Profile
Blog
Photos
Videos
Ærgerligt talt, da vi trådte ud af flyet i mandalay lufthavn, vidste vi stort set intet om landet, vi var kommet til.
Da vi kun skulle være 10 dage i Myanmar, havde vi sparet en guidebog væk, og vi ville i stedet snakke os frem til oplysninger. Hurtigt mødte vi to østrigske historielærere med en guidebog, og de første par dage i Mandalay fulgte vi med dem til byens must-see's.
På de få dage fik vi set verdens længste træbro, kongens palads, den lokale havn og vi fik oplevet byens religiøse mangfoldighed.
Allerede første dag var vi helt vilde med burmeserne. Vi var overvældede over deres enorme overskud og gæstfrihed, og efter kun 1 time i landet havde vi lært en vending, vi kom til at bruge meget; "Det er super" (Hvilket med lidt burmesisk udtale betyder tak)
Efter dagene i Mandalay tog vi videre til den historiske tempelby, Bagan. Her cyklede vi rundt og så tusindvis af buddhistiske templer fra omkring 1200-tallet. Bagan var et utroligt smukt område, men grundet varmen, ca. 45 grader midt på dagen, tog vi videre dagen efter.
Efter 10 timers kørsel mod øst kom vi til den enorme sø, Inle lake, hvor flere originale landsbyer lever på og af søen.
Den første dag ved Inle Lake tog vi en heldags bådtur på søen, og vi besøgte flere landsbyer, lokale fiskere, et marked og en masse flydende haver. Det var imponerende at se, hvordan et sådan samfund kan bygges op på en sø, hvor alt transport foregår via simple både.
Den efterfølgende dag tog vi på trekkingtur oppe i bjergene med en super guide. Vi vandrede 22 smukke kilometer, og havde en fantastisk dag i bjergene, der også bød på frokost i et privat hjem. Dog var turen også en smule udfordrende, da vores guide havde et tempo, der fik os til at føle os en smule ude af træning! Da dagen var omme roste han os dog for, at vi havde klaret ruten 1 time hurtigere end normalt forventet...
Vi skulle efter Inle lake ud på vores sidste lange bustur (15 timer), der på burmesisk vis bød på ALT for højt burmesisk karaokee samt ALT for meget aircondition. Den køleskabslignende temperatur i bussen var da også skyld i at Martine, i et 40 graders varmt land, fik en slem hoste.
I den tidligere hovedstad, Yangon, havde vi 3 dage til slut.
Da vi efter den første dag i byen fik set de ting, der var at se, må vi indrømme, at vi dag 2 kedede os lidt i byen; Faktisk i den grad at vi tog i biografen og så en dårlig Arnold Schwarznegger-film !
Vores manglende planer i byen blev dog hurtigt ændret, da vi mødte det sødeste burmesiske menneske; tidligere røde kors medarbejder og nu guide, Thiri, som gør et stort stykke arbejde for at hjælpe de lokale skoler og børnehjem.
Thiri var den første burmeser, der fortalte os sin ærlige mening om styret, og vi fik igennem hende et tydeligt billede af det håb, der spirer for Myanmars fremtid. Dagen efter fik vi lov til at tage med Thiri ud til et børnehjem drevet af munke og lokale donationer. Det var en stor oplevelse at se hvordan børn i alle aldre tog sig af hinanden og levede under yderst beskedne kår.
Ikke længe efter vi var ankommet, kom et par rige burmesere forbi, og donerede vandmeloner til børnene. Vores guide, Thiri, fortalte os, at der kommer flere donationer, når hun bringer hvide turister, da synet af os stadig ikke er helt normalt i landet. Kort tid efter bød landsbyens rigeste familie alle børnene, ca. 100, på grød i deres hjem. Vi fulgte nysgerrigt efter, og før vi vidste af det, var vi, samt Thiri og en buddhistisk munk, æresgæster hos familien. Vi fik 2 retter mad, vestligt importerede drikke og store poser nødder med hjem til vores familier.
Da vi et par timer senere tog med den lokale bus tilbage til Yangon, var vi fuldstændigt overvældede og taknemmelige over vores sidste dag i Myanmar.
"Hjemme" i Bangkok - for fjerde gang, sidder vi nu og forsøger at fordøje de 10 oplevelsesrige dage i Myanmar, og planlægger vores næste eventyr; Cambodia!
- comments