Hej gutter og gutinder!

Saa kommer der endnu en laaang update - her sker en del! Og alligevel ikke. Maaske keder jeg mig bare? Anyway. Jeg savner Danmark, men her er simpelthen skoent!

Torsdag d. 22. januar

Igen, hold da op, hvor faar vi set meget!

Soendag var en stille og rolig dag med familien. Vi skulle paa indkoeb, hvilket blev klaret paa et kaempe marked i Nakuru. Der var ALT, mere eller mindre, og det var bare lokale forretningsfolk, som havde et taeppe med diverse madvarer paa. Med det samme bliver man som hvid midtpunkt, og man kan hoere mange hviske noget med "mzungu" - hvorefter man bliver overfaldet af folk, som synes, at man skal koebe lige netop deres ting. Min "familie" var selvfoelgelig flade af grin, for de havde aldrig set saa voldsom en reaktion fra de lokale foer. Ellers gik dagen bare med at spise en del af de laekre sager, vi nu havde koebt - man kan koebe alverdens frugt hernede, og det hele er bare saa friskt og laekkert!

Mandag stod den paa messe i CDN-kirken igen, efterfulgt af the, som de drikker i spandevis hernede - man kan flere gange godt se arven fra britisk dominans! Efterfoelgende tog vi til Katjas arbejdssted, Juvenile Remand, hvorfra vi skulle hente ti drenge, der skulle hen til mit arbejdssted. Saa den dag var der ingen undervisning paa Mwangaza, bare leg og spil for at faa de nye til at foele sig tilpas. De er ogsaa ved at rokere rundt paa Mwangaza, idet flere af boernene skal videre i en rigtig skole - men pt. er der national laererstrejke (grundet krav om hoejere loen), saa det kunne boernene ikke. Jeg ved ikke paa nuvaerende tidspunkt, hvor mange der vil vaere tilbage, men de drenge fra Remand skal i hvert fald blive ved med at komme der, og saa hjem til Remand om aftenen. Flere af dem kan lidt engelsk, saa det er meget rart. Det er bare lidt vildt at taenke paa, at de alle er boern, som venter paa en dom.

Tirsdag var det saa tid til endnu en udflugt. Denne gang skulle vi foerst hente nogle ting lige i naerheden, som var blevet doneret til organisationen - deriblandt bolde, haartoerrere og symaskiner, saa man kan aabne nogle smaa vaerksteder og aktivitetssteder for de lidt aeldre unge, saa de har noget at lave. Efter endnu en omgang ventetid (det faar vi oplevet en del! Men, African time - hakuna matata) koerte vi med Basil til Nyahururu, hvilket tog godt tre timer. Nakuru er en del af Rift Valley-distriktet, saa omraadet er i forvejen bakket, men her fik vi virkelig set Rift Valley. Og hold da op! Det er fuldkommen ubeskriveligt, og billeder daekker slet ikke godt nok, fordi det bare er for stort til at fange. Men vildt var det! Vi kom saa ud paa landet, hvor der ikke var andet end et lille hus og oceaner af marker. Det er vist et landomraade, som CDN ejer, hvor de kan give folk lov til at bo, som maaske ikke har raad til at koebe land selv. Her fik vi endnu engang frokost hos en lokal og skulle sidde og snakke, hvorefter vi koerte den lange vej hjem igen. Basil havde sagt, at vi kunne se et vandfald, Thompson (?) Falls paa vejen hjem, men det blev for sent til det - dog har han ogsaa allerede planlagt, at vi skal tilbage til det der lille hus igen engang i marts, da der paa det tidspunkt er regnsaeson i Kenya, og omraadet er endnu mere imponerende.

Tirsdag var selvfoelgelig ogsaa Obama-dag, ej at forglemme. Man kunne hoere hans navn blive naevnt i halvdelen af alle samtaler, og jeg er ogsaa i dagene op til blevet stoppet flere gange og spurgt, om jeg ikke burde vaere i Kisumu, idet de tror, at jeg bare er amerikansk turist hernede for at fejre Obama. Men vi skulle selvfoelgelig se det hele paa tv - men da jeg kom hjem fra turen, var der ikke noget stroem! Det er foerste gang, jeg oplevede det, siden Zanzibar. 19.55 kom stroemmen igen, og saa kunne man hoere jubel over det hele, da hele omraadet aabenbart havde vaeret uden stroem. Og saa var der ellers fest resten af natten diverse steder - det er da lidt sjovt.. Katja ringede i loebet af aftenen og fortalte, at hun havde faaet stjaalet penge fra sit vaerelse - 2000 shilling, hvilket svarer til omkring 150 kr. Ikke at det er alverden, men man skal bare kunne stole paa sin vaertsfamilie. Det viste sig dog at vaere en pige, som var "ven" af familien, men som de ikke er videre glade for, som havde vaeret forbi og snuppe dem, saa sagen er opklaret.

Onsdag var saa en lidt mere speciel dag, idet det var blevet planlagt for os, at vi skulle til Lake Baringo og bo indtil mandag - og mere vidste vi ikke. Saa vi blev koert dertil af Basil og skulle moedes med en Father Peter - og her er vi saa i hans hus langt oppe i bjergene (soeen har vi ikke set!), i en lillebitte by ved navn Kituro, og her er fuldkommen fantastisk! Aldrig har jeg set et landskab som det her. Omraadet hedder vist Tugen Hills. Vi havde egentlig forstaaet det, som om vi skulle arbejde, men det lyder til, at det bare er en form for afslapning, og at vi saa skal rundt og se en flok projekter og skoler i omraadet - men ikke arbejde. Det ville nok ogsaa vaere lidt umuligt, da folk her meeeget sjaeldent ser hvide, saa boernene var fuldkommen i chok over at se os, da vi blev vist rundt. Her bliver fedt at bo!

Dog er der bare endnu flere myg end i Nakuru, og de soerger for en hel symfoni om natten - jeg er ret glad for min iPod.... Af komiske ting er der ogsaa at naevne, at vi skal ind igennem vores vaerts vaerelse for at komme paa WC - saa Katja og jeg listede os af sted som roevere i nat og kunne overhovedet ikke finde ud af at aabne doere paa en stille maade. Men han siger, han ikke hoerte os i nat, saa det er jo fint!

I dag (klokken er 9 om morgenen) skal vi vist besoege et lokalt Nursery i Kipkaech, som er for de helt yngste boern, og derefter en Secondary School, som ligger helt oppe paa toppen af en af de her bakker. Naar vi koerer rundt, er vi tit i tvivl om, om bilen overhovedet kan klare det, fordi den er saa gammel, og fordi her er saa stejlt - saa den brokker sig en del.

Lidt mere generelt:

I Kenya er det meget normalt for maend at holde hinanden i haanden. Katja og jeg har grint vores del af det, for man ser altsaa grandvoksne maend gaa haand i haand - det er fuldkommen normalt, og faktisk ser man flere maend holde i haand end kvinder. Det er derimod ildeset, hvis man som mand og kvinde gaar haand i haand - det er, for dem, naermest porno paa aaben gade, aabenbart. Saa der kan man bare se, hvor anderledes helt smaa ting kan vaere. Kram giver man heller ikke rigtigt, medmindre man er i taet familie - et haandtryk er simpelthen det mest hoeflige og venlige man kan give, og det skal helst vaere et aegte afrikansk haandtryk.

Jeg har aendret navn hernede, for resten. Allerede den foerste dag lagde jeg maerke til, at folk havde problemer med at udtale mit navn, ligesom det ogsaa er paa engelsk nogle gange. Jeg har derfor vaennet mig til bare at hedde Louisa, for hvis jeg holdt fast paa Louise, blev det flere gange til Louisi - men Louisa er aabenbart nemt nok for dem at sige, naar de endelig kan huske det.

Jeg har naevnt markederne hernede foer, og det er egentlig der, de fleste indkoeb foregaar for de lokale. Der er selvfoelig ogsaa supermarkeder, hvor man kan faa det meste - jeg savner dog shoppingcentret i Nairobi lidt... Toejbutikker ser man ikke - de stoerste er nok som den, min vaertsfamilie har, hvor det endda er meget begraenset. De fleste lokale koeber genbrugstoej i nogle boder, som man ser over det hele - det er lidt spoejst at se toej haenge rundt omkring, som har vaeret brugt af vestlige folk foerst. Men det er det mest moderne, man kan faa hernede - alt fra 90'er-jeans og veste til rimelig paene sneakers. Pigerne i min vaertsfamilie goer i hvert fald et stort nummer ud af det toej, fordi det selvfoelgelig er mere vestligt. Det er nu ogsaa, fordi det er en storby, vil jeg tro. Pigerne er ogsaa vilde med Westlife, Britney Spears og Justin Timberlake, saa man kommer ikke langt uden at se vestlig paavirkning!

Torsdag lavede vi ikke saa meget, for vores vaerts moede skulle slutte kl. 10 - men sluttede kl. 14. Vi fik slappet af og set lidt film og leget med hans nevoe paa 14, som er paa besoeg, og som er fuldkommen som et vestligt barn - det er meget rart med en, der ikke opfoerer sig, som om vi er aliens! Senere paa dagen koerte vi endnu laengere op i bjergene og besoegte foerst et Nursery (skolen starter her fra tre aar og op, saa det er de helt mindste), hvor flere loeb graedende vaek, fordi de aldrig havde set en hvid foer. Det er lidt ubehageligt, men saadan er det jo, og laererne og praesten syntes bare, at det var sjovt, idet de aldrig havde forventet saa voldsom en reaktion. Bagefter koerte vi endnu laengere op, op til en Secondary (ligesom gymnasiet) School for at snakke med nogle af eleverne - for det syntes vores vaert, at vi skulle. Vi ankom dog foerst omkring 16.30, og timerne slutter kl. 16.00, men de var blevet bedt om at vente, for de skulle snakke med os. Allerede der havde vi det lidt maerkeligt, for vi havde slet ikke bedt om at snakke med dem. Men de ventede taalmodigt i tre grupper uden at sige en lyd, og vi snakkede saa med dem. I starten ville de ikke sige noget som helst, idet der stod en stor gruppe laerere plus vores praest bag ved og ville lytte med. Vi bad dem saa om at gaa, saa vi var alene med dem. Det hjalp lidt, isaer da vi fortalte, at vi kun var 19 og ikke laerere - flere af dem var flade af grin, for nogle af dem var jo saa aeldre end os. De var meget interesseret i at spoerge om Danmark, men spurgte mest af alt om vores landbrug, dyr, klima, præsident og familieforhold. Men det var fedt at hoere fra dem! Og de havde, som alle andre, svaert ved at forstaa vores velfaerdssystem, og at vi bare betalte over halvdelen af vores indkomst i skat - og at pengene saa gik til de rigtige ting! Systemet hernede er saa gennemsyret af korruption, saa den smule, de faktisk betaler i skat, bliver ikke brugt rigtigt. Samtidig er det for tiden oppe i medierne, at MP'erne (members of parliament) naegter at betale skat, hvilket jo er fuldkommen hjernedoedt. Saa naar vi fortaeller, at vi faktisk betaler hoejere skat, jo mere vi tjener, er de alle sammen ved at trille ned af stolene. Det samme, naar vi fortaeller, at polygami er forbudt. Her er det helt normalt for en mand at gifte sig med adskillige koner og behandle dem som boern eller dyr. Vi fik ogsaa grint, for bagefter snakkede vi med et par af laererne, og en af dem paastod, at omraadet, vi er i, er hoejere end Kilimanjaro (som er det hoejeste punkt i hele Afrika), og det var foerst, da vi og vores praest betvivlede det, at han trak lidt i land. Lad os haabe, at han kun underviser i sprog...

Fredag sov vi laenge! Vi er meget mere traette her, og det er nok, fordi det er foerste gang, at vi faar lov til at slappe af og spise morgenmad, naar vi vil. Det kan vi selvfoelgelig ogsaa hos vores vaertsfamilier, men der er bare boern, og de er ogsaa saa obs paa os hele tiden, saa man ikke kan tillade sig at sove enormt sent. Senere paa dagen tog vi ned paa den naermeste Primary School, som ligger 50 meter fra os. Der lavede vi samme tur med at fortaelle lidt om Danmark og os, bare til fem hele klasser paa skift - og saa med mindre boern. Det var lidt mere kaotisk, men vi var faerdige efter to timer og kunne gaa hjem og slappe af. Om aftenen tog vi til dem naermeste store by, Kabarnet, for at faa repareret bilen (den har det ikke saa godt efter de her ture efterhaanden). Her vadede vi lidt rundt sammen med nevoeen, Tony, og ville koebe sodavand. Normalt skal vi betale overpris paa frugt osv. fra boder paa gaden, men i supermarkeder er der trods alt faste priser. Men her blev vi bedt om at betale overpris, selvom prisen faktisk stod paa koeledisken. Det gad vi selvfoelgelig ikke, hvilket koebmanden blev sur over. Det er lidt aergerligt, for det handler jo ikke om prisen (sodavand hernede koster omkring 2 kroner), men mere, at de vil snyde os fuldkommen aabenlyst.

Loerdag blev vi taget med rundt for at se landsbyen, hvilket foregik til fods i det her bjergomraade. Og det var fedt endelig at komme ud og lave noget! Praesten ville vise os kontrasten bare i den her landsby, og vi blev foerst vist en familie, som baade havde kvaeg, kaffe- og bananplantage samt mangoer. De boede i et kaempe hus og havde baade TV, radio og jeg ved ikke hvad. Det var selvfoelgelig ikke det samme, som "hjemme" i Nakuru, for vi er trods alt stadig langt ude paa landet - men der var ikke tvivl om, at de levede godt, fordi de selv producerede flere ting, der kunne saelges. Derefter gik vi hen til et hus, som laa paa den anden side af stien - og her boede en stor familie i en lille lerhytte med hoens rendende ind og ud af huset. Faderen havde lige vaeret meget syg og var stadig svag, og man kunne virkelig se, at moderen havde levet et haardt liv. Ikke desto mindre var de mindst lige saa gaestfri som den rige familie, og ville gerne byde os paa det, de nu havde tilbage, hvilket vi dog takkede nej til. Det er fuldkommen sindssygt at se den slags, og slet ikke til at forstaa, selv naar man staar midt i det. Senere tog vi paa en udflugt til Lake Bogoria, hvor der er gejsere! Vi havde set de lokale koere rundt med en masse mennesker bagpaa (naar de koerer truck), saa det ville vi jo proeve. Og hold da kaeft, en tur! Aldrig har jeg hoppet saa meget, og vi var sikre paa, at vi skulle doe, hver gang vi kom til et sving i bjergene. Vaerre var det dog heller ikke, end at vi grinte hele vejen - mest af alt, naar de lokale saa os sidde der, og deres oejne var ved at trille ud af hovedet. Vi ankom efter en time (!) til Lake Bogoria national park, hvor vi paa vej ud til selve soeen baade fik set zebraer, gazeller, strudse, vortesvin og gribbe - og flamingoer i tusindvis! Det var fuldkommen fantastisk faktisk at se alle de dyr nogle faa meter vaek! Vi kom saa frem til vandet, hvor det flere steder var over 100 grader varmt og sproejtede op af jorden. Det var helt ulideligt bare at vaere i naerheden af dem, men... wow! Bagefter tog vi hen til et hotel og fik lov til at hoppe i en pool. Vi havde forstaaet det, som om vi skulle i soeen og bade, men det var saa kun en pool. Men det var fint! Om aftenen tog vi ned paa den lokale skole igen, for vi hoerte, at de bare sad over 100 boern og bare gloede tv. Vi fik dem saa overtalt til baade at synge og danse for os, hvilket var helt fantastisk - og vi viste dem saa "Bugi-wugi" bagefter, hvilket var et kaempe hit.

Soendag tog vi med til messe, som vores praest stod for. Og det er en katolsk kirke, saa vi regnede egentlig lidt med, at den var lige saa fredelig som den, vi oplevede i CDN-kirken i Nakuru. Men nej! Der var baade dans, klappen og gospel, en mentalt forstyrret kvinde, som raabte af praesten, blomsterpiger, som dansede rundt foran alteret og.. ja, det var anderledes! Vi blev budt velkommen i overstroemmende fraser, og blev ogsaa bedt om at rejse os og sige hej til de 200 folk. Og folk, der kender mig, ved, hvordan jeg saa har set ud! ;)

Generelt er det fedt ogsaa at proeve at vaere saa langt ude paa landet og saa langt vaek fra alting, men problemet er, at de alle tror, vi kommer med penge. Alle stederne bliver vi budt velkommen og takket for vores besoeg, og vi er ogsaa flere gange blevet forklaret problemerne paa skolerne osv. Og vi har jo bare ikke noget til dem - de regner nok med, at vi repraesenterer en stor organisation, der leder efter projekter at stoette, men vi er her kun for at se forskellige ting. Saa det er lidt haardt og svaert at forklare dem, at vi kun er studerende og ikke kan stoette. Praesten er klar over det, og han har vist ogsaa forklaret dem det, men alligevel proever de, for hvad nu hvis... Det er lidt ubehageligt, men det maa vi tage med - og vi er blevet forberedt paa det, og at vi ikke skal blive fornaermede eller overraskede, hvis de bliver ved. De smaa boern paa Nursery blev sat til at stille sig op og synge for os, og boernene i skolerne skal bare sidde stille og rejse sig op, naar vi kommer ind. Saa det er lidt svaert, men.. oh well! Det er bare synd, for ofte er de selv med til at fastholde illusionen om, at vi gerne vil behandles saadan. Vi proever bare at blende ind, men faar overhovedet ikke lov til det, for vi skal jo have det bedste af det bedste. Og det er der nok bare ikke noget at goere ved, isaer ikke, naar vi er i det her omraade saa kort tid.

Onsdag d. 28. januar

Saa er vi i Nakuru igen!

Turen hjem mandag gik fint, og vi blev gudskelov koert hele vejen. I gaar tog vi til CDN-kontoret for at snakke med Basil, og saa opstod der forvirring. Vi troede, vi rigtigt skulle til vores arbejdssteder bagefter, men han ville have os med paa endnu en tur. Foerst skulle vi dog lige snakke med Lucy, som vil have en ret detaljeret arbejdsplan fra os med beskrivelser af, hvad vi vil lave med boernene, og hvilke dage vi arbejder. Problemet er bare, at vi oftest foerst kender planerne dagen foer, fordi Basil vil have os til at se saa mange steder - hvorimod Lucy synes, at det er vigtigst, at vi falder til vores arbejdssteder, og vi saa kan tage paa arbejdsudflugter i naeste maaned eller noget - hvilket vi egentlig er enige i. Saa i stedet tog vi hjem og arbejdede paa en arbejdsplan. Katja snakkede om aftenen med sin vaertsfamilie om de penge, der er blevet stjaalet, og de er sikre paa, at det er den pige, der har taget dem - hun indroemmede endda selv, men naegter at fortaelle det rigtige gemmested. Det endte med, at husholdersken smed noegler efter pigen, og Katja fandt ud af, at de, mens vi har vaeret i Kituro, har taevet pigen for at faa hende til at fortaelle sandheden. Det er temmelig ubehageligt at bo med, men uanset hvem vi snakker med, faar vi bare at vide, at "saadan goer man bare, for saadan har det altid vaeret" - men det er endnu mere uforstaaeligt, for skal det saa bare accepteres, fordi det er tradition? No wonder der stadig er saa hoej grad af korruption, saa. Men vi skal selvfoelgelig ikke blande os i national opdragelse - det er bare pisse ubehageligt at vaere vidne til, hvilket familierne vist ogsaa er klar over nu.

I dag har vi vaeret hos vores respektive arbejdspladser. Boernene blev vildt glade for at se mig igen, selvom de ikke rigtigt kender mig - det er nu hyggeligt nok. Jeg fik holdt et moede med Ann, min manager, og forklaret hende, at jeg egentlig ikke foelte, jeg kunne goere meget paa Mwangaza. Hun gav mig ret - de er ret mange folk til ret faa boern allerede, og alle laererne har deres rolle i forvejen. Derhjemme fra havde jeg jo regnet med at kunne arrangere lege, male, undervise og bare vaere der for dem - men alt det bliver gjort i forvejen, saa jeg ville egentlig bare gaa ind og tage arbejde fra dem, hvilket jo ikke er meningen. Saa i morgen maa jeg lige tage en snak med Lucy og hoere, hvad vi goer - jeg er her trods alt for at arbejde, ikke for at gaa i vejen.

Jeg har fundet ud af, at min vaertsfamilie her har en haartoerrer!!! Saa jeg fik i gaar foentoerret haar (som den yngste pige stod for) for foerste gang i naesten to maaneder. Se, dét var fantastisk! Jeg blev ogsaa tvangsindlagt til at se deres aeldste datters bryllup paa DVD i forgaars - hun er gift med en mand i Australien, som er aeldre end hendes egen far. De siger selvfoelgelig, at det var kaerlighed, men det er ikke svaert at se, hvad penge kan goere. Men videoen i sig selv var skaeg at se, da den viste en masse af deres traditioner - og lad os bare fastslaa, at det paa ingen maade ligner et dansk bryllup, ud over mange gaester og en hvid kjole. Tony, australieren, havde soerget for limousiner, hvilket der aldrig havde vaeret i Nakuru foer, saa moderen her er kendt som "Mama Limo".

Det har regnet enormt meget her de sidste dage - i Kituro regnede det stort set hver aften, og vi fik ogsaa oplevet enorme maengder af torden. Det var fantastisk at opleve oppe i bjergene! Januar plejer dog at vaere en toer maaned, saa det oedelaegger deres landbrug endnu mere, fordi de ikke kan regne med noget som helst. Dog regner det ikke der, hvor de virkelig mangler det - i det nordlige Kenya er der saa toert, at selv kameler begynder at doe af toerst. Grotesk, ikke? Angiveligt sulter/toerster omkring 10 millioner folk i Kenya i oejeblikket - det er altsaa bare lige 1/3 af befolkningen. Det er fuldkommen ubegribeligt og, gudskelov, ikke noget, man ser her i Nakuru. Det er mest de landlige omraader, hvor der er historier om folk, som er begyndt at spise blade og insekter for at klare sig. 1/3 af befolkningen!! Det er jo stygt. Dem, der faktisk har raad til stadig at producere mad (mest majs), bliver tvunget til at saelge deres afgroeder til langt lavere pris. De saelger vist normalt en saek majs for omkring 2000 shilling, hvorimod regeringen forlanger at koebe dem for 800, saa de kan broedfoede nogle folk. Det dur jo bare ikke, for saa kan dem, der producerer det, ikke klare sig - de gemmer derfor afgroederne og saelger til Somalia, som er villige til at give op til 6000 pr. saek, fordi der er saa store problemer der - saa regeringen kunne i princippet goere en del, men naegter, fordi de er staedige. Det samme gaelder mht. laererstrejken, som har varet siden forrige mandag nu og ikke ser ud til at stoppe foreloebig.

Jeg elsker kenesiansk mad! Men jeg savner godt nok rugbroed og alle de groentsager, man vil have. Min familie er aabenbart ikke saa glade for groentsager - jovist, de spiser en del, men det er mest kogte groentsager og saadan. Samtidig er jeg ved at blive sindssyg af at spise hvidt, hvidt broed hver evig eneste morgen - saa nu har jeg koebt mig en pakke Weetabix (that'll make you proud, huh, Daddy?). Frugt kan jeg ogsaa selv koebe, men der skal vi bare betale enorm overpris. Racisme?