Siden vi skrev sidst har vi sagt farvel til vores gamle gruppe, med et par sene aftener specielt på Khaosan Road.
Fra lørdag den 16/3 til fredag den 22/3 var vi i Bangkok, hvor vi spiste og drak øl med nogle af dem fra gruppen, der også havde nogle dage i Bangkok. Vi shoppede en del. Vi havde en dag på Det Flydende Marked to timers kørsel fra Bangkok. Vi spiste picnic ved Bangkoks flod en dag. Vi solede i parkerne. Vi sejlede op og ned ad floden. Vi købte müsli til morgenmad, som vi hver morgen NØD på hotellet. Vi sov længe, vi tog én dag ad gangen og var spontane. Alt det vi ikke rigtig havde kunnet i gruppen.

Torsdag den 21/3 var vores sidste aften i Bangkok. Den blev brugt sammen med Bright (en pige der var udvekslingsstudent i Sarahs gymnasieklasse) og hendes veninde.
Vi spiste på en rigtig fin thairestaurant i det store udendørs marinecenter kaldet Asiatique, så et konge palads, Siam Square og inden middagen var vi i Bangkoks svar på London Eye. Det var smadder fedt at se udover byen fra ca. 40 meters højde.

Fredag nat ringede vækkeuret klokken 2. Vi skulle flyve mod Borneo. Vi mellemlandede i Kuala Lumpur, og fløj så til Borneos hovedstad Kota Kinabalu. Efter den næsten 15 timers lange tur, trængte vi til McD. Mætte og veltilpasse gik vi tilbage til hotellet, hvor Marie faldt i søvn klokken 19.30, mens Sarah så Familien fra Bryggen på Tv3 appen.

Lørdag morgen sov vi længe, gik ned for at spise morgenmad og mødte her en dansk gut, Peter, som vi tog til bounty øen Manukan med. Vi snorklede og så fisk i alle mulige neon farver, koraller og meget andet. Snorkel turen (og mangel på solcreme) resulterede i to enormt røde kroppe de følgende dage. Om aften mødte vi den gruppe samt vores CEO, som vi nu skulle rejse rundt på Borneo med i 10 dage.

Søndag kørte vi til Sutera Harbour Resort, på vejen gik vi en 3 km tur i Junglen for at varme op til vores bjergbestigning de følgende dage. Vores søde CEO, Arkin, viste os planter og dyr undervejs og fortalte livligt om alt og alle. Vi ankom til resortet, som ligger 1800 meter oppe. Her kunne vi vende os lidt til højden. Det var smadder hyggeligt at bo dér i bjergene, og man kunne mærke spændingen til bjergbestigningen.

Mandag morgen startede vi med et ordenligt måltid mad, for at være klar til bjergbestigningen af sydøstasiens højeste bjerg, Mount Kinabalu. Vi fik skilte om halsen, så de kunne identificere os, hvis vi skulle blive væk, og desuden holde øje med at vi kom ned igen.
Den første del af turen var i regnskov og jungle. Det gik jævnt opad. Turen bestod meget af en meter høje trappetrin (=syre i benene!) og stenbunker. Efter ca en km gik det lidt nedad nogle hundrede meter, hvilket føltes som spild af tid og energi - vi skulle jo op! Men det kom hurtigt til at gå op ad igen, og det fortsatte det med de 8 km op til det hotel vi skulle overnatte på i 3274 meters højde. Vegetationen var meget forskellig. Vi startede i regnskoven, så blev det lidt mere jungel og inden vi nåede resortet var det en meget grov og lav vegetation man så. Vi gik meget spredt på turen op, for det var vigtigt at finde en god rytme af gå i, og at mærke efter, hvordan man havde det med korte/lange pause osv. Ingen tvivl om at det var hårdt, både fysisk og mentalt.

Vi nåede alle op til resortet efter mellem 7 og 9 timers vandring. Vi spiste en masse aftensmad og gik på værelserne, hvor vi skulle sove indtil klokken 2 om natten. Vi lagde os klokken 19.30, men det var bestemt ikke let at sove. Højderne gør det svært at trække vejret, giver hovedpine og gør en svimmel. Alt sammen også noget vi måtte kæmpe med på vej op. Man kunne mærke det ret tydeligt fra 2500-3000 meters højde. Og det blev selvfølgelig ikke bedre, desto højere op man kom.

Vi blev vækket af Arkin klokken 2, natten den 26. Vi fik en kop te og lidt toastbrød, og gik derefter ud i mørket og kulden. Vi skulle nå toppen indenfor 3-4 timer. Denne del af bestigningen var rigtig fed. Man gik primært på stejle klippeskråninger, hvor man kun havde et reb at holde fast i. Det gjorde at man virkelig følte man besteg et bjerg. Det var ret hårdt, da man bliver let forpustet og får den vildeste hjertebanken bare af at løfte benet i de højder.
Marie fulgtes meget af turen med et par, men da hun så at himlen blev lysere småløb/klatrede hun hurtigt op til toppen, for hun VILLE nå det inden solopgang.
Sarah var hårdt ramt i benene efter gårsdagens klatring og kunne egentlig først ikke rigtig gå, men nåede også toppen sammen med Arkin, to bjerg guider og nogle engelske piger fra gruppen. Puha, det var en hård omgang, men man fik en følelse af at kunne klare alt da man enedelig stod på toppen!
Hele turen fra resortet til toppen var helt fantastisk. Man kunne kigge ud over byerne og skyerne. Det lynede nogle steder, og de sygeste zigzag lyn lyste den mørke himmel op. Andre steder kunne man se bjergtoppe stikke op over skyerne, med stjernehimmel som baggrund. Et helt fantastisk syn.
Oppe på toppen var der rigtig koldt og man følte sig ikke helt tilpas. Maries fingre hævede til næsten det dobbelte pga trykket.
Efter at have nået toppen skulle vi selvfølgelig ned ad igen. Det var smadder hårdt for specielt knæerne.
Igen gik vi meget spredt. Marie fulgtes med danske Peter hele vejen ned. Da vi kunne se målet løb hun det sidste stykke og kom ned først. Dog følte hun sig som en 90 årig, da det var en kamp hver gang man skulle bukke knæene bare lidt. Av!
Sarah fulgtes med resten af gruppen og nød naturen, dyrene og ikke mindst at det gik ned af!
Det var bestemt al slid og slæb værd! Det er den vildeste følelse, når man står på toppen af et så højt bjerg, efter at have kæmpet i to dage for at komme op.
Tirsdag aften brugte vi alle i Hot springs med øl og take away. Det var absolut lige hvad man trængte til, og de varme kilder hjalp på de ømme muskler!

Onsdag den 27/3 vågnede vi endnu ømmere end i går. Alt hvad der hedder trapper og små forhøjninger/-dybninger var en seriøs udfordring. Det var også frygteligt at sætte sig, rejse sig, gå ud og ind af vores bus osv. Sådan set var alt der ikke omfattede at sidde musestille, mere eller mindre tortur.
Dagen blev brugt på at se verdens største blomst, se en bifarm (og spise babybier) og holde risvins-"fest" på et af hotelværelserne.

Torsdag den 28. så vi Borneos nordligste punkt. Vi kørte 5 minutter der fra, for at komme til en dejlig strand, hvor vi blev til solnedgang. Vi har spist is, spillet volley og hygget sammen med gruppen og Arkin. Det var rigtig rart med lidt afslapning efter en mere sightseeing præget rejse rundt i indochina.

Fredag checkede vi ind i små hytter langs en anden ligeså lækker bountystrand, hvor vi havde et par timer og tog så på river cruise. Her sejlede vi rundt i nogle timer og så på sjældne dyr langs floden. Det blev til silvered leaf aber, macaque aber, næseaber, der kun findes vilde på borneo, baby krokodiller samt flat head cat, som end ikke Arkin nogensinde havde set vild. Derudover så vi hvordan tusindvis af ildfluer lyste træerne op som meterlange lyskæder. Det var et utrolig flot syn.

Lørdag den 30/1 sejlede vi til Survivor Island, hvor det amerikanske robinson er blevet optaget. Her kunne vi snorkle, bade og inde i junglen var der en muddervulkan, hvor vi badede. Det var helt specielt fordi mudderet var så tykt at man kunne sidde i skrædderstilling uden at synke det mindste. Der sad vi i en times tid før vi gik tilbage til stranden og vaskede det tørre mudder af huden, der efterfølgende var blød som en baby numse. Om aftenen gik vi ud på badebroen og fiskede efter blæksprutter sammen med kystvagterne og Arkin. Desværre kan ingen af os prale med at det lykkedes, men for nogle af de andre gjorde det, og enkelte spiste også levende og rå blæksprutte (fy da føj da). Vi havde også dagen efter på øen, og rejste tilbage mod Kota Kinabalu sidst på eftermiddagen. Vi tilbragte aftenen med gruppen, spiste lækker kage, da 8 ud af 11 i gruppen har fødselsdag i starten af april (inklusiv os - juhu og hurra!) vi gik videre til en karaoke bar, hvor vi gav den gas på både engelsk og på malaysisk.

Morgenen i dag tog vi på vores sidste tur med gruppen. Vi tog ud til et orangutang reservat lidt uden for KK, hvor de opdrætter svage/syge/efterladte orangutang babyer og slipper dem løs i naturen igen, når de er klar til det. Orangutangerne var så søde og charmerende, og specielt en hun ved navn Mulan var rigtig fræk. Hun rev en dyrepasser i håret og stjal en kasket fra en anden gæst. Efterfølgende måtte vi begge sende to store kasser hjem til Danmark, for igen at kunne lukke vores rygsække, og det lettede virkelig. Vi har begge sendt ca 8 kg hjem, og hvor de ekstra 8 kg stammer fra aner vi ikke..........

Vi er nu tjekket ind på vores eget hotel kaldet Ming Garden residens, efter en tårevældet afsked med gruppen og ikke mindst Arkin (hulk hulk), og skal bo her de næste fire nætter. vi har fået det lækreste værelse på 7. sal med udsigt over byen, og er begge lidt overraskede over hvilken luksus vi er havnet i.

Resten af vores tur er total på egen hånd og det giver lidt sommerfugle i maven, men det skal nok blive godt at få lidt erfaringer og rigtigt rejse rundt omkring uden guider, mødetider og hjælp.