Årets julegaver fra familien, samt fra Bron og Rob var penge til at rejse, så den 4. januar meget tidlig morgen satte jeg sammen med Marianne og Anne Sofie (Fie) kursen mod Sydney Lufthavn, hvorfra turen gik mod Launceston på Tasmanien. Som I efterhånden ved rejser jeg meget med spontanitet, hvormed jeg for alvor udfordrer mig selv i og med at jeg er en planlægger af karat. Men spontaniteten giver fantastiske oplevelser, fordi man pludselig ikke er bundet fast til et planlagt program, og netop denne spontanitet kom virkelig også til at præge netop denne rejse i og med at vi, inden afrejse, ikke havde planlagt en flyvende skid. Da vi kom ud fra lufthavnen, kiggede vi på hinanden og spurgte: "Hvad så nu?". Og der stod vi så med vores store rygsække blandt andet med et syv kilos telt, på ryggen. Resultatet blev, at vi prejede en taxa ind til byen. Vores taxa chauffør var meget snaksaglig og hjælpsom, og med hans hjælp fik vi pludselig lagt en plan for vores tid på Tassie. I Launceston fandt vi en campingplads tæt på Cataract Gorge, den her virkelig smukke national park i Launceston. Efter vi havde slået teltet op, gik vi en tur ud til Cataract Gorge, hvor vi tog en lift op gennem parken først, hvorefter vi gik en lang tur gennem den smukke natur. Søndag stod vi tidligt op for at bruge noget tid i Launceston, inden vi tog bussen til Hobart. Vi havde fået at vide, at der var et hyggeligt lokalt marked hver søndag, så det besluttede vi os for at gå ud til. Efter omkring 5 kilometers gang, hvoraf den sidste var i regnvejr (og nej, ikke bare lidt strint - det stod ned i lårfede stråler), nåede vi endelig frem til markedet, som til vores skuffelse viste sig at være en dårlig efterligning af Vrå Marked. Så gennemblødte gik vi tilbage til Launceston for at spise frokost, inden vi satte os i bussen mod Hobart. Hele busturen foregik i regnvejr, så da vi kom frem til Hobart blev vi enige om at finde et hostel for vores tid i Hobart fremfor at slå vores telt op i regnvejr med det resultat at alle vores ting ville være gennemblødte. Efter lidt søgen fandt vi endelig et hostel, der havde plads til os, endda på eneværelse efter bestyreren forbarmede sig over os "stakkels" tre piger J

Mandag brugte vi på enhver kvindes drøm; Cadbury Chokoladefabrik. Vi tog ud og så hvordan chokoladen var lavet, og så gik vi på rov i chokoladebutikken. Mhm, ikke dårligt! J

Derefter tog vi på MONA (Museum of Old and New Art), hvor vi tilbragte et par timer på at fundere over de ting, man kalder kunst. Konklusionen blev, at hvis blot man har det rigtige navn, så kan man sætte en prik maling på et hvidt lærred og kalde det kunst. (Næste projekt; skab et navn for mig selv og tjene mange penge på plettede lærreder J ). Der var sågar en, der havde genskabt det menneskelige fordøjelsessystem, hvilket vi dog ikke brugte lang tid på at undersøge grundet stanken; what goes in must come out.

Tirsdag tog vi på færgerundfart i Hobart havn, hvorefter vi tog sådan en turistbus rundt i byen for at se byen i helhed. Efter at have brugt formiddagen og starten af eftermiddagen på at lege turist blev de tasmanske shopping muligheder også udnyttet - man skal jo researche alle aspekter af byen J Fra onsdag morgen havde vi lejet en bil for resten af ugen, så efter at have hentet bilen, og proppet tre store rygsække ind i en Hyundai i20'er (ja, det var en udfordring!), satte vi kursen mod Port Arthur. Port Arthur er et af de første steder i Australien, hvor briterne sendte deres fanger til, da de opstartede kolonier her. Desværre fik Port Arthur i 1996 et lidt andet rygte efter en mand kørte ud til området med skydevåben og dræbte 33 mennesker. Men ikke desto mindre var hele oplevelsen stadig meget spændende i og med at vi kunne gå rundt og opleve hvordan fangerne havde levet.

Derfra kørte vi videre op til Swansea, hvor vi overnattede til torsdag. Bilen, vi havde lejet, havde et telt på taget, så vi sov egentlig ovenpå vores bil, hvilket viste sig at være lidt af en tillidsøvelse - men heldigvis holdte det hele tiden det. J

Torsdag stod vi tidligt op og kørte til Freycinet National Park, hvor vi besluttede os for at vandre en tur på 11 kilometer. Først var det hele meget turistet med anlagte stier og massevis af mennesker, men efter omkring tre kilometer ændredes stien til en reel skovsti og ikke særlig mange mennesker. Vi var ikke nået andet end fem meter på den mindre befolkede sti, før en to meter lang tigersnake kom snoende ud foran os på stien. Wup, så er sanserne skærpede!

I løbet af de næste to kilometer mødte vi også en red-belly black snake, som er ret giftig. Heldigvis så vi den kun ved siden af stien, og vi mødte ikke dens bid. J

Nærmest i det øjeblik at vi nævner, at vi er ved at være trætte af at gå på så små stier, åbnes den smukkeste, lange strand foran os. Vi står pludselig på Hazards Beach, en af de absolut smukkeste steder, jeg nogensinde har oplevet! Her nød vi at kunne køle fødderne af i det krystalblå vand, samt at kunne nyde udsigten, mens vi spiste vores frokost. Med nye kræfter begav vi os ud på de sidste 6 kilometer, og med godt mod og tempo klarede vi også turen ganske smertefrit.

Godt trætte i benene satte vi os i bilen og kørte til Bicheno, hvor vi overnattede på en campingplads. Vi lavede noget lækker aftensmad og spillede kort aftenen igennem, inden vi igen gik til ro ovenpå bilen. Fredag morgen satte vi så kursen tilbage mod Hobart, hvor vi skulle vaske og aflevere bilen efter vi havde sat vores telt op på en campingplads blot 6 kilometer fra lufthavnen. Efter at have afleveret bilen, tog vi bussen tilbage til campingpladsen, hvor vi slappede af og badede i pladsens spabad, som vi havde lejet for en times tid. Efter en hård, men helt fantastisk uge, gik vi tidligt i seng, så vi kunne komme tidligt op og med flyet hjem til Sydney lørdag morgen.

En lille sjov historie fra Hobart lufthavn; vi har checket vores bagage ind, og er på vej igennem security, da de pludselig reagerer på min taske. I det samme går det op for mig, at jeg har glemt at tage min Leatherman kniv op fra min håndbagage! Well, i det mindste var de vågne, og eftersom jeg, ifølge manden i security, ikke lignede en terrorist, fik jeg lov at løbe tilbage til bagage skranken og checke min kniv ind. Han kunne selvfølgelig nemt have konfiskeret kniven på grund af min glemsomhed, men i stedet forbarmede han sig over mig. Ah, min tro på menneskeheden blev en smule bedre den morgen! J

Der er en grund til at folk siger, at Tasmanien er et af verdens smukkeste steder. Overalt hvor vi kom frem, var naturen helt igennem fantastisk, mens den samtidig var helt fantastisk alsidig. At jeg samtidig fik lov til at opleve øen med to af mine rigtig gode veninder herfra, gjorde kun oplevelsen endnu bedre. Det er godt nok lang tid siden at jeg har været ved at tisse i bukserne af grin, haha! J