24/3: En dejlig rolig nat på et hotel med en stor seng gjorde underværker på søvnen. Jeg vågnede kl. 07, og var helt udhvilet. Thea sov lidt længere men vinskulle Bagge op tidligt fordi vi i dag skulle afsted kl. 09. Vi fik morgenmad på hotellet og jeg fik scrabled eggs :-D jubiiii. Og så havde de også ristet grov toast så jeg var godt begavet. Kl. 09 mødte vi de andre og hoppede ombord på vores lilla bus som er helt ny. Her mødte vi også vores chauffør og lokal guide som kun taler Nepali. Første stop på turen var det såkaldte monkey temple ca. 3 km fra hotellet. Det ligger på toppen af et mindre bjerg og er på ca. 1500 m højde. Navnet monkey temple er noget turisterne have givet det pga. De mange hellige aber. For at komme helt derop skal man på 365 trappetrin, og der er præcis 365 trin fordi hvert trin symboliserer en dag i et år. Trinnene er høje og af sten og så hælder de en smule udbad. BK sagde at denne stigning var vores forsmag på vores første del af trekket på onsdag. På toppen fik vi en masse Info om den tibetanske buddhisme (det fik vi også i bunden), men jeg var ikke så god til at høre efter så jeg fik ikke så meget med. Templet er igen en boudha stupa og det er blot et mindes mærke for boudha der er ikke noget inden i det. Man skal igen gå med uret rundt og der bliver spillet en melodi hvor munkene mumler buddhismens mantra. Det var ret hyggeligt og stemningen er generelt helt special sådan et sted. Thea og jeg købte lidt ting i boderne rundt om stupaen, så nu er vi efterhånden rigtige turister. På vejen ned fik vi også tilbudt diverse smykker og "singing bowls", men vi er ret gode til både at forhandle priser og sige fra efterhånden. Uanset om det er fattige børn eller pågående ældre damer.

Fra stupaen skulle vi køre at stykke. Eller dvs. Ca. 20 km men når det er gennem Kathmandu tager det tid. Ca. En time efter nåede vi byen Bakthapur, og jeg var da blevet godt køre syg. Det hjalp heldigvis at komme ud og byen vi nu kom ind i var faktisk ret anderledes fra Kathmandu. De taler for det første ikke det officielle sprog Nepali, og de er meget fattige men forstår at holde byen nogenlunde pæn. Jeg mødte et par lokale piger som kun lidt engelsk (ca. 7 år) og de sagde mit har var fint. De fik mit navn og jeg sagde de var smukke hvilket de forstod. Netop derfor havde jeg så dem alle på nakken derefter og de blev længe ved med at råbe Maria Maria efter os. Så har jeg lært at man ikke skal sige sit navn :-) de fik ikke nogen huer her for vi har lavet en aftale med BK om at vi venter til bjerglandsbyerne da de klart har mest brug for hjælp.

I Bakthapur gik vi rundt i nogle timer for bagefter at lave et frokost stop. Thea fik den lokale vegetarret som var ret lækker, og jeg fik det lokale bøffelkød, som jeg dog ikke var så stor fan af. Det er ret sejt fordi de ikke rigtig kan have det hængende særlig længe. Gruppen er efterhånden rystet lidt sammen og derfor sad vi nu også alle sammen samlet. Jeg sad sammen med guiden, to koreanere (far og søn) og så to englændere. Vi fik os en vældig snak, mest om vores guides bedrifter, trekkings og baggrund, men også lidt om hinandens.

Efter frokosten gik vi videre gennem turistboder og lokale folk til Bakthapur durbar Square. Her fandt Thea, Katrina og jeg en bod vi lige handlede lidt ved mens de andre kiggede templer. Thea og jeg er desværre bare ved at være godt trætte af at kigge på templer da vi efterhånden har været her længe og set hvad der er af templer - og så ligner de jo hinanden ret meget. Temaet er ihvertfald det samme. SÅ da vi havde handlet satte vi os og snakkede mens de andre lege turister. Jeg fik en god snak med BK om de mange hunde i Nepal. Han fortalte at der findes en nepalesisk organisation som vaccinerer hundene mod rabies, og som kører ud i byerne og tjekker for de værste tilfælde. Dvs. Forsøger at gøre det lidt mere humant for dyrene. Dog er hundene generelt ikke første prioritet i landet så derfor er det ikke tit, og midlerne er begrænsede. Jeg har også derfor besluttet at ALT der måtte være tilbage af penge når vi kommer retur skal doneres her til. Hvordan finder jeg ud af med BK for det skal være de rigtige mennesker. Kattene der imod er absolut ikke velkomne i Nepal. Hinduerne har desværre den over bevislig at katten bringer uheld og er onde ånder og de kaster derfor sten efter dem eller slå om muligt kattene ihjel hvis de ser dem. Dette var derfor grunden til at vi kun meget sjældent så katte. Paradoksalt nok har næsten alle katte vi har set boet på netop hindu-templernes tage!!

Hjemturen fra Bakthapur tog kun den halve tid af turen ud,fordi trafikken nu var lettet væsentligt. På vejen blev enkelte sat af fordi vi havde reklameret for Pashupati, og lig afbrændingerne. Vi gav gide fif til hvorfor hvordan og så blev 50% af bussen ellers sat af. Thea og jeg samt koreanerne(som bor i USA) blev sat af i Thamel så vi kunne klare de sidste småting inden vi forlader Kathmandu Valley i morgen tidlig. Vi skulle bla lige finde en cola til en Thea som var ved at gå sukker kold, hæve penge format være 200%!sikre på vi har nok! samt finde en pose/taske til ting som kunne efterlades på hotellet. Det er nemlig ret smart tandemen så trekkings mindede her. Alle hoteller med respekt for sig selv har en gratis opbevaring service sådan at man kan have unødvendige ting som vasketøj, souvenirs osv liggende til man kommer retur. Derfor startede der en større omkoordinering af ting og sager de vi kom retur. Alt blev hevet ud og alt som kunne undværes på den videre færd blev langt inden gyselige opbevarinspose vi fik erhvervet os i Thamel. Resten bliv endnu engang sorteret og lagt i rygsækken så nu var knap så proppet. Alligevel er jeg nu sikker på at rygsækkene i morgen bliver proppet til bristepunktet når resten kommer i... Jeg havde så ellers håber at jeg kunne få snakket lidt med Anders inden han blev for travl, men det lykkedes kun at få en samtale igennem i ca 8 min før forbindelsen røg og aldrig rigtig kom tilbage. 35 min på virkelig lidt. Nå, men tålmodighed er en dyd og måske det går bedre i morgen... I stedet blev det til et bad i mørke. Vi er efterhånden virkelig stive i det med at leve og gøre alting i mørke, og det så er et bad, pakke sager sammen eller finde diverse ting - we Can do it! Her havde vi så fået stearinlys på små lerfade som så blev tændt og pludselig var vi endnu sejere til at få ting ordnet selvom det var ret dunkelt. Eneste issue var så dog at stikkontakterne i denne bydel er anderledes end inde i Thamel og derfor havde vi pludselig ikke mulighed for at komme til strømmen (når den ellers var der). Thea fandt imidlertid en løsning sent mandag aften. Hun forsvandt pludselig og kom 10 efter tilbage med en løsning. Hun havde været nede i stue etagen hvor der muligvis skal være en reception i fremtiden, været ind bagved og tiltusket sig en adapter tingest, sat den til og fået vores egen adapter til at virke. Derfor havde vi nu lige lidt tid dyrebar tid til opladning af telefonerne. Disse er de eneste vi absolut ikke vil leve uden hernede. Det vil altså sige at vi nu har fået lidt strøm og en god start til turen i morgen de 270 km til Pokhara, som er porten til Annapurna bjergene i Himalaya. Vi ses i morgen! Knus fra os