Asembo Del. 1.

Den Lange rejse Fra New York til Afrika

Så er vi endelig kommet frem til vores nye bestemmelsested Nairobi Afrika. Men hold da nu op hvor en rejse det også har været… Det hele startet d. 6 februar hvor vi skulle afsted fra JFK international airport. Den første flyvetur skulle tage godt 7 timer og fragte os fra New York til Zurich hvor vi skulle vente på at komme med en ny flyver til Nairobi. Den næste flyvetur skulle vare i næsten 9 timer og skulle få os til Nairobi.

Efter mange timer i flyver og en rejse frem i tiden på 8 timer ankom vi godt trætte til Nairobi. Vi skulle selvfølgelig igennem det sædvanlige sikkerhedstjek og visum ansøgning, men da vi kom ud på den anden side bliv vi mødt af 1000 mennesker med skilte som alle skulle hente en eller anden i lufthavnen. Vi begyndte at kigge rundt og der pludselig ud af ingenting kunne vi se et fint lille papskilt med påskriften ¨Malene and Marc¨helt sjovt at prøve, og man kom helt til at føle sig som en rig og berømt. hihi.

Vi blev kørt ind til et hotel Cetral Park hotel hvor vi skulle overnatte inden turen igen skulle bringe os tættere på vores bestemmelsessted Asembo hvor vi skulle lave frivillig arbejde. Da vi ankom til hotellet gik vi i bad, og derefter var det på hoved i seng.

Næste dag, skulle vi mødes med den samme taximand som dagen før kl. 8.00. han skulle køre os til bussen som vi skulle med for at komme til Kisumu. Kisumu er Kenyas 3 største by, og det var her vi skulle mødes med Peter som var vores kontaktperson fra landsbyen.

6 timer i bus i 41 graders varme er bestemt ikke noget som kan anbefales, men vi kom da i gennem og endelig var vi fremme i Kisumu. Da vi ankom blev vi taget imod af Peter, han var svær at finde i mængden, og ja for at snakke rent ud af posen så ligner de også alle sammen hinanden så var næsten ligesom at skulle finde holger arrrgh..

Peter havde lejet en fin lille bus, og efter at vi havde købt vand og lidt mad, kørte vi det sidste stykke ud til vores nye hjem de næste par uger. byen hed Asembo og var en del af et lille samfund kaldet Kenyakoo.

For at komme ind til vores landsby skulle man igennem et lille stykke grusvej, og da vi kom igennem det og drejede ind på et åbent stykke blev vi mødt af de gladeste mennesker vi længe har set. De begyndte alle at synge og danse, og Peter spurgte om vi var klar til at lære noget lokal dans, og selvfølgelig var vi det. Var simpelthen så sjovt at se alle de glade og smukke mennesker danse rundt med en rytme som os danskere i hvert fald ikke har så meget af hihi.

Efter nogle minutters dans stoppede vi og vi fik mulighed for at hilse på dem alle. Derefter blev vi vist ind til den hytte som skulle danne ramme som vores hjem de næste par uger :-) Var bestemt ikke nogen penthouse i midtbyen, men det var rigtig fint, og der var det vi skulle bruge. Toiletter skulle vi dog dele sammen med de andre frivillige arbejdere der var der og også bad skulle deles mellem os alle.

Kulturhjørnet fra Asembo Kenya.

Efter at vi havde fået vores ting langt ind i hytten ville Peter gerne vise os rundt i landsbyen, dels for at vi kunne komme til at møde at som boede der. men også for at vi kunne prøve at få et indblik i hvordan de lever deres hverdag, og dels så vi kunne se noget at den kultur som han var vokset op med, og stadigvæk er den måde hvorpå tingene bliver gjort i landsbyen.

Det første sted vi besøgte tilhørte Frederich og Roselin. Det var Frederichs som i tidernes morgen havde givet det meste af den jord til landsbyen hvorpå familierne boede. Det var samtidig også landsbyens mest moderne hus, og umiddelbart det største.

Derefter gik turen til Peters families hus, hvor vi hilse på hans mor og søskende. Peters far er død, og Peters mor lever idag alene. Her blev vi inviteret indenfor i moderens hus, hvor Peter begyndte at fortælle os lidt om familielivet i Asembo.

En traditionel familie i Asembo består af en mor og far, og mellem 6-8 børn. dog kan der i nogle familier leve op til 12 børn alt efter hvor kaninagtige forældrene er ha. Forældrene bor i et hus også kaldet en Compound. Når drengene bliver så gamle at de skal begynde at flytte hjemmefra sker dette også i en helt bestemt rækkefølge. den ældste søn i familien er altid ham som flytter først hjemmefra. dog flytter han ikke langt væk, nej han bygger sit første hus til højre for den Compound hvori forældrene bor dette hus hedder en Simba. derefter må den næstældste søn flytte hjemmefra, han bygger herefter sit første hus til venstre for forældrenes Compound og således bliver de ved indtil der ikke er flere drenge tilbage i familien der bor hjemme. Pigerne i familien flytter ikke hjemmefra før de finder sig en mand, dertil bor de i køkkenet sammen med deres mindre søskende. det er kun forældrene der bor i hovedehuset.

Når den ældste søn så har fundet sig en kone og de har besluttet sig for at blive gift, skal drenge sprøge pigens fader om lov til at gifte sig med kvinden. Dette gøres ved at drenge køber kvinden af familien. i ældre tid var det sådan at en kvinde kunne koste mellem 5 -12 køer. dette bestemt ud fra hvor uddannet kvinden var og hvor smuk hun var. Dog har dette ændres sig meget de senere år, da Kenya i øjeblikket oplever en høj fattigdom og derfor har familierne ikke råd til at betale de antal køer som man gjorde før i tiden. Således er det idag mere symbolsk, og der betales igennemsnittet 5-6 køer idag.

Når de så skal flytte sammen skal dette igen gøres på en helt bestemt måde. For det første skal den nye familie ud og finde jord til at bygge på. dette gøres ved enten at købe jord eller at man får det af en familierne dette kommer igen an på hvor rige de er.

Dernæst forgår det således at manden tidlig om morgen tager deres første fødte søn og en hane med ud til deres jord. Her tænder han et bål og lader det brænde i 3 hele dagen, samtidig med at begynder at bygge familiens nye hus sammen med venner og bekendte. Efter de 3 dage flytter konen ud i huset, og det er tradition at de har sex den første da de bor sammen i det nye hus. Det nye hus det bygge er således deres families Compound, og cirklen kan således begynde forfra. Det skal for god ordens skyld med at mænd og kvinder fra den samme landsby ikke kan blive gift eller danne par. Dette forbyder traditionerne, da man på den måde undgår indavl i landsbyerne.

Når man er gift i Kenya, betyder det ikke at man skal leve resten af livet med den ene kvinde. Det er således ikke unaturligt at have 2 koner, og for at de ikke skal bo sammen bygger mændene et hus til dem hver, hvorefter han skiftet til at bo de forskellige steder. Vi var henne og se en mand som boede sådan, var faktisk meget sjovt, og så ud som om at kvinderne kom meget godt ud af det sammen?

Når forældrene dør i landsbyen bliver de ikke begravet på en kirkegård ligesom derhjemme. hernede begraver man de afdøde ved siden af eller i nærheden af deres hus. Hvis begge forældre dør, begraver man dem ligeledes med hovederne mod hinanden, således at de kan ligge og kigge på hinanden ned i jorden, kærligt ikke?

Desværre er sådanne gravsteder ikke sjældne i landsbyen, dødligheden er meget høj og mange mennesker dør enten af Aids eller Malaria. Utrolig sørgelig at se, og man kan ikke lade være med at tænke på de mange familier hvor børnene enten lever alene eller sammen med bedsteforældre fordi deres forældre er døde. er hård at se, og får en til at tænke på den familie og de venner man har derhjemme og hvor hvor meget man skal huske at værdsætte dem mens man har dem.

Skolegang i Asembo :-)

Som de fleste ved, så var grunden til, at vi valgte at tage til Asembo, fordi vi godt kunne tænke os at lave frivillige arbejde. Mest af alt også for at prøve at opleve, hvordan de ville være at bo der sammen med dem, være en del af dem og leve som og hjælpe i landsbyen, der hvor vi måske kunne gøre en lille forskel. Vi skulle hjælpe med at undervise på en lokal skole, vi skulle hjælpe med at undervise de mindre børn hjemme i landsbyen og så skulle vi senere på ugen hjælpe organisationen Vest Kenyas venner med at lave profiler af børn som søgte sponsor for bedre at have råd til skolegang, uniform og ja generelt bare mad på bordet. Dagen efter vi var ankommet, skulle vi starte i skole. Marc fik en 6 klasse og Malene en 5 klasse i engelsk. vi havde måske håbet på lidt intro med lærerne og måske lidt undervisning sammen, fordi vi så hvor mange elever, de var i klassen og så ville vi kunne dele det lidt mere op undervisningsmæssigt. men skolelederen mente børnene kun havde respekt, hvis vi var en lærer, og så fik vi ellers udleveret bøger som vi skulle bruge i undervisningen. vi fik en ganske kort intro af klasserne og så tydeligt den form for respekt lærerne har hernede. da vi kom ind rejste børnene sig op og sagde hello teacher, how are you teacher - hun svarede: i am fine thank you, and you. De svarede, we are fine teacher, thank you teacher og derefter blev de bedt om at sætte sig. læreren sagde, at de skulle udvise os noget respekt, og at vi ville komme til at undervise i nogle af klasserne. desværre gik hun også rundt med et spanskrør, og hver gang en elev var lidt for tæt på eller måske bare pjattede for meget, så blev der svunget med pinden.. hmm. desværre oplevede vi også at pinden blev brugt på nogle elever. de stillede sig op på en række ude i skolegården, hvor læreren skiftevis slog dem forskellige steder. Wilson fortalte, at det var når eleven ikke udviste respekt for læreren, de blev slået. det var på en måde barsk at se, men vi kunne ikke gøre så meget andet end at lukke øjnene. vi ville nok ikke havde fået positiv respons ved at blande os. de spurgte også, om det var meget fremmet for os at se. det måtte vi selvfølgelig fortælle, at det var det, og sådan havde det været i danmark engang, men bestemt ikke længere. nu havde vi en anden måde, hvorpå lærerne sætter sig i respekt. de kunne dog ikke se andre veje i forhold til at få den optimale respekt. Det skal dog også lige tilføjes at det i Kenya er ulovlig at bruge spanskrør på børnene, desværre er det så omfattende at klage at dette aldrig bliver gjort. Hvis eleverne i eksempeltvis Asembo ønsker at klage over at de bliver slået skal de gå til politiet. Desværre er politiets holdning til det sådan at de stadivæk ikke har vænnet sig til de nye regler og derfor ikke gør noget ved det. Dernæst kan eleverne også klage til en organisation, denne organisation ligger dog i Nairobi og eleverne har derfor ikke nogen chance for at komme derind og klage hmmm. ikke optimalt men vi kan jo ikke gøre nogen forskel alligevel.?

vi havde nogle super gode oplevelser i skolen med børnene. de synes nok det var sjovt, at vi skulle undervise dem og i starten grinede de selvfølgelig og larmede lidt, men så tyssede de på hinanden - det var lidt sjovt. hver gang tavlen skulle viskes ren eller der manglede kridt, var eleverne hurtige til at gøre det. Desværre var der heller ikke særlig mange bøger til undervisningen. nogle gange hvis de skulle læse noget, måtte de dele 8 mennesker om en bog, og når så et bord var færdige, så kunne de næste gå igang. gennemsnit er der 60-80 børn i en klasse, og de sidder på en bænk måske 8 mennesker og har et lille bord. nogle sidder sågar på gulvet. hver elev har deres eget hæfte til fagene. de går ekstrem meget op i, at vi skulle rette opgaverne for dem, og hvis de havde fejl gik de ned og lavede det om til det var rigtigt - imponerende:) generelt var børnene ivrige efter at lære en helt masse og havde viljen til det, trods de begrænsede midler de havde.

Skolesystemet i Kenya er sådan bygget op, at eleverne starte i Primary school når de er 4 år gamle. Dernæst kommer de i Secundary school hvor eleverne går til og med 8 klasse. I 8 klasse er der en eksamen, denne eksamen er meget vigtig for eleverne, da denne er med til at bestemme deres fremtidige muligheder. hvis gennemsnittet af eksamen er gode kan de komme direkte på Universitetet. hvis ikke de er så gode må de først en tur forbi Collage, hvorefter de kan søge om at komme på Universitetet.

Dette må så blive alt for os i denne omgang, så kan i lige få lov at læse lidt på dette og så lover vi at der vil komme mere fra vores spændende oplevelser i Asembo inden så længe..

… fortsættelse følger :-)

Ps. vi håber at i alle har det godt hjemme i DK, vi tænker på jer alle hverdag og savner jer rigtig meget. er så skønt at så mange følger os på vores blog, og giver os hele tiden lyst til at skrive mere. pas på hinanden og glæder os til at se jer alle om nogle måneder.

Knus Herfra.