Profile
Blog
Photos
Videos
Efter Surfing Turtle Lodge drog vi 4 timer sydpå til den ældste by i Nicaragua, der stadig er på sin oprindelige lokation. På vores vej skulle vi befinde os i 4 forskellige transportmidler: hestevogn, båd, chicken bus og shuttle. I sidstnævnte transportmiddel forsøgte chaufføren at få os til at betale dobbelt pris grundet vores bagage. I en sådan situation har vi fundet det nyttigt at spille dumme, og lade som om vi ikke forstår hvad der foregår.
Granada er den smukkeste by, vi har besøgt hidtil. Bygningerne er opført i ægte koloni-stil og er meget velholdte. Ligesom kolonihovedstaden Antigua er Granada fuld af farvede bygninger.
Vores første hele dag i Granada valgte vi at tilbringe 30 minutters kørsel uden for byen ved Laguna de Apoyo, som er et vulkankrater, som er fyldt med vand og derfor danner en billedskøn sø. Vi var dog ikke helt imponerede, da vores aller første stop Lago de Atitlán var samme type krater, og langt større og, synes vi, smukkere. Vi tilbragte dagen med at sole os ved vandkanten og sejle i kajak.
Da vi returnerede til Granada sent på eftermiddagen kunne vi akkurat nå at klæde om til en Zumba-time, vi havde fået anbefalet. Vi skyndte os over i kulturhuset, som meget belejligt var lige ved siden af vores hostel, og her mødtes både rejsende, frivilligt arbejdende og lokale kvinder til en times numse-rysten med Cesar. På trods af vores nyligt overståede salsa-lektion, blev de danske hofter endnu engang sat på prøve over for de latinamerikanske rytmer.
Den næste dag brugte vi igen formiddagen uden for byen ved Lake Nicaragua. Vi havde vores helt egen båd samt guide, som viste os rundt mellem 365 små øer (en til hver dag). Øerne er opstået som følge af en vulkaneksplosion, og ejes nu af private udlændinge og de rigeste familier fra Nicaragua (bla. Eks-præsidenten og den største alkoholproducent). En af øerne var særlig sjov pga dens beboere. Der var nemlig blevet placeret en håndfuld aber på øen, som lever af de forbisejlende bådes rundhåndethed. Aberne har efterhånden udviklet en kræsende som gør, at de udelukkende spiser søde cookies. Vi havde selvfølgelig medbragt en lille pakke kiks, som den hurtigste abe nød godt af.
Da vi kom tilbage til Granada, benyttede vi os at vores hostels gratis walking tour. Vi kom forbi to katedraler og et marked. Dagen efter vente vi tilbage til markedet, men blev ikke lokket til at købe noget denne gang.
Nu er vi draget videre mod San Juan del Sur, hvor vi skal være indtil tirsdag. Det hører I mere om i næste indlæg.
- comments