Fredag nåede vi endelig til Big Bend National Park, et højdepunkt i hele dette Texas-eventyr. Det er én af USA's mindst besøgte nationalparker, pga. dens placering i Texas nær den mexikanske grænse, og nær, ja for at være helt ærlig, intet andet! Den første dag udforskede vi parken i bil, for at nå til lidt flere udsigtspunkter, end det er muligt til fods. Mest fascinerende var den bjergkæde, som nærmest følger floden, der deler grænsen mellem Mexico og Texas. Bjergkæden ligner en 50m høj mur, som tordner op foran floden, og et sted i denne mur er der en canyon, hvor floden løber ind i gennem. Det er muligt at gå ned til denne canyon og ind i den (men dog ikke krydse floden til den mexikanske side). Da vi stod ved floden samlede jeg en sten op, og kastede over på den meksikanske side, hvilket jeg til stor forbløffelse bagefter opdagede er forbudt, og man kan komme i fængsel for at gøre det. Ups, det vidste jeg jo ikke! Om aftenen, så vi den smukkeste solnedgang, efterfulgt at en klar stjenenat med en (næsten) fuld måne over os. Og så gik vi til ro, her midt i vildnesset. Næste morgen stod vi tidligt op, og begyndte at vandre (dog ikke så tidligt som ønsket, for det var stadig kul sort udenfor, da vi vågnede kl. 6, og der er blevet spottet en puma jævnligt i området, som overfaldt en vandre for 3 uger siden, så vi er blevet anbefalet ikke at vandre ved solopgang og solnedgang. Så først ved 8-tiden forlod vi hytten, og kæmpede os op ad en stejl bjergsiden. Det var et kapløb mod solen, som vi her om morgenen var i skygge for af bjerget. Vi nåede toppen, og krydsede ind over bjerget til de øvrige bjerge, og et par stykker rundt i bjergsiden. Det var den smukkeste udsigt fra denne side af parken, og da stien senere ledte os ned i en kløft mellem to bjerge, var vi mindst lige så fascinerede. Efter 9 timer i vildnesset havde vi tilbagelagt 22,5km og var godt trætte. Ikke kun i benene, men også mentalt, for vi havde været ekstra oppe på dupperne under vandreturen i dag. I sydamerika er man så heldig, at man kan vandre uden de store bekymringer, fordi de eneste farlige dyr, man møder, er giftige slanger. I Big Bend derimod, bor der puma'er, sorte bjørne (som forresten ikke går i vinterhi her, fordi der er masser af føde!), prærieulve for ikke at nævne de tusindvis af giftige slanger og skorpioner. Og pumaen vidste vi var en reel trussel, det ville ikke være første gang den overfaldt her i parken indenfor nyere tid, og bjørnene var også af stor bekymring. Især fordi vi af og til gik ind i områder, hvor man kunne lugte den gennemtrængende stank af bjørneafføring (hvis I har været i zoo, så ved I sikkert også hvor kvalmende sød den lugt er). Så vi gik hele dagen og var en smule ekstra opmærksomme, indtil vi begyndte nedstigningen, og var 3km fra hytten. Nu begyndte vi at slappe af, og bedst som snakken gik, havde et lille hjorte kid nær taget livet af mig. Han stod sødt ½m fra stien og tyggede græs, uden at lade sig genere af vores fremfærd, og Stuart var gået lige forbi ham uden at se ham. Det var først da jeg var lige ud for ham, at jeg fór tilbage. Flot. Her gik vi og troede, at hvis vi var ekstra opmærksomme, så ville vi faktisk kunne nå at reagere, inden en puma overfaldt os, og så ænser vi ikke denne lille hjort! Flot! Tilbage på værelset fik vi en positiv overraskelse. Når Stuart og jeg tager på disse længere vandreture, så efterlader vi altid en besked om hvornår vi er gået, hvorhen, og hvornår vi forventer at være tilbage, sammen med vores telefonnummer, og et nummer på et familiemedlem derhjemme. Bare i tilfælde af, at nogen kommer op for at smide os ud af værelset, og opdager, at vi ikke er kommet retur, så kan de sende hjælp, og de ved hvorhen. Og denne gang havde rengørringskonen svaret med en besked! Vi havde skrevet, at vi forventede at være hjemme ved 20-tiden, og hun ville ringe, og få receptionen til at tjekke op på os kl. 20, for som hun skrev, så er der mange timer fra kl. 20 til kl. 8 næste dags morgen, hvis der er sket noget. Hvor sødt af hende! Så vi skyndte os over i receptionen, og melde vores ankomst. Efter et langt bad gik vi i baren (for at kunne komme på internettet, selvfølgelig), og da den lukkede kl. 21, gik vi retur på værelse - hvor der nu hang en besked på døren om, at de havde læst vores besked, og eftersom vi ikke var retur kl. 20, havde de nu sendt parkrangerne ud for at lede efter os! Åh nej, åh nej, så jeg måtte løbe op og fortælle dem endnu engang, at vi var godt tilbage. Det var ret pinligt, men en god følelse af at være i trygge hænder, trods alt. Men alt i alt en utrolig spændende park, og fantastiske omgivelser at vandre i! Wow!