Day 82 - Farvel haj - Hej DK

Tilbage i trygge rammer på dykkercenteret Dive Asia på Phuket,(hvor jeg tilbragte mine første 3 uger af rejsen). Efter at have fået abstinenserne af et overdrevent forbrug af Chang, Allans flade kommentarer og diverse buckets under kontrol skulle der tænkes konstruktivt. En dansk dykkerinstruktør af kaliber, et jobløst Thailand, trusler fra regnsæsonen, ingen svar på diverse ansøgninger ude i Verden, besøg fra familien i Krabi - inkl. Muttis 50 års fødselsdags - en uge senere. What to do? Planen blev lagt: Rejse til Krabi og finde et guesthouse/hostel tæt på familiens hotel, intensivere jobsøgningen ude i Verden, men nu også hjemadrettet, holde turistferie med familien, give Mutti en kanon dag, rejse til Bangkok og rejse hjem til alle dem jeg holder af, forhåbentligt et fast job, slutspillet med Skjern som deltager og en genoptaget karriere i Skjern GF.

Indtil videre er planen blevet eksekveret nådesløst. Med en billet til Bangkok i baglommen har jeg netop sagt farvel til familien. De seneste uger i Ao Nang, Krabi har været indholdsrige. Highlightsne fra ugerne må være: Besøg i Tiger Templet, Dykkercertifikat til søster, bror og brors kæreste og Mors 50 års fødselsdag.

I dagene op til familiens ankomst i Ao Nang, lejede jeg en motorcykel og kørte lidt rundt i området og samlede indtryk. Glade og varme lokale børn, men også frustrationer er, hvad der gjorde besøget på Tiger Templet nævnelsesværdigt. Tiger templet ligger for foden af et bjerg lidt ude for Krabi. Templet huser munke, aber og (desværre kun) historisk, tigere. På visit: utallige thailandske skoleklasser og overraskende få turister. Efter en af munkene havde snakket færdig i sin Iphone var han klare til at modtage donationer. Mod en donation, kunne man få indgraveret sit navn i den guldklokke, der skulle hænge i det tempel de var ved at opføre. Jeg donerede rundhåndet 20 baht til en religion jeg ikke deler, men udnyttede chancen til at forevige et højskoleminde. Inde i selve tigerens grotte var der spækket med thailandske børn. De fik store øjne da jeg som den eneste vesterlænding kom ind i grotten. Efter et par sekunders måben kom der knus og kys fra højre og venstre. "Hello dad" "Nice hair" "Are you a moviestar?" "Very nice to meet you, sir" "I love you" var nogle af de ovarraskende engelske kommentarer de slyngede ud. Efter de overvældende ord og kærtegn skulle det vise sig at en større fotosession var under opsejling - med mig som hovedmotivet. Jeg fik mine 15 minutes of fame. - og et total sløret billede (se album), fordi thaidrengen tilsyneladende ikke havde betjent et digitalkamera før. J

Templets helligste sted var på toppen af bjerget. 1237 trin oppe var der opført en stor Buddha og andre religiøse monumenter. Umiddelbart var det svært at gennemskue hvor stor en udfordring 1237 trin skulle blive, men motivationen fandt jeg i den kendte devise "Hvis de andre kan, så kan jeg også!". Godt nok var der ikke nogen at se på strækningen opad, men nogen måtte jo have placeret den Buddha på toppen. På vej op ad bjerget mødte jeg kun en munk og sin ledsager, en hund. Turen op gav sved på panden og syre i bentøjet. Med højre fod på trin 1237, stod jeg og nød udsigten og klappede mig selv på skulderen. Jeg syntes selv storkbenene havde gjort en god indsats. Bedst som jeg bevæger mig hen mod området med den store Buddha, kommer der en lille velklædt dame i høje hæle tøffende fordi mig - uden så meget som en dråbe sved på panden. HVAD!? Hvordan #¤&%¤ var hun kommet derop? Jeg kiggede rundt efter et skilt med en pil til en elevator eller lignende. Forgæves… Frustrationen var stor!

Også forberedelserne til Projekt Scuba Skjernings blev gjort i ugen op til familiens ankomst. Rundt og forhandle priser med diverse dykkercentre. Umiddelbart vurderede jeg at Mortens (min bror) skræk for hajer og moræner var større end lysten til et dykkercertifikat, så jeg bestilte i første omgang kun udstyr og båd til Nanna (min søster) og jeg. Efter deres ankomst og en salgsstrategi, som selv PADI ville være stolte af, stod der sandelig Nanna, Morten og Birgitte (brors kæreste) på deltagersedlen. En god, underholdende og lang dag i poolen, og der var dømt Open Water Dyk 1 og 2. 3 aspiranter til projekt Scuba Skjernings og 2 på projekt Snorkler Skjernings (mor og far). Bådmesteren (her refererer jeg ikke til mig selv) briefer kort divesitesne. "We have a lot of turtles and morane eels here in this area and do always see a lot of Black Tip Reefsharks..". Lad os bare sige at sidstnævnte ikke var sød musik i brormands øre. Jeg talte for døve øre, da jeg forsøgte at forklare at Black Tips er nogen af de mest fredelige hajer vi har i området. Uden overtalelse eller tvang havnede vi dog alle sammen på 12 meter og gennemførte dykkene. Sidst på dyk 2 mødte vi en lille moræne, den kostede Morten et par store åndedræt og han var godt på vej til overfladen. Ingen hajer - Morten var lettet - jeg var skuffet!

På dyk 3 nogle dage senere skulle det vise sig at Phi Phi Islands kunne levere, hvad de missede sidst. Dyk 3 var godt i gang. Morten som min buddy et par meter ved siden af mig, Nanna og Birgitte bagved som buddies. For at nedbringe mængden af dykkerstress havde jeg forinden alle dykkene brifet procedurene, hvis vi så en haj: Jeg giver tegn til der er en haj, vi stopper op og nyder synet af den, når den er væk, svømmer vi videre - simpelt. Minsandten om ikke der kommer 2 hajer foran os, de andre ser dem ikke umiddelbart, jeg giver tegn… Mine dygtige elever holder sig fint til den instruerede procedure. Morten valgte dog at lægge et par extra steps ind: 1. Marc giver tegn 2. Jeg skal så tæt på Marc som overhovedet muligt 2. Jeg suger 30 bar af min flaske på 3 sekunder 4. Jeg tjekker mit nanometer og konstaterer at jeg har forkortet mit dyk med et kvarter og det er tid til at gå til overfladen. Imponerende! Hvor om alting er, fik vi slutteligt 3 stolte Open Water Dykkere og 2 elite-snorklere. Projekt Scuba Skjernings var en succes!

D. 22 marts. 2011: Kirsten Skjerning 50 år. Dagen startede som i de fleste familier med en morgensang. Her underbygget af lokale musikinstrumenter. Formiddagen stod i thaimadens tegn. Hele familien på kokkeskole i thailandsk mad. Det var yderst underholdende og lærerigt. I hvert fald for 83,3 % af. Morten Skjerning sov i timen i ordets forstand. Gad vide hvem der kommer til at lave thaimad derhjemme?? Nå, videre til dagens næste punkt: Elefant Trekking. Hele gruppen fordelt på 3 elefanter og af sted ud i junglen. Hverken accelerationen eller tophastigheden var imponerede, men det var dens kræfter og det æstetiske ved at ride på en elefant til gengæld. Efter trekkingen og et babyelefantshow begyndte vejret så småt at brokke sig. Da vi senere blev hentet på hotellet for at blive kørt op på en restaurant i bjergene, stod det ned i stænger. Planen med at spise i bjergene var, at vi kunne se solnedgangen over havet. Det krævede mere end almindelig optimisme at holde den forhåbning oppe. Solen så vi ikke, men ned gik den. Egentlig var det meningen vi skulle ud på en lille aftensejltur i en longtailbåd, men den plan kom til kort pga. regnvejret. Dagen gik på hæld, Fru. Skjerning havde rundet det skarpe hjørne, vejret var faretruende, men alle var glade…

Lyden fra printeren afslører at noget er på vej. Blækket manifesterer faktummet lidt efter lidt. Efterhånden står der "Bangkok Suvarnabh, Thailand to Copenhagen, Denmark. 1 apr 2011 departure 20:40 arrival 07:10". Bag musen sidder jeg med følgende konstateringer: Solskinsdagene i Sydthailand, antallet af backpackere, jobopslagene hos PADI Asia bliver færre og færre - og dermed motiverne for at blive i Thailand. - Solskinsdagene i Danmark, jobopslagene hos PADI Nordic bliver flere og flere, svarende på mine ansøgninger ude i verden er … udeladt - savnet af folket i DK bliver større og større - Motiverne for at opholde sig i Danmark bliver flere og flere.

Jeg folder billetten sammen, putter den i tasken, går hen mod bussen til Bangkok, sætter min Ipod i øret, scroller ned til Coldplay, trykker play og lader Chris Martin synge det så smukt: "I see you soon.."

Dagenes erfaring: Livet er ikke de dage der går, men de gode dage du husker.

Cliffhangers: Har Morten fået traumer efter mødet med hajerne? Hvordan ser en taxa ud i Bangkok? Skinner solen i Bangkok? Er jordskælvet i Chang Mai ovre? Giver ansøgningerne pote i sidste øjeblik? Er at rejse at leve?