Profile
Blog
Photos
Videos
Har ikke haft wifi de sidste 3 dage.. Det er jo nærmest et kulturchok, når man er så vant til at være online hele tiden :)
Til gengæld har jeg haft en masse fede oplevelser med mine travel mates. Vi har lært hinanden bedre at kende og vi hygger rigtig meget, selvom nogle af dem er lidt alkoholiserede og drikker rigeligt med cervezas og pisco sour (en speciel type drink de har her i Peru). For et par dage siden var vi i Nazca, som er hjemsted for de berømte nazca linjer. Den bedste måde at se dem er at flyve, men jeg syntes at 100 USD var lidt i overkanten for en 30 min flyvetur. Så jeg nøjedes med at tage på en tur hvor vi kom forbi et tårn hvor vi kunne se to figurer. Derefter kørte vi forbi et gammelt gravsted hvor der var nogle creepy mumier. Resten af eftermiddagen gik med afslapning ved poolen, hvor de fleste (no surprise) drak sig lidt småfulde. Om aftenen var der arrangeret en speciel ceremoni, hvor vi skulle smage mad der var blevet tilberedt ligesom i det gamle inkarige. Pachamanca hed det og det gik i sin simple form ud på at man gravede et hul i jorden, puttede brandvarme sten ned i, puttede mad på som var indpakket i forskellige palmeblade tror jeg. Derefter flere varme sten, et tæppe og til sidst masser af jord, hvor det hele skulle ligge sådan i to timers tid. Jep det lyder ikke særlig hygiejnisk, og maven havde det også temmelig skidt dagen efter. Men det smagte faktisk meget godt. Der var både kylling, svin, majs og noget mast kartoffelting jeg ikke kan huske hvad hed.
Sent om aftenen skulle vi med overnight bus til Arequipa. Vi ankom tidligt om morgenen og havde hele dagen for os selv. På grund af forrige aftens tvivlsomme hygiejne havde maven det ikke så godt, så jeg brugte hele dagen på mit værelse (var så heldig at have single room) med afslapning og et par ture frem og tilbage til toilettet :) Det var faktisk meget rart bare at lave ingenting fordi der havde været så meget rush på siden turen startede. Jeg fik også skypet hjem, hvilket også var rigtig rart. Om aftenen fik vi en smagsprøve på helstegt wait for it.. Marsvin! Jep de der små søde kæledyr. Vi fik to styk til deling, og de kom ind med hoved, fødder og det hele (dog ikke pelsen). Det var meget saftigt og smagte lidt af en blanding mellem kylling og kanin. Så har man også prøvet det :)
Dagen efter kørte vi med bus op i bjergene til en lille by kaldet Chivay. Den ligger hele 3600 meter over havoverfladen, så man skulle lige vænne sig til den tynde luft. Det var også meget køligere heroppe i bjergene, især om natten, så jeg fik hevet min jakke og lange bukser frem. Byen er meget peruviansk. I bymidten er det lokale marked med alt muligt underligt grej samt diverse souvenirs lavet af alpaka uld. Rundt omkring er der små gadekøkkener, som dufter virkelig godt, men turde dog ikke prøve noget. De lokale går klædt i meget farverige dragter og små fine hatte, og enkelte af dem bærer rundt på små lam. Det er virkelig ude på landet det her :)
Dagen efter skulle vi på tur til Colca Canyon, som er en af de dybeste kløfter i verden. Det er også et optimalt sted at spotte kondorer (mega stor fugl). Vi ventede i spænding i halvanden time, men der kom desværre ingen. Til gengæld var udsigten suveræn, så jeg fik taget nogle flotte billeder. Vejen frem og tilbage til Colca Canyon var meget bumpet! Det var sådan set bare en lille grusvej i bjergene uden hegn eller nogen form for sikkerhed. Jeg tror det er godt at mor ikke er med på denne tur, for sådan en vej havde hun ikke haft det godt med ;) Om aftenen så vi et danseshow med de lokale iført deres fine farverige dragter. Det var festligt og underholdende. Jeg fik også chancen for at smage alpaka, hvilket er utrolig lækkert. Efter showet besluttede vi os for at tage på bar, hvor det gik vildt for sig. Der blev kysset lidt mellem et par stykker i gruppen (hele tre forskellige "par"). Jeg selv havde en kæmpe fest på dansegulvet, hvor der blev svunget hofter til rytmisk salsamusik. Selv vores guide Eduardo gik til den med hofterne.
Imorgen skal vi med bus til Cusco, hvor der inden længe venter det berømte inka trail, som jeg glæder mig utrolig meget til.
- comments
Sysser Kære Marie Det er fantastisk at læse dine beskrivelser. Du har en særlig evne til at fortælle i "billeder", så det føles lige som at være der selv, og dine beretninger er meget levende. Godt gået! Sikke en masse du oplever allerede på så kort tid, og jeg synes det er dejligt at kunne følge med, for om en uge er der hundrede af nye oplevelser. Glæder mig til at høre mere. Kh Sysser
Birthe ernstpris Det var en oplevelse at læse hvad du har oplevet allerede. Det med at lave mad i et hul har jeg set i en udsendelse på TV 2 fri, det var sjovt at se. Har du ikke højde skræk når I er så højt oppe? Jeg glæder mig til at følge dig på din tur. Kærlig hilsen og mange tanker knus fra Farmor