MANDAG:
Efter nogle gode og flotte dage på sydøen, fortsatte vores rejse mod vestkysten af New Zealand, hvor vi skulle bruge det meste af dagen på at komme til Franz Josef. Undervejs gjorde vi dog en del tekniske stop på vejen, for at tage billeder. Vi kørte nemlig igennem Arthur's pass, som især er berømt for dens sceniske udsigter, der er skifter konstant, mens man kører igennem området. Så man bliver nødt til at holde fingeren på kameraet og øjnene åbne, for at få hele oplevelsen med.
Derudover kørte vi også igennem nogle små byer, der er opstået på grund af det tidligere "gold rush". Det største fund der blev fundet i én af disse byer, var en klump guld på 3 kg. Manden der fandt guldet, beholdte den for 20 års tid,inden han solgte den væk. Kan I gætte hvad han brugte guldklumpen til? Som en dørfod! Ret vildt, ikke? Et eller andet sted siger det nok mere om new zealændernes åbenhed, end om så meget andet.
Da vi efter mindre pauser og stop ved div. Lookouts, nåede vi til Franz Joseph, hvor vi skulle tilbringe de næste to nætter.

TIRSDAG
Efter en god nats søvn ved Franz Joseph, startede dagen ud med en god omgang morgenmad, der bød på alt hvad hjertet kunne begære af bacon, æg, pandekager, toastbrød, juice osv. Så der blev selvfølgelig spist godt igennem, så man havde lidt at stå imod med til dagens oplevelser. Desværre, var den planlagte gåtur op på Franz Joseph gletsjeren, blevet aflyst på grund af dagens regn. Og det var forståeligt nok, da vi fik noget i retningen af 25 cm. Regn i løbet af 6 timer.
Men hvis familien Kyneb havde et familiemotto, så ville det nok lyde noget i retningen af, at man aldrig lader sig slå ud af kurs. Så når man ikke kan gå på gletsjeren, så er det godt at man kan fræse igennem den tilhørende regnskov og komme så tæt på som muligt vha. De tærrengående quad-bikes. Heldigvis for mig havde regnen også en hvis fordel, da jeg fik en privat tur ud af det. Så jeg tilbragte godt 1 1/2 - 2 timer på cyklen, hvor vi kom vidt omkring, men hele vejen var der rigtig flot udsigt til bjergene og ikke mindst gletsjeren, når skyerne ellers tillod os at se den.
Efter en rigtig adrenalinfyldt eftermiddag, fik jeg ordnet lidt vasketøj, inden jeg besluttede mig for at gå ud til gletsjeren, for at komme så tæt på som overhovedet muligt, uanset regnen. 
Man finder dog hurtigt ud af, at man kan tilbagelægge en del tærren på meget en meget hurtigere tid med en quad bike, end man kan gøre på sine gode gamle gåben. Men omvendt fik jeg da lidt motion ud af det. Turen tog ca. 3 1/2 time tur/retur. Det var en rigtig flot tur, hvor man blev helt fascineret af alle de skyformationer, der dannede sig, nær toppen af bjergene. Og sceneriet blev kun bedre og bedre, nu tættere på Franz Joseph gletsjeren man kom, kun for at kulminere ved gletsjeren.
Da man endelig havde fået taget de billeder man ville have, og fik gået den lille tur hjem, kunne man få skiftet til lidt tørt tøj, inden den stod på aftensmad og efterfølgende drink med vores guide, senere på aftnen.

ONSDAG
Hvis man skulle sammenligne tirsdag og onsdag med hinanden, ville det være en smugle svært, da de to dage har været som nat og dag - fuldstændig forskellige. Så da jeg stod op for at få en omgang morgenmad, skinnede solen, og det var nærmest helt behageligt at sidde udendørs. Så man forsøgte nyde det så længe man kunne, med tanken om at man er trådt ind i det New Zealandske efterår og kun kommer nærmere på vinteren. Heldigvis skal jeg snart hjem og nyde den danske sommer igen. 
Men efter en lille omgang morgenmad, gik turen atter videre mod Makarora, som ligger midt inde i Mount Aspiring N. P. Med andre ord gik turen væk fra vestkysten og længere ind i landet.
Det var en utrolig flot køretur igennem landskabet, der hele tiden ændrede sig til det bedre. Vejen snoede sig ganske enkelt i fællesskab med hvordan landskabet var. Heldigvis har jeg fået kæmpet mig op på passagersædet, helt oppe foran i bussen, således at jeg kan få taget nogle kanon gode billeder. Ind i mellem er jeg lidt bange for, at jeg bruge alt pladsen på mit SD-kort, inden turen er færdig. Men med kun 10 dages tid tilbage og plads til 1700 billeder endnu, håber jeg at det går. Ellers må jeg jo begynde at bruge mine medrejsendes plads.
Uanset hvad, så var første stop på turen Lake Matheson, som er en sø, som er så ren og rolig, at man kan se spejlbilledet af mount cook, i baggrunden, i vandet. Udsigten var intet mindre end fantastisk. Så vi fik brugt godt en halv times tid, inden at turen gik videre. Turen var rigtig scenisk hele vejen, og vi stoppede en del steder for fotografier og småmåltider. For eksempel, stoppede vi ind ved et lille sted, nær vestkysten, inden vi kørte indlands, hvor vi kunne prøvesmage White bait, som er en samlet betegnelse for en masse umodne yngel af fisk, der typisk er mellem 25 og 50 millimeter lange. Disse små fisk er nok den største delikatesse, som du kan få ved vestkysten. 
Men hvad I nok ikke havde forventet, var at jeg faktisk spiste fiskene, efter at de var blevet tilberedt på grillen. Faktisk smagte de ligesom en god æggemad. 
Derefter gik turen stille og roligt, med nogle enkelte stop, mod Mokarora. Hér blev vi check'et ind på vores hostel, og fik lidt tid til at finde os lidt tilrette.
Men eftermiddagen havde dog mere at byde på, for os tre, som der er i vores gruppe, valgte nemlig at tage en hikingtur op ad et de nærliggende bjerge. Hvad vi dog ikke vidste var, at turen var utrolig hård og krævende, faktisk nok den hårdeste hikingtur jeg har været på endnu. Det hele blev dog heller ikke bedre af, at vejen var så glat og for det meste bestod af trærødder. Men udsigten var dog rigtig flot deroppe. Og efter ca. Halvanden times hikingtur, gik turen nedad igen, for at få os en bid mad, inden sengetid.

TORSDAG
Så kom dagen! Dagen hvor turen gik til Q-town, eller Queenstown. Adventure hovedstaden af verden! Et rent paradis for adrenalinjunkies - derfor undrer det heller ikke nogen, at det er hér "bungy junpet" blev født. Men Endnu engang er det én af de byer, som er blevet startet af 1860'ernes gold rush (guldræs), men som I nutiden er en af de største turistbyer i New Zealand. Der er lidt for en hver smag i denne by, faktisk har de et slogan, der hedder: you name it, we got it! Som siger lidt om hvor mange aktiviteter de egentlig har at tilbyde.
Men vores tur startede dog lidt fra Q-town, i Makarora, hvor vi efter en lille omgang morgenmad, kørte et længere stykke til en by, kaldet Wanaka. Dejlig lille by, som byder på en god udsigt til bjergene og deres sø, Lake Wanaka. For mange er det et tilflugtssted for dem, som vil undgå Queenstowns stress, men som stadig gerne vil have lidt action og en udsigt over hverdagen. Her tilbragte vi lidt tid, inden turen gik til Arrowtown.
Selvom at Arrowtown er en hyggelig lille by, der ser rigtig skøn ud med dens efterårsfarver,  Arrowtown er faktisk en gammel kinesisk immigrant by. De kinesiske immigranter blev faktisk skubbet ud af Queenstown af den daværende britiske lokalbefolkning. Byen står som ét af de få tegn, på den racisme, som herskede under 1860'ernes gold rush.  Det var rigtig spændende at gå igennem denne gamle by, og finde sporene fra guld ræs perioden.
Men inden at man kom for godt i gang, gik turen til Q-town, hvor vi efter vore ankomst, brugte 30 min. På at snakke med nogle rejseagenter, der bookede os ind på nogle forskellige aktiviteter.
Herefter stod den ikke på så meget andet end afslapning og lidt madlavning, for mit vedkommende, da jeg trængte til at få lidt billigere mad, end hvad jeg havde købt de andre dage.

FREDAG
En spændingsfyldt og udsigtsflot morgen ventede os, på vores første dag i Queenstown. Vores gruppe skulle nemlig ud på en adrenalinsusende jetbådtur igennem Skippers canyon, lidt uden for Queenstown. Turen derud foregik med nogle tærrengående køretøjer, og det var nok også nødvendig  i og med, at Skipper Canyon rd., som vi kørte på, er én af bare to veje i hele New Zealand, hvor bilforsikringsselskaberne ikker dækker skader på bilerne. Af samme årsag, mødte vi heller ikke særlig mange medtrafikanter, men vi fik derimod en kanongod udsigt, helt for os selv.
Men vi sneglede os stille og roligt frem mod bunden af Skippers Canyon, hvor vi steg ombord på vores jetbåd, efter at have modtaget lidt sikkerhedsudstyr og -briefinger. Kort efter bakkede vi stille ogmroligt ud af båsen i omkring 5 sek, hvorefter de resterende 34min og 55 sek kun foregik med speederen hamret solidt i bund, såvel fremadrettet som bagud-. Det var vildt skægt, og blev kun sjovere af alle de 360 graders spin, der blev lavet. 
Efter jetboatturen fortsatte vi videre op ad vejen, som vi var kommet af, op til firmaets egentlige adresse. Hér fik vi en hurtig lille fortælling om, hvordan selskabet var blevet dannet, og hvordan det sidenhen er blevet overdraget fra generation til generation. Ved hovedkontoret, fik vi også at se én af de første bungy jump broer, den er dog ikke i brug mere. Broen tjener i stedet formålet som en mindre turistatraktion og bro over Skippers Canyon. 
Efter hjemkomsten til Queenstown, var der ikke fastsat det store program for os, så jeg valgte at tage en længere gåtur op ad et de lokale bjerge. Det skulle imidlertid vise sig, at blive en del svære, end først antaget. Det viste sig nemlig, at de gåruter, som var i området, for det meste var multi-share roads. Det betød med andre ord, at når man måtte springe for livet, da alle mountainbikerne kom stormende ned af bjergsiderne. Så det blev lidt mere udfordrende, end man lige havde regnet med, men naturen og udsigten ved bjerget var helt fantastisk

LØRDAG
Så nåede vi endelig til én af de mest traditionsfyldte dage på året. MIN FØDSELSDAG. Det var dog lidt mærkeligt, at man ikke kunne fejre den med familie og venner, som man plejer, men tro mig, jeg havde én kanon god fødselsdag alligevel. Ikke mindst fordi, at jeg kunne sove forholdsvis længe. Men dagen startede ca. Kl. 08:00 med en lille Skype-date med familien kyneb. Det var nu dejligt, at snakke lidt med jer, selvom at jeg nok godt kunne have brugt lidt ekstra søvn. Men sådan er det nu engang, når man skal tage højde for tidsforskelle og det hele.
Derefter skulle jeg ud på en lille 4-timers safari tur, ud i landskabet i og omkring Queenstown, for at se alle de steder, hvor Ringenes Herrer, Narnia, X-men origins og The Hobbit er blevet optaget. Med andre ord skulle vi ud i nogle af de mest brugte og eftertragtede sceneri, der er blevet brugt i diverse film, verden over. Men det var dog Ringenes Herrer, der var hovedtemaet for turen, så vi var en tur forbi Isengard, forest of Isothlorien og mange andre steder. Faktisk så vi så mange forskellige ting, at jeg knap nok selv kan huske alle stederne, men det var rigtig flot, og man kan godt forstå, hvorfor at filmproducerne har valgt, at bruge så meget af det New Zealandske landskab i deres film. Det er intet mindre end beundringsværdigt! Det var desuden rigtig sjovt, at se hvordan områderne mindede mig om forskellige film. 
Men efter de 4 timer med indlevelse i Ringenes Herrer universet, var turen desværre slut. Heldigvisfortsatte fødselsdagens program med en dejlig omgang aftensmad på en lokal pizzabar, hvor jeg blev fejret med fest og flag, af min rejsegruppe. Så der blev, som I nok kan regne ud, en rigtig god aften og fødselsdag ud på de sene timer.

SØNDAG
Søndag morgen, startede vi tidligt ud med en omgang havregryn og en god kop te, inden at vi ved 8 tiden lagde Queenstown bag os. Heldigvis blev afskeden med Q-town ikke så vemodig, da man kunne bytte den ud med et overnatningscruise i Fiordland N. P., eller nærmere betegnet Doubtfull Sound.
Inden det dog kunne lade sig gøre, havde vi nogle mindre ophold og pauser ved Te Anau og Wanaka. To meget charmerende byer, men på hver deres måde, på trods af at deres landskab er meget identisk. Men efter en mindre køretur, ankom vi til den lille by, Manapouri.
Byen er placeret godt 20 km. Syd for Te Anau, og er nok bedre kendt som "porten til Doubtfull", da man kun via en bådtur over Lake Manapouri, kan komme ud til doubtfull Sound. Men foruden turismen, er det kun byens EL-kraftværk, som holder byen kørende for dens 309 indbyggere.
Vejret var lidt skyet og dryppende på vej ud til vores cruisebåd, men i virkeligheden var det 'skide ligemeget', for sceneriet gjorde op for det hele. Det var rigtig flot, at se hvordan landskabet trådte mere og mere i karaktér, nu tættere man kom på Doubtfull Sound. Til sidst ankom vi ud til vores overnatningscruisebåd, ved Doubtfull sounds. Herfra sejlede vi ud i fjorden, kun for at sidde tilbage / tage billeder og blive forbløffet over det syn, som udfoldede sig for øjnene af én. 
Hvis jeg nu f.eks. Siger, at jeg tog mere end 400 billeder på under 24 timer, ville I nok spørge om det virkelig kunne passe. Men det kan det. Det var så utrolig flot, at det nærmest ikke kunne betale sig, at slukke kameraet. Det var dog ikke kun sceneriet der var forbløffende, vi så tilmed delfiner, sæler og penguiner, der kom helt tæt på, så vi rigtig kunne se dem på klods hold.
Aftnen blev sluttet af med godt festmåltid, inden vi gik til køjs på båden.

AAFREJSE FRA FIORDLAND OG DE RESTERENDE DAGE
Dagen startede forholds tidligt op, da man umuligt kunne sove fra bådens motorrumlen kl. 06:30 om morgnen. Så ud af sengen kom vi da. Heldigvis fulgte en rigtig god morgenmadsbuffet, som man kunne nyde til den fantastiske solopgang ved Doubtfull Sound.
Det stod kun på en lille sejltur på båden, inden vi vendte mod havnen igen, men heldigvis gjorde vi stop ved det de kaldte "the Sound of silence". Vi holdte ind ved "crooked arm", hvor vi slukkede skibets motor, og alle skulle derefter holde mund og være stille, mens vi kunne betragte naturen i dens reneste form. Det var helt fantastisk kun at høre vandfaldene og fuglene. Efter sådan en oplevelse, føler man sig virkelig priviligeret, at få lov til opleve sådanne ting. Man finder pludselig ud af, hvor vigtigt der er, at vi passer godt på vores natur og verden omkring os.
Efter 5 minutter med fuldstændig lydløses, udover fuglenes kvidren og vandets plasken, fortsatte båden mod havnen. 
De resterende dage har fordet meste stået på opdagelser i de gamle gold-rush samfund. Men ellers har de sidste par dage kun stået på køre- og flyve ture, inden vi ankom til Auckland, torsdag, ved middagstid. I må undskylde, at den sidste del af blogopdatering bliver lidt løs i det, men ærligt talt, så er motivationen ikke den størtste lige i øjeblikket.  Jeg vil hellere nyde mine to sidste dage, og gøre mig klar til afrejse om under 48 timer. Alle oplevelser fra den sidste del af turen, vil der blive rigeligt af tid til at fortælle om, når jeg atter er på dansk jord igen. 
Men afrundingsvis, kan jeg sige at turen har været hver en øre værd. Jeg har nydt hvert et øjeblik. Jeg glæder mig vildt meget til at se jer allesammen igen, og endnu mere til at vise/fortælle jer om alle de ting, som ikke er blevet delt på bloggen eller facebook... Med andre ord, så ses vi lige om snart

Sweet As
Malte