Profile
Blog
Photos
Videos
Nu er vi kommet til Cambodia efter nogle dejlige dage i Thailand hvor vi først nød en lidt mere moderne og vestlig by i Bangkok og dernæst fik slappet en masse af på Ko Chang. I Bangkok fik vi set en masse templer, spist noget lækker thai-mad, sejlet på floden og var på et meget moderne "natmarked" (der mindede mere om et udendørs shoppingcenter i Las Vegas end et beskidt og primitivt marked i Asien). Og så var vi på 'skybar' og fik drinks på 63. etage på toppen af et meget fint hotel. Det var en sjov og anderledes oplevelse at se byen oppefra om aftenen og være på bar så højt oppe - og så var drinks'ne bestemt heller ikke dårlige!
Fra Bangkok tog vi en bus til Ko Chang, Thailands næststørste ø, 8 timers kørsel og sejlads fra Bangkok. På øen var der rigtig dejligt, og på trods af at det var lidt turistet var det meget afslappende og lige noget vi kunne bruge. Det eneste "problem" var at der var meget varmt, men det kunne heldigvis hurtigt løses med en tur i noget af det klareste og lækreste havvand vi har set. Et par dage lejede vi en knallert på øen - der skulle jo nødigt gå ren badeferie i den - og det var en rigtig god måde at komme rundt og se nogle mindre turistede steder og noget smuk natur. Og så gav det os en mulighed for at komme til nogle gode snorklesteder (til et sådant kom vi også en gang ved at leje en kajak) hvor vi fik set en masse fisk i alle regnbuens farver.
Efter 5 nætter på Ko Chang var det tid til at komme videre så i forgårs tog vi til Cambodia og i første omgang byen Battambang. Grænseovergangen vi benyttede var ikke en der bliver brugt af så mange turister (hvilket var en af hovedårsagerne til at vi valgte den, da vi har hørt mange historier om snyd ved de andre overgange) og transporten dertil og videre var derfor ikke bare lige til - man er vel Eventyrer :-) Så efter 11 timer hvor vi havde været "ombord" på 4 'shared taxis', 1 bus og 1 båd nåede vi frem til Battambang om aftenen. Det er en hyggelig mindre by (en tidligere fransk koloniby) hvori vi har været i 2 nætter. Der var ikke så meget at lave i byen, men det passede os fint bare at gå lidt rundt, og så var vi ude og køre med et meget primitivt bambustog, der tidligere var et vigtigt transportmiddel for byen, men nu kun kørte for turisternes skyld. "All aboard the bamboo train!" som en overskrift om toget i vores turistbog siger. I går aftes var vi henne og se akrobatik/teater/dans udført af udsatte unge fra denne del af Cambodia - et projekt der blev igangsat af nogle franskmænd i 90'erne og som vi selvfølgelig gerne ville støtte. Det viste sig at være SÅ godt, en rigtig god oplevelse og sammenlignligt med nogle af de bedste optrædener i Europa.
I dag er vi taget til Siem Reap, hvorfra vi i de kommende dage skal besøge Angkor Wat - verdens største religiøse bygning - samt en masse andre storslåede templer omkring dette. Transportmidlet vi benyttede denne gang var en båd, der sejlede os via floder og åer igennem noget meget flot natur og mange afsidesliggende fiskerbyer i 8 timer. Endnu en rigtig god oplevelse! Vi har formentlig snart endnu flere af disse i vente i løbet af vores videre færden mod eventyr på denne "Magical Mystery Tour". Alle ombord!
- comments