Er nu kommet til La Paz i Bolivia. Grænsekontrollen fra Peru til Bolivia var en interessant oplevelse. Det foregik i en lille bitte by, i en meget lille bygning med kun en person til at tjekke pas og stemple dem. Det var lidt til grin at det faktisk var en grænsekontrol, da man snildt kunne gå lige forbi den. En fra vores gruppe endte med at besvime fordi at han havde massive tømmermænd, hvilket ikke var nogen god kombi med 4000 meters højde og 25 grader midt på dagen. Så han havde det ikke særlig godt på resten af busturen.
Af hvad jeg har set indtil videre, så minder Bolivia meget om Peru. Landskabet er det samme, de lokale går også rundt med hatte samt farverige og mønstrede dragter. Bygningerne er også meget ens - det er som om at de aldrig rigtig bliver færdige med deres byggeri. Det er sjældent man ser et hus med tag på, man kan tydeligt se på murstenene hvor langt de er nået med byggeriet, og det er endnu mere sjældent at man ser et hus der er malet. Hvis de endelig har malet det lidt, så er det kun facaden der bliver malet. Som i måske kan forestille jer, så er La Paz ikke nogen særlig pæn by. Den er heller ikke den sikreste. Vores guide fortalte i hvertfald hurtigt hvor narkohandlerne holdt til, og at der skulle vi IKKE gå hen.
Souvenirene er stadig præget af lidt inka inspiration, men her har de dog også taget det til et nyt niveau. Udtørrede døde fugle og lamababyer! De hænger i alle de små souvenirshops, og jeg har ikke helt fundet ud af om det er noget religiøst eller noget vodoohalløj. Klamt er det i hvertfald.
I La Paz var mit must do at mountainbike på The Death Road, som for bare 7 år siden var kåret som verdens farligste vej. Den er dog farlig for biler og ikke cykler, så no worries. I dag bruges den udelukkende af turister, der vil cykle ned ad den, da de lokale nu bruger en anden og meget mere sikker vej. Før de fik bygget den nye vej, kørte der alt fra små motorcykler til kæmpe lastbiler på en grusvej, der nogen steder ikke er bredere end 2-3 meter. Ikke overraskende resulterede det i omkring 300 dødsfald pr. år på den strækning. Deraf navnet Death Road.
Vi startede om formiddagen på toppen, hvilket var i ca 4700 meters højde. Her fik vi alt vores udstyr på samt prøvekørt cyklerne. Derefter skulle vi køre ca 20 min ned ad asfalteret vej for at vænne os til cyklerne. Det var hundekoldt, fordi vi var så højt oppe, men udsigten var fantastisk. Efter de 20 min begyndte vi på den rigtige Death Road strækning med grusvej, stejle skrænter og masser af sving. Det var udfordrende og sjovt, fordi man hele tiden skulle koncentrere sig om ikke at ramme for mange løse sten, og samtidig have godt med fart på for ikke at vælte på de mange bump. Igen var udsigten god, men det var dog lidt svært at nyde den, da man var nødt til at holde øje med vejen. Hele vejen ned var ca 63 km lang og vi endte vores tur i 1200 meters højde. Vi sluttede turen med afslapning ved en restaurant med en pool, hvor vi fejrede at vi havde overlevet verdens farligste vej :)
Om aftenen var det tid til at sige farvel til gruppen, da kun fire af os har booket turen hele vejen til Buenos Aires. Vi spiste på et super lækkert steakhouse, for at sige ordentlig farvel og fejre vores gode stunder sammen. Jeg fik en mega lækker 300 g oksefilet, der var rigtig mør og saftig, med pommes, salatbar og hvidløgssovs, til ca 80 kr! Maden er stjernebillig her i Bolivia.
Dagen efter skulle de fire af os, der skal videre, møde vores nye gruppe samt nye guide. De virker flinke og jeg tror vi kommer til at have det sjovt sammen.
En anden ting, der er stjernebilligt i Bolivia, er at gå i biografen. Et par stykker af os tog i biffen for at se den nye Hobbitten film. Vi fik VIP salen med brede og bløde lænestole plus fodstøtte, og engelsk tale. Alt dette for sølle ca 35 kr - nå nej det var happy onsdag så 2 for 1. Det vil sige at jeg kun betalte ca 17 kr for en luksustur i biffen!!
Biografture i Danmark bliver aldrig det samme igen ;)