Endelig efter 6 måneders ventetid kom dagen, hvor jeg skulle af sted Det var med tårer i øjnene, at jeg måtte sige farvel, men så var jeg også klar til at tage af sted på eventyr sammen med fire andre pædagogstuderende fra Holstebro; Laila, Jonas, Line og Dennis!

Det var en lang flyvetur, der ventede os. Flyet var kæmpe stort, og derfor var der også nok at give sig til med en skærm til hver eneste sæde. Tiden gik med at se film, høre musik, sove, og snakke om forventninger og det spændende land vi snart skulle møde.

OG det blev et "spændende" syn, der mødte os, da vi kom til Manila og kørte igennem de beskidte gader i taxi på vej mod vores hotel. Trafikken her er sindssyg og meget larmende! Jeg tror ikke, der går et sekund uden, at man hører en bil, der dytter! I køerne og rækkerne af biler går der gadebørn og sælgere. Gadebørnene tigger og banker på ruderne, og sælgerne banker på ruderne for, at sælge vand, cigaretter m.m.. Derudover ser man mange familier sidde på fortovene ved siden af deres små "huse" bygget af pap, paraplyer og tagplader. Det er "huse" på mindre end 2-4 m2. En ting er, at se det på billeder - en anden ting er, at se det i virkeligheden. Jeg må indrømme, at det er noget, der skær i hjertet at se på.

Da vi ankom til hotellet i Manila, var vi ekstremt trætte. Så vi slentrede ned til den første og bedste Seven Eleven, hvor vi købte lidt hyggeligt til aftenen, og derefter spiste vi pizza på en restaurant! Aftenen gik med at spille kort, drikke lidt lokal alkohol, og så var det ellers på hovedet i seng!

Næste morgen besluttede vi os for at tage ud i Asiens største shopping center - SM Mall of Asia. Jeg har aldrig set noget lignende! Det var SÅ stort, og jeg er sikker på, at man kunne købe lige hvad man ønskede sig der. Samtidig var det billigt ligesom alt andet her i Manila. Vi brugte størstedelen af den sene formiddag og eftermiddag der, og derefter trængte vi godt nok til at få aftensmad og en bette drink! Her faldt vi over en amerikansk restaurant, som havde bottomless Mojito for kun 37,5 danske kroner, og så var vi alle solgt! Dem der kender mit lille kærlighedsforhold til Mojito ved også, at det blev en RIGTIG festlig aften. Bartenderne var søde, og lavede show!

Hotellet vi bor på er rigtig fint. Vi fandt på vores taxi tur hjem i nat ud af, at vi bor i området med alle Lady boys. Det er slet ikke til at finde ud af hvem der er mænd, og hvem der er kvinder! Hotellet vi bor på har også deres egen pool, så da vi vågnede i morges med en smule tømmermænd, var vi enige om, at lidt afslapning ved poolen ville gøre godt! Det var skønt!

Da vi senere havde fået nok af at slappe af, så gik vi en tur ned i lokalområdet. Her var der det vildeste optog, og man skulle tro at hele Manilas befolkning på 12 millioner deltog i festlighederne! Det var så vildt, og kan slet ikke beskrives. De som gik optoget var klædt ud, og tilskuerne dansede rundt om med deres religiøse figurer. De som gik optoget kastede også slik ud til tilskuerne, og hvis man samlede det op ville det sikre en et godt helbred. Det betød også, at der var rigtig mange handicappede - Et trist syn! Alle filippinerne dansede, smilede, sang, spillede på instrumenter, festede og man kunne ikke selv lade vær' med, at komme i godt humør af festlighederne! Alt dette startede klokken 10 i morges, og er ikke engang slut endnu!

Nu sidder vi på Hotelværelset og snart vil vi prøve at se, om vi kan se håndboldkamp! I morgen går turen til Cebu, hvor jeg skal tilbringe de næste 6 måneder! Det bliver så spændende.

Puha, det blev en lang stil, men der er så meget at fortælle, og der er så mange indtryk! Jeg håber I har det godt

Sommer hilsner fra Mette !