Day 27 - "Mai Pen Rai" min bare!

Det er mørkt, det gynger, omkring mig ligger en masse fremmede og siger mærkelige lyde mens de sover. På madrassen ved siden af mig ligger en kraftig overvægtig Thai. Hun er ikke ligefrem yndefuld i sin søvn. Jeg glæder mig til klokken bliver 6 i morgen. Men lige nu er klokken 00:43. Hvor jeg befinder mig og hvordan jeg er endt her, kræver en lille forklaring.

Endelig blev det min tur til at fremlægge min presentation for PADI's eksaminator. Det gik smertefrit og vi kunne med ro i sjælen holde en afslappende friaften inden sidste del af IE'en: Open Water. Omkring middag søndag kunne vi gå på land med rynkede fingre efter 3 timers vandaktivitet. Alle - undtagen en sjov gammel Armenier - bestået IE'en og der var nu kun en lille formel certifikatoverrækkelse imellem instruktørstatussen og mig. ENDELIG! Aftenen stod på IE Party i Patong. IE Partyet bestod i spisning på en dansk-ejet restaurant, besøg på en irsk pub, på diskotek og endnu et besøg på Rock City. Kl. 2.00 var vi klar til at tage hjem til dykkercenteret. Aftenen burde måske være omdøbt "IE-hygge".

Dagen efter var den første fridag siden ankomsten d. 3. januar. Det skulle udnyttes. Tidligt op og leje en "motorbike". (Ved første øjekast ville jeg nok nærmere kalde det en scooter, men man kunne nu godt mærke at der var et par hundrede ccm at gøre med). Endelig lidt frihed og vind i håret. Der blev tilbagelagt mange kilometer rundt i området for at udforske lidt andet end dykkercenterets pool og den lokales menukort. Som en god afslutning på dagen kunne jeg med stor gensynsglæde hilse på Mr. Kata i Kata Gym. Han var nøjagtig ligesom ved mit første møde med ham. Da træningen var slut og det gik op for ham, at det var sidste træning i Kata Gym for mit vedkommende, kom det som et lyn fra en skyfri himmel: "Photo!!". Derefter kunne jeg se ham i elegant lunt ud for at hente et kamera, tage et billede af mig og ellers bukke og neje, mens jeg stilfærdigt forlod Kata Gym. Aftenen endte som alle andre aftener på Kata Larb til "One Water, One fresh lemon juice, One fried beef with fresh chili, One chicken in curry paste and Two steamed rice."

Sidst på eftermiddagen to dage senere kunne jeg se de andre to danske instruktører i øjnene og sige "Det var det". Der var ikke mere at komme efter på Dive Asia. I den sidste tid havde jeg nu også bemærket små indikationer på jeg efterhånden havde været på Dive Asia for længe:

Selv samme dag og morgenen havde jeg bestilt "One bread" (Ja, man kan virkelig lægge sit engelsk op på et højt niveau over for de Thailandske tjenere), hvorfor efter hun svarer "Not enough for you". 3 min senere kommer hun med 2 stykker brød og diverse tilbehør og siger "You always eat much - you strong".

Ved mit første møde med den thailandske trafik var jeg skrækslagen. (De kører i venstre side af vejen). Det endte altid med at jeg måtte løbe skrigende over vejen med hænderne for øjnene. Hvem der end har givet mig mit gåkort i sin tid har i hvert fald gjort sit arbejde godt. Jeg kunne på ingen måde få mig selv til at kigge til højre først og ignorere trafikken fra venstre side. Men ja, per d. 26. januar havde jeg nok fået de først 40 klip i gåkortet og muligvis blevet sendt til ny gåprøve. Måske var det på tide at forlade Phukets travle gader?

"Phi Phi Islands - Pick Up Dive Asia 9.30 27-01-11" stod der på den lap papir jeg havde i lommen da jeg sad og spiste morgenmad på dykkercenteret. Alt åndede fred og harmoni som altid på disse morgener ved poolen. Men denne morgen skulle blive anderledes. Der er råb og skrig fra køkkenet. Få sekunder efter kommer to af de ellers så venlige køkkenpiger væltende ud af døren i håndgemæng. Den ene arrig og truende med en stor køkkenkniv i hånden, den anden skrækslagen og i et forsøg på at undgå kniven. Jeg selv fuldstændig forarget og forskrækket over situationen - skal jeg blande mig?. Nej - det er nok bedste at lade slaget slå sin gang: Survival of the fittest.(Eller den med den største kniv.) Mændene som arbejder i marken 30 meter fra restauranten har hørt postyret og kommer løbende. Den ene mand før den anden i et forsøg på at stoppe slagsmålet. Da den anden et par øjeblikke efter kommer løbende med en løftet højre knytnæve, bliver han forvirret over hvordan det hele hænger sammen, og det ender med den anden mand får knytnæven uberettiget. Det tager han pænt. Kniven bliver vristet fri af pigens hånd og situationen er under kontrol. Et øjeblik efter kommer den pensionerede hollænder Chris - hotelbestyreren - gående med en ladt slangebøsse, sigtende på sine ansatte. "Arh, too late. Nothing to shoot at. But it's not over, I better keep this with me." Jeg er skuffet. Jeg har utallige steder læst at Thailændere er et fredeligt, altid-smilende og overbærende folkefær. At essensen af den Thailandske mentalitet skulle være "Mai Pen Rai" ("Never Mind and always keep smiling"). Det var ikke hvad jeg så den dag ved poolen! Klokken er over ni, Thailandsk knivopgør eller ej - det er tid til at få fat i taskerne.

Ved siden af mig i bussen sidder en af de andre danske instruktører. Han har først en returbillet til DK 4. februar, har også fået nok af Phuket og besluttede sig for at tage med. Vi ankommer til båden en lille time før afgang 11.00. Efter at have fundet en plads og fået styr på bagagen adlyder jeg min maves knurren. Mad! Jeg hopper af båden og bestiller. Bedst som jeg står og venter på maden, kan jeg høre, at bådmotoren stiger betragteligt i omdrejninger. Jeg kigger mig over skulderen og kan se båden lægge fra kaj. Typisk Marc! Jeg forlader madbiksen med betaling for maden og løber mod båden, klar til at hoppe på båden i ægte James Bond stil. Inden jeg får den drengedrøm opfyldt, er der en Thai, der stopper mig og viser mig hen for enden af kajen. Her kan jeg stige på båden stille og roligt. Æv!

Efter halvanden times kinesisk mesterskab i opkast når vi broen på Phi Phi. Vi er ikke på øen 1 minut før en mand har taget min ene taske i hånden og viser os hen til en turistinformaion. Her bliver vi hurtigt præsenteret for øens tilbud for overnatning. Alt fra 800 baht til 8.000 baht per overnatning. Vi mærker en ekstra gang på pungen og peger på skødet til de 800 baht. "You stay here - Taxi come and get you". Få minutter forinden havde tanken faktisk strejfet mig "Mon der er biler på denne lille ø?". "Your taxi is here!". Der står en thailandsk dreng med hænderne på noget sammensvejset metal og to hjul - det var vores "Taxi". Never mind, så længe jeg slap for at bære mine 45 kg tasker var jeg glad. Så måtte de kalde det for en UFO for min skyld. Værelset var okay, men stejlhedt. Man skulle tro de stegte hanekyllinger!

Efter et hurtigt møde med en dansk kontakt jeg havde fået på Phuket, var det i gang med at skrive CV, betale 4 kr. pr. sort/hvid udskrift - og så ud og søge job. Samtlige dykkerbutikker forsøgt: Afvisning på afvisning og jeg kunne gå i seng en del CVs fattigere, men uden noget job. Solens stråler klemmer sig ind gennem myggenettet på Phi Phis drivhus. Another day. "What to do?". Well, dagens mission: 1. prioritet: Være klar på telefonen, hvis et dykkercenter mod forventning skulle ringe. 2. prioritet: Finde et sted at se håndbold 3. prioritet: Udforske øen. Prioritet 1 var lige til. Prioritet 2 skulle vise sig at være straks værre. I en kombination af at efterkomme prioritet 2 og 3 lejede jeg en cykel og tog rundt på øen og spurgte efter muligheden for at se VM-semifinalen kl. 2 den nat. Hvis jeg sagde "handball", så pegede de på menukortet. Det var håbløst. Online-streaming var løsningen. Men at sidde alene med sin bærbar og se VM-semi - det kunne da aldrig blive særlig euforisk? Mobilen viste 23.12 - ingen ubesvarede opkald - ingen job. Nu var det håndbolden det gjaldt. Alt blev gjort klar til at streame kampen på den lokale bar med Wifi. Alarmen blev sat til kl. 2.00. ZzZ…

Kl. 4.09 vågner jeg med et sæt. f***!!!! Jeg er ikke vågnet af alarmen. Idiot, Marc! Hurtigt frem med bærbaren og finde nærmeste Wifi. Får gang i streamingen og kan lige så provokerende se folk forlade en tom hal i Sverige. Danmark havde vundet 28-24, og det havde været et brag af en kamp sagde overskrifterne. Jeg var rasende. Prøvede ihærdigt at banke noget "Mai Pen Rai" ind i mit sind. Forgæves. Gik tilbage i seng. Havde 15 minutters intens angermanagement. Og til sidst: ZzZ…

Dag 3 på Phi Phi - jeg var stadig sur. Der var ikke mere at komme efter på Phi Phi. Ingen jobs, dobbelte priser, ingen håndboldeufori, ingenting. Checker ud kl. 11 og tager en "Taxi" ned til havnen. Den anden dansker tager båden til naboøen. Arbejde på fastlandet er ikke en mulighed, da immigrationen tjekker arbejdstilladelser der jævnligt. Jeg har sidste skud i bøssen for at finde et job: Koh Tao. - Skildpaddeøen på den anden side af landet. Jeg sætter mig på en restaurant og slår tiden ihjel til kl. 14 hvor jeg kan hoppe på båden til Krabi. Sejle ind i uvejr og komme ud på den anden side et par timer senere og lægge til i Krabi. Tage en minibus på tværs af landet til Surattani, hvor natfærgen går til Koh Tao. Kl. er nu 00.43 og jeg ligger i sengerummet på færgen.

Gad vide hvad de næste dage bringer…

Dagenes erfaring: Raseri slår

Notat til mig selv: I morgen når der er VM-finale, hyrer jeg en Thai til at sidde ved siden af min seng, klar til at vække mig på slaget Håndbold.

Cliffhangers: Er der noget at komme efter på Koh Tao? Hvordan ser en taxi ud på Koh Tao? Finder man håndbold på menukortet eller i tv'et på Koh Tao? Falder Alarm-Thaien i søvn? Findes der en Alarm-Thai på Koh Tao? Er at rejse at leve?