Indrømmet; dette er ikke det mest spændende blogindlæg, men også på rejser går det op og ned.

Efter Mayapur tog vi tilbage til Kalkotta et par dage, for at hente en Lonely planet bog, og lægge vores videre ruteplan.

Vi fandt hurtigt ud af at kæmpe-byen Kalkotta var meget hektisk, og selv da vi var indlogeret på et hostel, var forholdene langt fra afslappende, med rotter som nærmeste nabo.

Grundet den korte tid og byens uoverskuelighed, holdte vi os primært i det område hvor vi boede.
Vi var derfor mere end parate til at drage videre torsdag, da Martine natten forinden reagerede på en madforgiftning og fik det meget dårligt. Torsdagen var lang, og da vi om aftenen lå i vores køjer i nattoget, var begge maver ramt af Indien.

Vi ankom til Puri meget tidligt fredag morgen, hvor vi efter lidt forhandling tog en cykel-rickshaw(taxi) til en rimelig pris. Da vi i mørket nåede hotellets port, begyndte den gamle rickshaw-mand at græde og forlangte mere end det dobbelte.
Indere sympatiserer oftest med indere, og derfor var der ikke meget hjælp at hente fra hotellets vagt.
Heldigvis vågnede en af hotellets gæster af postyret og tilkendegav, at vi var hans venner og fik os på den måde lukket ind.
Klokken 8 var der check ind og vi var heldige at få et værelse ud mod havet.
De næste dage på hotellet brugte vi stort set sengeliggende, og særligt Monica forblev dårlig.

På hotellet kom vi i snak med mange andre rejsende, og fandt på den måde ud af, at en af de andre beboere på hotellet driver en skole udenfor Puri.
Vi fik lov til at komme med ud på skolen søndag.
Monica fik en plads i lærernes bil, og Martine og en Israelsk mand måtte køre dertil på motorcykel. Planen om at køre efter hinanden ud til skolen mislykkedes, og Martine og den Israelske mand skulle derfor selv finde skolen 1 1/2 times kørsel fra Puri.
Inderes kørsel er et kapitel for sig, og halvvejs til skolen blev motorcyklen påkørt. I Indien benytter man desværre ikke hjelme, så med hovedpine og hudafskrabninger slap vi let!
Vi endte dog heldigvis alle på den samme skole, og det blev en givende dag med de skønne indiske børn og deres yoga-, sang- og danseopvisninger.

Da Monicas situation efter 6 dage stort set var uændret, besluttede vi torsdag at tage på sygehuset. Her fik hun lagt drop og modtog antibiotika. Efter 2 timers sengeplads på indisk sygehus betalte Monica 80 kr for behandlingen.
De sidste par dage i Puri havde vi det derfor meget bedre, og vi fik set de templer, kameler og markeder der kunne ses i Puri og omegn.

I dag rejser vi videre mod Chennai, for at komme til den selvforsynende øko-by, Auroville. Vi glæder os meget til at se noget nyt, og har pakket cirkusset ned for at rejse videre.

Kærlige tanker og hilsner til jer derhjemme fra Monica og Martine