Kenyakoo Del. 2 - Childrens Profile

Hel alle, Så er vi igen stærk tilbage med flere oplevelser fra vores tid i Kanyakoo. Er vist ved at være på tide, at vi får jer opdateret således, at i kan se hvor langt vi egentlig er på vores rejse :-)

Som en del af de projekter vi skulle hjælpe landsbyen med mens vi var der, var at lave Childrens Profile. Ligesom vi kender planfadder osv. derhjemme, laver vestkenyas venner også profiler af børn, som søger om en sponsor til at hjælpe med beatling af f.eks. skolegang, skoleuniform og ja noget et primært behov som mad på bordet hver dag. Det vi skulle hjælpe med var alt det vi ikke ser derhjemme? Vi skulle hjælpe med at tale med nogle af de børn, som havde brug for en sponsor for at de f.eks. kunne fortsætte i skolen. Et krævende arbejde fordi man selvfølgelig ønsker at gøre det så godt som muligt således at barnet har større chance for at få en sponsor. Vi interviewede altså børnene og deres familier.

Vores opgave gik ud på, at vi sammen med vores nye venner Wilson og Joshfine skulle gå rundt til de forskellige børn. Foreningen var interesserede i flere billeder, så derfor tog vi billeder af børnene, deres familier og huset de bor i. Dette var en utrolig spændene ting for os at få lov til. vi kom nemlig rundt og så en masse forskellige familier og derved også en masse forskellige skæbner. ER virkelig svært at sætte sig ind i nogle af det ting, som disse familier går igennem hver eneste dag for at få mad på bordet, og for at deres børn kan gå i skole. Det som også overraskede os meget, var forældrenes vilje til at gøre næsten alt for at deres børn kunne gå i skole. Det er en utrolig vigtig ting for familierne, at deres børn få ordentlig skolegang. Det er jo også fremtidens kød og blod, kan man sige:)

Vi var også rundt til flere familier, hvor bedsteforældre eller andre slægtninge var blevet nød til at tage sig af børnene, dette fordi at deres forældre er døde af den ene eller anden sygdom. oftest HIV eller malaria. Der var en bedstemor i landsbyen, der opfostrede 8 børn alene, så her kan man næsten kun sætte sig ind i, hvor svært det er for hende at få råd til det hele. Men fantastisk hun klarer den.

Det var utrolig godt, at vi havde vores to venner med, for der var rigtig mange familier, som ikke kunne ret meget engelsk.

Vi gik nogle gange 5-6 km. mellem de forskellige steder vi skulle hen, da det var et stort område der skulle dækkes. Vi pustede og havde lidt ondt af os selv, men da vi så fulgtes med en lille dreng på seks år hjem fra skole ti det hus han boede i for at snakke med ham og familien, tænkte vi, han måtte have langt til skole hver dag. vi spurgte og fik at vide, at drengen havde lidt over en time hver vej til skole, og det var på gå-ben, da han boede oppe i bjergene og transport derfor var umulig. så synes vi ligesom vi skulle trække vejret og få benene på nakken. altså altså… Men efter 3 dage og rigtig mange spændene besøg var vi færdige og kunne komme igang med at skrive det hele ned.

Så hvem ved, hvis nogen af jer herinde nogenside kunne finde på at støtte sådanne fantastiske projekter, så kan det være, at det er Malle og Otto som har taget billeder og skrevet detaljerne ned om den lille pige eller dreng. det skal lige siges, de har virkelig brug for pengene og 100kr. kan gøre en kæmpe forskel for dem, så tag og støt det;)

Skolehjælp til de mindste om eftermiddagen

En anden af de ting vi fik dagene til at gå med ude i landsbyen var, at hjælpe med at undervise de mindste om eftermiddagen. Det er sådan i Kenya, at i den første del af skoleforløbet går børnene kun i skole om formiddagen. Dette gør de indtil de kommer i op i de større klasser. Men som vi har nævnt tidligere så går rigtig mange af de ældre børn rundt i mange måneder før de får svar på deres eksamen. I vores landsby havde de ældre børn derfor valgt at bruge deres tid på at hjælpe de mindste med ekstra undervisning om eftermiddagen. kanon initiativ! Så hver eftermiddag fra Mandag til Lørdag. fra kl. 14.30 og til kl. 17.00 ca. var der undervisning for de mindste i landsbyen, men også for børn i de nærliggende landsbyer. Dette medførte, at der hver dag var et sted mellem 30 og 50 børn samlet i vores lille fælleshus, og det var simpelthen så hyggeligt!!! kan ses på billederne.

Børnene blev så delt op i klasser, selvfølgelig efter hvor gamle de var. der var et rum, hvor undervisningen foregik - biblioteket. her havde de en enkelt tavle og nogle få bøger, derfor måtte det gå på skift, hvilken klasse der var inde i biblioteket. Her blev de undervist i enten matematik, videnskab, deres lokale sprog swahili og engelsk. I den tid vi var der, underviste vi i Engelsk. Var så hyggelig at sidde med de børn om eftermiddagen, og efter vi havde haft vores klasse inde satte vi os udenfor og legede med dem. det skal lige siges at de elsker at se billeder. så tit tog vi en bog med ud og kiggede i, og så prøvede vi at lære dem lidt imens, ved at sige hvad tingene hed på engelsk. lær og leg, ha ha den kloge narre den mindre kloge :-)

Den allersidste dans før vi går hjem :-)

Som en perfekt afslutning på vores ophold i landsbyen, blev vi inviteret i byen af Peter. En invitation vi selvfølgelig ikke kunne sige nej til, og vi tænkte at det også kunne være fedt, at se hvordan de fester igennem hernede. Men først skulle vi over til Frederich og Roselin og have middag. De havde inviteret alle os dansker som var dernede over til middag, og det var så spændene at prøve. Vi havde fået af vide, at vi skulle være der kl. 19.00 og som vi dansker jo gør så kommer vi jo altid 5 - 10 min før for at vise gode maner. Det resulterede dog i, at vi måtte starte selv, for roselin var igang med maden og frederich var ikke kommet hjem endnu. Utrolig sjov oplevelse, og vi kunne da heller ikke lade være med at grine lidt af det. Så lærte vi også lidt om african time - her kommer man gerne en halv time senere, end man er invteret til. Men endelig kom de og deltog, og vi havde nogle rigtig hyggelige timer. Dog var det lidt underligt, at deres børn ikke var inde i huset, mens vi var der. vi fik at vide, at hernede at børnene ofte i køkkenet mens der er gæster og ikke sammen med de voksne.

Nå ja, i Kenya er det også sådan, at man gerne må komme til middag selv om man ikke er inviteret, det resulterede i, at vi på et tidspunkt var blevet 7 gæster mere end ventet. men som der altid er når man spiser, så var der rigeligt med mad til os alle og tror ikke der var nogen som gik sultne derfra.

Efter vi havde spist skulle vi til dans. Vi var to der skulle køre, da vi skulle flere med end der kunne være i en bil, Det betød så også at Marc kunne få lov til at køre. Så der blev hentet en lækker Toyota Carina3 med Aut. pind - virkelig en luksusvogn… Vi skulle til en lille by som hed Bondo. og vi skal da lige love for, at de kan danse i Kenya. er du sindsyg de kan ryste de små popoer til den ungabunga musik :-) alle danser set set hele aftenen, og lige når der var en kort pause, så skulle de have lidt at drikke og så ellers igang igen. det var så hyggelig en aften, og vi var selvfølgelig alle ude og danse og havde en mega hyggelig aften. omkring kl. 2 kørte vi hjem og så var det godnat.

Søndag d. 13.2-2011 skulle vi afsted fra landsbyen. Det har virkelig været en af de største oplevelser for os begge. og er så mange ting at fortælle at vi ikke har kunne skrive det hele ind i bloggen. håber dog at i alligevel har kunne danne jer et nogenlunde billede af hvilke fantastiske ting vi har oplevet i vores tid i landsbyen. og hvis nogen af jer kunne have mod på sådanne oplevelser kan vi klart anbefale det! Dog er vores tid nu forbi, og vi glæder os rigtig meget til det næste vi skal SAFARI!!!

Håber i alle har det godt derhjemme, savner jer alle helt vildt!

Næste opdatering bliver fra vores safari som vi gælder os helt vildt til!