Well, well, Wellington!
Den sydligste hovedstad i verden, med mange gode ting og flot udsigt. Byen skiller dog sig lidt ud. Man skal nok se byen på samme måde som man ser folk med lidt anderledes tøj i skolen, de er selvfølgelig accepteret men bare en smule anderledes end alle andre - og det er fedt!
Vi var i Wellington da der var festival i byen så der var meget liv i gaden og folk meget glade og til tider beruset, musikken fra havnepromenaden kunne vi høre da vi gik ned af hovedgaden for at ose.
Vi tog kabelbanen op til botanisk have hvor vi havde en fortræffelig udsigt over havnen og gik ned gennem haven på vej hjem.
Stine og Marie-Louise tog om aftenen i biografen.....
Anden dagen betød for nogle afslapning, mens Malene og Malthe tog op til Mount Victoria, med en udsigt du sjældent får. Det var en god gåtur på 45 min i stejl gang, men udsigten var det hele værd. Det var desværre lidt skyet, så vi kunne ikke se helt så langt som på en solskinsdag.

I forgårs sejlede vi fra nordøen til sydøen, hvor de næste og sidste 12 dage skal bruges. Vi startede med endnu en nationalpark, Abel Tasman nationalpark, hvor vi gik ud til New Zealands mest kendte sten - the split apple rock. En sten som ligner et æble skåret over i to lige stykker.
Vi boede i byen Kaiteriteri som tilbyder mange kajakture så man kan se nationalparken fra vandet, der var hverken lyst eller økonomi til kajak. I stedet tog vi et spil minigolf.

I dag gik turen videre fra Kaiteriteri til Westport, en lille by som ikke byder på meget andet end en overnatning og en tur rundt i naturen på hesteryg.

Xoxo
Malle og Stine