Profile
Blog
Photos
Videos
Nu er det blevet tid til en lille opdatering herfra Sydøstasien hvor vi stadigvæk har det rigtig godt. Og hvor vi har oplevet så meget i de sidste par uger at man skal holde tungen lige i munden for at huske det hele. Vi vil dog alligevel lige gøre et forsøg :-)
Sidst vi skrev var vi kommet til Siem Reap i Cambodia hvorfra vi skulle "udforske" templerne ved Angkor. Angkor er en gammel hovedstad for Khmer-riget, og datidens tempelglade herskere plastrede et kæmpe område til med utrolige templer, der i dag vidner om en by der husede op mod en million mennesker på et tidspunkt hvor der boede 50.000 i London. Templerne er bygget omkring år 900 til 1200, og er de sidste rester af byen da byboernes træhuse og kongernes træpaladser forlængst er forsvundet - sten var forbeholdt guderne! Vi brugte tre dage på at opleve templerne, to dage med en lille tuk tuk og en dag på cykel, og fik alligevel kun set de allervigtigste templer. Der var nemlig virkelig mange af disse, og det ene var større og flottere end det forrige. Vi sluttede af med at se Angkor Wat ved solopgang på tredjedagen, og det var en vild kulmination på nogle fantastiske oplevelser. Alt i alt var templerne noget af det flotteste, mest storslåede og mest unikke vi nogensinde har set, og der er virkelig få steder i verden der kan "konkurrere" med disse. Det var på højde med vores begges oplevelse af Macchu Picchu for nogle år siden, og (ligesom med Himalayabjergene) noget der er svært at beskrive rigtigt med ord. Endnu engang har vi derfor forsøgt at lægge lidt billeder op af templerne.
Efter nogle vilde dage ved Angkor tog vi til Cambodias hovedstad Phnom Penh og var der i to dage. Her var vi bl.a. på museum og lærte om rædslerne der foregik under De Røde Khmere i 70'erne. Det var hårdt at høre/se og skræmmende at det er så forholdsvis kort tid siden. Efter Phnom Penh tog vi til Vietnam, et land vi også begge har glædet os meget til at besøge. I første omgang tog vi til Ho Chi Minh City (Saigon), en by som vi begge hurtigt kom til at synes rigtig godt om på trods af dens størrelse (der bor 7,5 millioner mennesker!). Også her kunne man dog ikke undgå at blive konfronteret med byens/landets skræmmende historie, for historien om Vietnamkrigen er heller ikke særlig gammel. Vi var bl.a. ude og se Chu Chi tunellerne, hvor den Vietnamesiske modstandsbevægelse Viet Cong havde gravet et system af underjordiske tuneller som var 260 km (!) langt, med en tunnel-størrelse der i de fleste tilfælde ikke var mere end 0,5m × 0,5m (!). Historien er skræmmende, forunderlig og meget lærerig.
Nu er vi i Da Lat og har været her i to dage. Det er en lille by blandt bjerge, bakker og dejlig natur, og klimaet her fortjener også lige en kort kommentar. I Ho Chi Minh City (og i alle de foregående byer) var der ca 30 grader og fugtigt dag og aften, men efter 7 timers bustur hertil stod vi ud af bussen og begyndte at småfryse! Her er nemlig "kun" 12-17 grader, regnfuldt og meget overskyet. En stor forandring efter så kort en tur! Men det var bl.a. derfor vi gerne ville hertil og i de sidste par dage har vi været ude og se på landskabet, vandret op på et lille bjerg og bare nydt den friske luft efter mange større byer. I dag tager vi til Hoi An der skulle være en hyggelig gammel by et godt stykke nord herfra og rejsen dertil er derfor også en af de længere; først 5 timer i bus, så 4 timers ventetid forfulgt af 11 timers nattog, og så afslutningsvis 1 time i bus. Vi glæder os :-)
- comments
Bente Holmsgaard Larsen Kæreste Marie og Tobias Tusind tak for endnu et fantastisk blogindlæg. Det er så vildt alt det i oplever, man får virkelig lyst til at følge i jeres fodspor. Man får en lille følelse af , man selv er lidt med på oplevelserne .I er så super gode til at beskrive det hele. Nu er i videre til nye oplevelser . Hold da op, det er lidt af en tur med bus, nattog og bus igen . Pas godt på hinanden i kære 2. Mange kys og krammer henrik/far og Bente /mor