praecis ligesaadan ud, valgte jeg at slaa til).
Herefter blev vi koert direkte hen til en bus, der tog os paa den foerste tur rundt til gamle inka ruiner. Det var altsammen meget imponerende. Og bjergene omkring cusco er fuldstaendig fabelagtige. Jeg synes jo jeg har set meget smuk natur, men Peru er klart noget af det mest imponerende.
Ellers er Peru ligesom postkortene. De smaabitte damer i farvestraalende folkedragter og med hver deres lama og en baby eller en saek majs bundet fast paa ryggen er ikke blot et postkort-faenomen for at lokke turister til, det er den vaskeaegte realitet hvorend man kigger hen. Meget charmerende og til stor glaede for jubelidioter som mig der klapper i mine smaa haender hver gang jeg ser en lama eller en alpaca. Jeg ville gerne fortaelle jer forskellen, men der er jo ikke noget vaerre end bedrevidende folk vel ?
Paa tredjedagen var det tid til et af de stoerste hoejdepunkter i Peru - MACHU PICCHU. Jovist, jovist, det er temmelig dyrt at komme derop, men det var det hele vaerd. Klokken 4 om morgenen blev jeg hentet fra mit hotel midt i Cusco, af en mand som eftersigende arbejdede for rejsebureauet. Efter at vaere blevet koert rundt i moerket i over en time, i tre forskellige biler med forskellige fremmede maend som ikke kunne sige meget andet end "the bus will be soon aye?" endte jeg 5 minutters gang fra mit hotel hvor bussen saa kom. Ja ja, de forstaar virkelig at vaere effektive og udnytte deres arbejdsressourcer optimalt. Paa den lettere nervepirrende tur blev jeg ogsaa for alvor introduceret for den mildest talt alternative koersel man praktiserer her i Peru. Lad mig give et eksempel. Hvis man i Danmark naermer sig et vejkryds bremser man normalt ned og ser sig for inden man koerer ud i krydset. I Peru fastholder man en hastighed paa omkring de 50-60 km/t, dytter 3-4 gange i hornet og fortsaetter ufortroedent ud i krydset uden at loefte foden fra speederen. Hornene indikerer jo til medtrafikanterne, at man kommer koerende og dette er selvfoelgelig tilstraekkeligt. Det er... spaendende.
Efter adskillige timer i bus og tog ankom jeg til Machu Picchu. Solen stod hoejt paa himlen og der var vanvittigt smukt... og vanvittigt mange mennesker. Men det levede op til alle mine forventninger.
Naeste aften vendte jeg tilbage til Cusco og tog afsked med Lyndon som grundet alvorlig pengemangel ikke var med i Machu Picchu og derfor heller ikke har raad til at ledsage mig paa min 14 dages tur. (desuden skal naevnes at jeg, fordi jeg kun har 14 dage, koerer paa et ret stramt program - lyndon har jo 7 uger og vi har derfor besluttet at vores rejseplaner var lidt for forskellige). Efter Cusco blev jeg sat paa en bus sammen med 3 flinke canadiere og ca. 15 andre OG intet mindre end 5 "stewardesser" til at ledsage os paa den ca. 6 timer lange bustur til Puno (det skal lige siges, at jeg for min lille formue har koebt mig til en pakke med kvalitetsbusser - de allerbilligste busser bliver ogsaa jaevnligt overfaldet af bevaebnede bander, saa jeg synes selv pengene er lagt okay ud).
Naeste morgen gik turen ned til havnen i Puno, som ligger ved den beroemte Lake Titicaca. Her kom jeg ombord paa en baad hvor jeg straks moedte 2 danske piger, som aabenbart bor lige rundt om hjoernet fra min nye lejlighed i koebenhavn (de der ikke har hoert om den.... det har I nu saa). Ombord var ogsaa nogle super soede irere, en tjekke og et par fra et af verdens absolut farligste lande overhovedet - nemlig sydafrika. Det var virkelig ikke for toesedrenge- og piger de historier de kunne fortaelle.
Vores entusiatiske guide Bruno doebte os hurtigt til "happy brunos group" og saa sejlede vi ellers afsted ud paa sooen til vores foerste stop "the floating islands" (de flydende oer) . Det var virkelig fascinerende og interessant. Det er svaert at forklare hvordan oerne pracist er lavet, men de er menneskeskabte og ligner bare en klat flydende siv. Saa bor de ellers der i deres smaa huse som ogsaa er lavet af siv og spiser deres mad, som delvist bestaar af siv. Nogle af dem havde dog et lille fjernsyn (hurra for solenergi) og eftersigende forholdt det sig saadan, at de der havde tv havde faa boern, de der ikke havde, havde til gengaeld mange boern.
Efter et lille stop i det lokale supermarked hvor de selvfoelgelig havde baade Coca-Cola, snickers og modtog amerikanske dollars (for de 3 ting kan man bare IKKE flygte fra her i Peru - selv de mest isolerede, tilbagestaaende steder hvor der hverken er elektricitet eller rindende vand, sidder der op til flere smaa indianer damer og saelger Coca-Cola og diverse kendte chokoladebarer - det slaar ALDRIG fejl) .... oohm, jo, men efter det stop sejlede vi til en oe kaldet Amantani. Her skulle vi tilbringe natten, indlogeret hos lokale familier. Det var virkelig en oplevelse. Amantani er netop en af de oer hvor der ikke er garanti for hverken elektricitet eller rindende vand. Om eftermiddagen besteg vi bjerget paa oen - beloenningen var en fantastisk udsigt! Herefter vendte vi tilbage til vores respektive familier. Jeg og Nina fra Tjekkiet boede sammen hos en lille smilende mand og hans stilfaerdige kone. Doeren ind til vores vaerelse var saa lille at selv jeg matte naermest ned og kravle for at komme ind. Det var et fint lille vaerelse med 3 senge, en sparepaere og rigtig gulv. Kokkengulvet fx bestod udelukkende at sammenstampet jord, den lille kone sad paa en kasse paa gulvet og lavede mad ved et lille ildsted (paa trods af at hun havde et splinternyt, omend lidt malplaceret, gaskomfur lige ved siden af). Maden bestod af suppe og kartofler (i Peru er der officielt over 4000 forskellige slags kartofler, paa en lillebitte oe som Amantani alene er der over 25 forskellige kartoffelsorter). Her snakker vi altsaa virkelig slankekost. Det smagte rigtig godt, og var sjovt at proeve, men vi fik lidt indtrykket af, det muligvis er det eneste de spiser. Om aftenen blev vi pakket ind i den lokale folkedragt som alle folk gaar rundt i til hverdag og saa gik vi ellers bogstaveligt talt over stok og sten (veje og fortove er kun anlagt i meget begraenset omfang) hen til forsamlingshuset for at kaste os ud i lidt dans med de lokale.
Men det var virkelig fedt at proeve at bo som de lokale. Naeste dag sejlede vi videre til en anden oe, hvor vi besteg endnu et bjerg efterfulgt af en laekker frokost med fuldstaendig henrivende Lake Titicaca i baggrunden.
Efter at vaere kommet retur til Puno, besluttede de to danske piger, irerne og jeg at se paa Perus natteliv - det var meget internationalt - i hvert fald der hvor vi var.

Naeste dag gik turen til Arequipa hvor jeg er nu. Jeg var godt klar over, at det ikke var et gammelt lokum af en bus jeg skulle koere med, men intet kunne have forberedt mig paa det syn der moedte mig, da jeg steg ombord paa bussen. De stoerste laedersaeder (vi snakker stoerrelse laenestol) med kaempe fodskamler, og lune taepper, samt fjernsyn og servering af mad ombord - det ser man normalt ikke i en intercity-bus. Nu har jeg altid (ikke mindst takket vaere min evne til at falde i soevn naarsomhelst og hvorsomhelst) befundet mig ganske udmaerket paa oekonomiklasse. Men jeg skal indroemme at jeg hurtigt kunne vaenne mig til foersteklasse. Jeg troede slet ikke man havde saadan nogle busser i Peru, for helt aerligt, her er virkelig meget fattigdom - det ser rigtig usselt ud rigtig mange steder. Dog bliver det hele livet lidt op af peruvianernes farverige toej og utraettelige smil. Det er virkelig et venligt og soedt folkefaerd og jeg kan sagtens vaenne mig til mit nye navn "miss Michala" - "oh, miss michala is everything alright?" "do you need anything miss Michala?" "goodmorning miss Michala, did you sleep well?" "did you have a nice trip Miss Michala?" osv osv.
Idag har jeg udforsket Arequipa som virkelig er langt, langt flottere end de andre byer jeg indtil videre har set. Her er virkelig mange flotte bygninger og palmer osv. Resten af tiden her vil byde paa trekking i Colca Canyon, scenisk flyvetur og et besog til Ballestas Islands og til sidst Lima.
Resten af historien og meget mere foelger om en uges tid, naar mine smaa foedder igen er paa dejlig, dansk jord

ps. jeg orker ikke at gennemlaese hele denne smoere, saa jeg undskylder paa forhaand for eventuelle fejl og ufuldstaendige saetninger.