Profile
Blog
Photos
Videos
Her kommer opdateringerne fra første dag på turen til Adelaide:
Dagen begyndte meget tidligt i morges. Jeg stod op klokken 06.00 for at få morgenmad, pakket sammen og checket ud, inden jeg blev hentet af bussen klokken 07.00. Og så gik turen afsted mod Adelaide. Vi er 12 med bussen, hvoraf 7 af os skal hele vejen til Adelaide, og resten skal tilbage til Melbourne.
Vi begyndte turen på The Great Ocean Road, og selvom jeg har været der før, er det bestemt værd at se igen. Det er en rigtig smuk tur med enestående natur, som jeg allerede har beskrevet én gang for 2 måneder siden. Så hvis ikke I kan huske det, så vend tilbage til bloggen fra august, hvor jeg var på én dagsturen til Great Ocean Road og The Twelve Apostle. Første stop på vejen var den berømte surferstrand Bells Beach, men pga. for meget vind, var der ikke rigtig nogle surfere ude. Vi blev der kun kort, inden vi kørte videre langs The Great Ocean Road. Turen langs kysten er som sædvanlig smuk, og jeg fik igen nogle skønne billeder. Vi stoppede ved Cape Otway, som er Australiens ældste stadigt fungerende fyrtårn. Her var desuden et lille område med aboriginal historie. Der var også en bunker fra 2. Verdenskrig, som blev brugt som telegrafstation. Vi spiste frokost her, inden turen gik videre. Vi kørte gennem et stykke skov fyldt med koalaer, der lever vildt her, og vi gik rundt omkring dem og fik en masse fantastiske billeder af dem helt tæt på. Bl.a. var der en kamp om territorium mellem to hanner, som jeg fik set helt tæt på og fik nogle gode billeder af. Efter et godt stykke tid der kørte vi videre ind i landet til en regnskov, hvor vi gik en tur igennem og fik fortalt nogle spændende historier. Tourguiden er enormt god og fortæller en masse gode historier. Han er meget engageret og entusiastisk i sit job og gør en masse for, at vi får en god oplevelse.
Efter turen i regnskoven kørte vi tilbage på Great Ocean Road og kørte mod Gibson Steps, hvor man kan stå på stranden og se den ene af Apostlene. Her kom vi til kort før solnedgang og brugte noget tid her på at få taget nogle rigtig gode billeder. Solen kiggede frem fra skyerne, så jeg fik nogle gode billeder. En pige fra Canada ville ud og bade!!!!!!!! Luften har i dag været omkring 17 grader, og ude ved vandet har jeg haft mine håndvarmere på foruden sweater under jakken. Men denne pige ville altså ud og bade og sprang ud i de frostkolde bølger og badede. Crazy girl. Jeg ved ikke helt, hvad formålet var med det, men her til aften sidder hun så og snøfter og har en forkølelse på vej. Godt arbejde - vær sød ikke at smitte mig pga. din dumhed!
Vi kørte hen til The Twelve Apostle 2 minutter derfra for at se solnedgangen her, og det var et glædeligt gensyn med de tolv apostle, som igen var storslåede at se. Desværre havde vi ikke tid til at blive der mere end et kvarter, hvilket jeg synes var lidt ærgerligt. Men planen er vist at køre ud til dem igen i morgenlyset i morgen og få nogle flere billeder. Desværre blev solnedgangen her ødelagt af skyer, der dækkede for solen, så her blev det ikke til smukke solnedgangsbilleder. Det var rigtig ærgerligt, men jeg har alligevel fået andre gode billeder til samlingen fra august.
Vi kørte tilbage til den lille by Princetown, hvor vi skal overnatte. Her bor 11 mennesker, og det eneste der er her er en butik, en pub, et hostel, en campingplads og så de 11 beboeres huse. En total død by, som kun eksisterer, fordi folk en gang imellem vælger at overnatte her for at se solop- og nedgang ved de tolv apostle. Her er absolut ingen forbindelse til hverken telefon eller internet, så jeg ved ikke helt, hvordan folk her har forbindelse til omverdenen… men har de måske heller ikke. Vi fik afleveret vores ting på henholdsvis hostelværelser og telt - ja, der er nogle, der har valgt den lidt billigere campingudgave, hvilket betyder, at de sover i telt på turen, hvor vi andre sover på hostelværelser. Det synes jeg er helt hul i hovedet, når det er så koldt! Det blæser uden for, og der bliver nok ikke mere end 8-10 grader udendørs i nat. Jeg er SÅ glad for, at den tur jeg oprindeligt bookede var med hostelovernatning, så jeg automatisk fik hostelovernatning på denne tur. For jeg skulle da ikke nyde noget af at sove i telt i den kulde. Specielt når der ikke engang er nogen udsigt, stjernehimmel eller andet at ligge og kigge på til man falder i søvn. Jeg er rigtig glad for, at der venter en varm seng til mig, når jeg om lidt kravler i seng.
Vi spiste aftensmad på pubben, hvor der blev serveret ganske god mad, som er med i prisen på turen. Her til aften sidder vi og ser film og laver lidt hver især. Det er en god gruppe, jeg er på tur med. Folk er rigtig søde og åbne, og alle snakker godt med alle. Vi er en blandet flok med folk fra Canada, England, Tyskland, Østrig, USA, New Zealand, Skotland, Taiwan og Danmark. Vi hygger os og har indtil videre haft en rigtig god tur sammen. Nogle af teltfolkene er kravlet i soveposen ude i deres telt, og andre er også så småt på vej i seng. Jeg smutter også i seng nu. Jeg sov rigtig dårligt og uroligt i nat, og jeg var overhovedet ikke klar på at komme i gang med dagen klokken 06.00. Det har været en lang dag med mange gode oplevelser, indtryk og frisk luft, så jeg er virkelig træt nu. Klokken er omkring 23.00, og vi starter dagen i morgen kl. 07.00 med morgenmad, inden vi kører tilbage på Great Ocean Road kl. 08.00. Derfor hopper jeg i seng nu og prøver at få sovet bedre i nat.
Eftersom der ingen internetforbindelse er her, bliver denne blog først publiceret, når jeg kommer til et sted med internet. Men nu er den skrevet, så jeg ikke glemmer, hvad jeg har oplevet, når nu der kommer nye oplevelser og indtryk hver eneste dag de næste to uger. Det er fedt at være på tur, hvor der sker noget hele tiden, og det er fedt at rejse sammen med andre mennesker, så man kan dele oplevelserne med nogen! Hvis bare det havde været muligt fra starten af min rejse, havde turen set helt anderledes ud. Men det kan der ikke laves om på nu. Fra nu af vil jeg bare nyde de sidste to uger og 2 dage af min rejse og få det bedste ud af disse ture.
I morgen går turen videre på Great Ocean Road, og vi bevæger os ind mod The Grampians Nationalpark i morgen eftermiddag, hvor vi skal overnatte i morgen.
Jeg slutter for nu! I hører mere, ligeså snart der er nyt at fortælle!
Knus Mette
- comments
Farmor Dejligt at høre fra dig igen med gode oplevelser. Glæder os til at høre mere. Fortsat god fornøjelse.
Mor Hej Mettchen. Det lyder dejligt altsammen, herligt du er sammen med søde mennesker, med hvem man kan dele oplevelserne. Som farmor glæder jeg mig til at høre om de kommende dage på rejsen. Held og lykke med det sidste og få så meget som muligt med, knus herfra Mums.