Nu er endnu et kapitel afsluttet på rejsen: New Zealands sydlige ø er kørt igennem, og vi er mere end mættede af smukke sneklædte bjerge og spejlblanke søer.

Vores tur på "Routeburn" tracket gik fint. Vi gik sidst på eftermiddagen mod vores camp, Routeburn Flats Campsite, og efter små 2 timer kunne vi slå vores telt op på en stor græssavanne med udsigt til høje bjerge og til lyden af brusende vandfald. Det var utrolig smukt, og vi nød aftenen med håndstand og akrobatik, indtil "sandflies" begyndte at spise os.
Sandflies er næsten en af de eneste ting vi IKKE bryder os om ved NZ. Små, hidsige, umulige-at-undgå-fluer, som efterlader et forfærdeligt kløende stik! Og naturligvis vælger kløen at indtræffe lige når man er hoppet under dynen og vil sove.... Vi har haft nogle gode gå-amok-ture begge to, men en god NZ-anti-klø-creme hjælper på det!

Anden dagen på "Routeburn" stod på 3-4 timers gang til trackets top, Harris Saddle, og som om det ikke var nok, skulle vi lige lægge os ud med "the real summit". Det var desværre overskyet og støvregnede, så det blev ikke til andet end hård klatring og voldsom vind på toppen, men så kan vi krydse det af på "listen". Routeburn tracket er meget populært, og det er påkrævet at man booker overnatning, så da vi ikke kunne få flere overnatninger end vores første, måtte vi helt i bund igen på anden dagen. Med tunge tasker og sko der ikke er beregnet til vandring, var jeg nok en af jordens gladeste piger, da jeg ENDELIG kunne se vores kære Marilas. Så glad at jeg fandt energi til at løbe til bilen, hvor efter jeg faldt om af udmattelse. Silas synes det var vældig underholdende, og skulle selvfølgelig tage billeder.. Ja, ja! Vi sluttede turen af med en iskold dukkert i en flod ved tracket, og sov meget tungt om natten efter at have udryddet bilens snack-beholdning.

Efter Queenstown og "Routeburn" satte vi kursen mod Christchurch og Banks Peninsula (en lille halvø tæt ved), hvor vi skulle bo hos Tricia og Paul i 5 dage gennem Helpx. Vi havde nogle rigtig gode dage, langt væk fra alt der hedder bungy, by og bilos! For ikke at nævne internet alle vegne - fantastisk!
De bor i et privatejet naturreservat, Hinewai Reserve, hvor Paul arbejder, mens Tricia går der hjemme og passer deres store have og hus. Det er et gammelt hus, så der er masser at se til og tage fat i. Derfor blev vi også sat godt i gang, hvilket vi havde rigtig godt af! Vi arbejdede 4 timer om dagen i haven med bl.a. kompost vending, valnøddesamling, ukrudtsfjerning, possum-plukning og meget mere!
I NZ er de søde små possums (små mini-bjørne-lignende dyr, som lever i skovene) set som et skadedyr/en trussel for NZ's natur og fugleliv (mange af NZ's fugle har ingen vinger, så de har reder på jorden), så en dag kom Paul hjem med en, som var gået i en af reservatets fælder, og vi fik lov til at plukke den. De har den dejligste bløde pels, og vi synes begge to, at det er lidt synd, at de så gerne vil slå dem ihjel.. Vi fik også lov til at fodre flodens ål - COOL!
Vi fejrede både Paul og Silas' fødselsdag der, og havde en masse gode snakke og yatzy spil med dem. En fantastisk oplevelse at føje til listen.

Fra Christchurch gik turen videre op af østkysten dog ikke helt uden problemer. Vi vågnede første morgen med et punkteret dæk, og klarede den med fladt dæk (da vores reservedæk ikke passede på bilen..) til en lille by, Cheviot, hvor en mekaniker til vores held var på arbejde på en lørdag, og kunne fikse vores dæk. Med højt humør og stor lettelse gik turen videre til Kaikoura, hvor vi så vilde delfiner og sæler og købte CD'er på loppemarked, Blenheim, som var total påskelukket og til sidst Picton, færgebyen, hvor vi den 7/4 skulle med færgen tilbage til Wellington og NZ's nordlige ø.

Vi har efter Anettes ide (Silas' mor) prøvet at "faste" indtil frokost, for at rense ud i systemet. Vi må indrømme, at nogle dage går det bedre end andre.. For det første kan lunten blive lidt kortere, hvis man bliver for sulten, og for det andet er vi måske lidt for glade for mad..

Efter et par timer i Wellington og et gratis bad, kørte vi nord på mod Dannevirke. En historisk by fra dengang skadinaviske sømænd kom til NZ. Selvom navnet indbød til noget dansk, var der ikke meget Danmark over byen pånær et par vikingefigurer og skjolde, samt Danmarksflag.

Nu er vi i kystbyen Napier, hvor vi (læs: Silas) håber på vi kan få svinget fiskestangen igen, og få lidt varme og sol. Det er der desværre ikke lige udsigt til, da tunge skyer, regn og blæst er hverdagskost. I dag trodsede vi vejret med en lille løbetur, efterfulgt af et varmt bad til kun 5 kroner! Ellers må vi bruge det meste af tiden inde i bilen med film, dagbogsskrivning, læsning og snacks. Det er som sådan også hyggeligt nok, når Silas ikke prutter stinke-prutter hele tiden... Ja, der er noget at vende sig til, når man bor sammen på ca. 5 kvadratmeter, men det går nu faktisk helt okay