Profile
Blog
Photos
Videos
Sidst vi skrev, var vi lige ankommet til Halong Bay. Det var søndag den 3. marts, og vi var fulde af høje forventninger, for Halong Bay skulle være noget af det smukkeste i verden. Og det var det! Vi sejlede rundt i bugten, spiste seafoodfrokost (kylling til Frk. Chicken lady) og nød synet af tusinder af små og store klippeblokke stikke op af vandet. Vi fik muligheden for at sejle rundt i kajak i bugten, det sagde vi ja tak til. Vi kom ned i kajakken og efter et par forsøg og en masse grin fik vi vent den i den rigtige retning og sejlede mod den første lagune. Det var helt fantastisk og virkelig sjovt at sejle rundt i Halong Bay i kajak. Trods det lignede Morten og Peter på tur i starten, så blev vi faktisk skide gode;-) Vi sejlede gennem små klippehuller på en meters bredde og undgik en færge. Så nu er vi næsten rutinerede kajaksejlere.
Til aften skulle vi have noget meget traditionelt vietnamesisk mad: Hot Pot. Det er en slags klar suppe der står og koger i en gryde på bordet. Deri putter man så ingredienser i. Vi havde morningglory (spinatagtig grøntsag), tofu, nudler og kylling - vel og mærke alle dele fra kyllingen. Det resulterede også i at man kun spiste så man ikke var ved at dø af sult. Kyllingehoveder vækker ikke ligefrem appetitten.
Efter Hot Pot stod den nu på karaoke og lokal vodka (til 20 kroner!), samt en masse øl. Karaoke var virkelig sjovt og alle levede sig helt ind i det. Efter 3 timers karaoke gik vi ned på det eneste diskotek der var åbent - og vi var de eneste der. Efter 20 minutter syntes de så at det var nok, så de lukkede. Vi besluttede, sammen med Canadierne Myles, Cody og Rose, at vi da skulle have pizza og pomfritter. Efter halvanden times leden fik vi pizza og fritter. Nu hvor maven var fyldt og tilfreds (og øllerne var steget til hovedet), ville vi gøre noget vildt. Vi sneg os ind på et hotels pool og hoppede i vandet. Pludselig blev vi oplyst af en lommerlygte, som slukkede lidt efter. Men vi kunne stadig se en skikkelse. Tror aldrig at nogen er kommet så hurtigt op af en pool før! Det var bare med at gribe tøjet i en fart og løbe. Vi efterlod en lille gave til lygteskikkelsen i form af sokker!
Vi vågnede, efter kun 3 timers søvn, ret fulde og omtumlet. Nu skulle vi på en 4 timers bustur for at komme til Vietnams hovedstad Hanoi. Da vi ankom gik vi ud og fik frokost, og gik derefter til den lille kaffeforetning der sælger verdens dyreste kaffe "Weasle" (ca. 300 kr. pr. kop). Vi kunne købe 100 gram for 10-20 kroner. Det specielle ved kaffen er, at desmodyret spiser de modne bær fra kaffetræet. Igennem dens fordøjelse bliver proteiner nedbragt og gæringsprocesser går i gang. Det skulle gøre kaffen mindre bitter. Kaffen smager ret godt - men dåsemælken gør ikke noget godt for den.
Efter kaffeshopping var det tempeltid. Vi gik, sammen med 6 andre fra gruppen gennem byen, for at se Temple of litteratur. Vietnams første universitet.
Tirsdagen startede vi ud med en 45 minutters gåtur til Ho Chi Minhs mausoleum. Inde i den overvældende bygning ligger Ho Chi Minhs balsameret lig. Der var sindssygt meget sikkerhed, og vi skulle gå på række to og to. Vi måtte i ikke snakke sammen og vores arme skulle hænge ned langs kroppen. Man gik ind og rundt om glaskisten, og ud igen. Man turde absolut ikke gøre andet en at gå som de havde sagt, for der stod en masse vagter klar med de vildeste skydere.
Efter en oplevelse med et balsameret lig, blev vi enige om at det var tid til at få ordnet negle! Vi fik lavet yndige små ænder på neglene. Noget som de andre i gruppen var ret misundelige på.
Det var vores sidste dag i Vietnam, hvilket betød at nogle skulle hjem/rejse videre. Der skulle støde 4 mere til gruppen - 4 danskere - herligt med mere Danish Dynamite!
Onsdag den 6. marts rejste vi til Laos, nærmere bestemt Vientiane, som er Laos' hovedstad lige pt. Første indtryk var virkelig godt. Her var langt mere roligt end i Hanoi, og folket virkede mere charmerende.
Torsdag stod vi tidligt op for at nå ud og se guldtemplet. De siger at man ikke rigtigt har været i Vientiane, hvis ikke man har set guldtemplet. Vi blev dog ret skuffet. Man betalte for at gå en enkelt gang rundt om templet. Der var ikke meget spændende, udover at det var guld. Men flot var det.
Til frokost fik vi bøf! Det trængte vi til. Efter mad var det tid til endnu en bustur; denne gang 4 timer, for at komme til Vang Vieng. Vi havde fået et hyggeligt hotelværelse med udsigt ud over bjerge og regnskoven. Så vi sad lige og chillede en times tid på altanen i eftermiddagssolen. Mhhh!
Hele fredagen blev brugt på en tracking tur i den regnskov vi havde udsigt til fra vores hotelværelse. Målet var et vandfald inde i skoven, men for at komme der til måtte vi gå over nedlagte rismarker, gå gennem regnskovens tætte krat og gå igennem en grotte. Alt sammen rigtig fedt at prøve. Efter 2,5 times tracking i 35 graders varme nåede vi vandfaldet og hoppede i med det samme. Vandet var møg koldt, men det var så forfriskende. Vores tracking guide lavede grillspyd og stegte ris til os, som vi spiste på klipperne ved vandfaldet. Turen hjemad var lidt anderledes. Vi skulle her gå over den grotte, som vi var gået igennem på vej ud til vandfaldet. Desuden skulle vi igennem 3 større floder. Det var lidt af en udfordring at stå fast, men tracking guiderne var heldigvis ikke blege for at gi' en hånd at holde fast i. Vi klarede det, på trods af vi var ved at falde i mange gange og miste vores sko.
Til aften tog vi på Irish Pub, hvor vi fik drinks og spillede pool. En god afslutning på en god dag. De spillede desværre ikke Whiskey in the jar:-(
Lørdag gik turen mod byen Luangprabang. Turen tog 7 timer, og var primært i bjerge - halleluja for køresygepiller. På vejen spiste vi frokost i 3 km. højde med den fineste udsigt ud over bjergtoppene.
Da vi ankom kunne vi slappe af en times tid inden vi skulle ud og spise. Vi spiste på en god udendørs restaurant, med den dejligeste stemning. Vi bestilte Water Buffalo-burger. Vi har reddet på én, nu måtte vi smage én, og vi blev ikke skuffede!
Søndag ringede vækkeuret klokken 5:00. Vi skulle op og donere mad til de 300 munke der holder til i byen. Vi købte derfor hver en spandfuld sticky rice, som kom i en stråkurv.
Vi sad på knæene på måtter, med et nationaltørklæde om skuldrene og livet. Munkene kom gående på række, og man skulle så donere en smule ris til hver. Vi måtte hverken røre eller kigge op på dem, hvilket var ret svært, for mange af dem gloede på os, fordi vi skiller os så meget ud.
Tilbage på hotellet havde Marie en lille times tid til morgenmaden inden hun skulle på endnu en heldags tracking tur. Sarah havde ikke lyst til endnu en tracking tur, så vi havde derfor aftalt at mødes ved det elefant resort Maries tracking tur endte ved.
Tracking turen var helt fantastisk. Det var sammen med 4 andre fra gruppen. Det foregik i rask trav gennem Laos' jungel og regnskov. Det gik opad stort set hele vejen, så selvom benene syrede, synes jeg at det var det hele værd. Det var rigtig smuk jungelnatur. På vejen så vi også en stamme og krydsede en bambusbro, hvilket kan være ret angstprovokerende.
Min tracking tur endte som sagt ved et elefant resort, hvor Sarah og resten af gruppen også var. Nu stod den på elefantridning. Vi sad begge, som de eneste, på elefantens hoved på turen. Sarahs nervesystem kom på en prøve, da hun, højest sandsynligt ikke sad rigtigt og derfor følte hun var ved at falde af, når elefanten bukkede hovedet. Marie var blevet lidt nervøs over Sarahs reaktion og var derfor lidt spændt på turen, men hun fik sat sig ordenligt på elefanten, og kunne derfor nyde turen uden at være bange for at falde af.
Efter ridning, stod den på elefant badning. Det var skide sjovt! Vi kom op elefanten inde på stranden, hvorefter elefanten gik ud i vandet. Elefanterne var helt tosset med at bade, hvilket var rigtig sødt at se på. Det var noget af en udfordring at blive siddende på elefanten. Marie faldt også af en enkelt gang. Det var rigtig svært at komme op igen pga. grineflip og stærk strøm i floden. Men det lykkedes efter en hård kamp;-)
En del af den heldags tracking tur Marie havde meldt sig på inkluderede, efter elefantbadningen, en tur til Laos' populære vandfald. Det var så smukt. Det var opdelt i 5 levels og havde det lækreste lyseblå vand. Vandet var møg koldt, så jeg måtte finde en måde at komme hurtigt i. Tyske Silke, Canadiske Myles og jeg fik øje på et træ 4 meter over vandet, hvorfra der var et reb, således at man kunne svinge sig ud i det, som Tazan svinger sig i lianerne. Det var virkelig fedt. Så fedt at jeg måtte gøre det igen. Det skulle jeg ikke have gjort, for det resulterede i en forstrækning eller ligende i skulderen. Men det var det værd!
Til aften måtte vi simpelthen have Buffalo burger igen. Guffe-luf!
Mandag og tirsdag er primært gået på en slow boat, for at komme til Nordthailand. Mandag spiste og overnattende vi ved den lille stammeby Pak Beng, som ligger langs Mekong River. Det var vildt spændende at opleve landsbyen med de 500 indbyggere. De var selvforsynende og levede primært at landbrug. Da vi gik rundt i byen løb 20-30 mindre og større børn efter os i en stor flok, og også de ældre så spændte til. De var helt sikkert ikke vant til at se fremmede! Vi snakkede med høvdingen, som meget gerne ville afsætte os danske piger til hans sønner. Måske man skulle overveje sådan et liv?...
Vi to skulle sove hos en familie bestående af 10 personer. De havde redt op til os, med hårde madrasser og myggenet. Vi fik luksus huset og spottede også hurtigt et gammelt tv. Det var til gengæld alt de ejede. De sad på blå sække og plastikstole, og sov på tæpper på gulvet. Inden vi gik i seng satte vi os og så Thai sæbeopera med dem. Manden i huset kunne en smule engelsk (som en af de eneste i byen), så vi kunne smalltalke en smule. I løbet af natten fik ingen af os sovet særlig meget. Vi blev gentagende gange vækket af nysgerrige der lyste på os og af gøende hunde. Men det var en smadder fed oplevelse. Klokken lidt i 5 tirsdag morgen ringede vækkeuret. Vi sagde mange tak og farvel til familien og fortsatte bådturen op ad Mekong River. Tiden gik primært med at sove, spille kort, sole og drikke øl.
Vi ankom til Thailand klokken 17.30, hvor vi skulle overnatte på hotel i byen Nam Khong. Inden aftensmad kunne vi lige nå en times tid i poolen. Ahhhhh!
I dag er onsdag den 13. og vi har været afsted i præcis en måned. Vi har oplevet Cambodia, Vietnam, Laos og Thailand. Vi har kun et par dage tilbage sammen med gruppen, hvilket er lidt sørgeligt. I dag kører vi til Chiang Mai Gate, og har lidt tid på egen hånd inden vi skal til Cooking class og lære at lave 4 thailandske retter. Vi glæder os - specielt til at spise det bag efter;-) so far er thai mad vores yndlings, og vi glæder os til at dele det med jer derhjemme!
- comments