Det er sgu lidt sjovt, det der med tid. Det er noget, de fleste af os konstant længes efter mere af. Hvordan lever man sundt, så man forlænger sin levetid, hvordan får man mest muligt ud af sin tid, hvordan fordeler man sin tid bedst muligt mellem arbejdet, så man kan tjene penge og fritiden, hvor man laver de sjove ting, er overvejelser der ofte gøres. Og altid stresser man derudaf, fordi der er så mange ting, man gerne vil nå at have med, men som de obligatoriske ting, man bruger sin tid på, så som arbejde, indkøb, tøjvask osv. ofte får sat en stopper for, fordi de ikke levner meget tid tilbage, til det vi i virkeligheden gerne ville.

Og her sidder jeg så; i Australien og pludselig med alt for meget tid. Mit arbejdsvisum er endnu ikke gået igennem, idet jeg som bekendt har boet i Vietnam i tre måneder indenfor det seneste år, hvilket gør processen mere omstændig og omfattende, end når man normalt ansøger, som europæisk statsborger. Jeg har både måttet indlevere ekstra 'oplysninger' og røntgenbilleder af mit brystparti, så det sikres, at jeg ikke har tuberkulose, og min ansøgning bliver altså behandlet i en anden bunke end den simple 'Europa-bunke', hvilket kan tage op til tre måneder. Jeg kan dermed ikke få et job endnu. Dette betyder derfor, at jeg står op, løber en tur, ser de få mennesker, jeg kender i denne store by, og venter …og venter ..og venter. Der er den så igen; tiden. Nu stresser jeg ikke rundt efter den. Jeg har for meget af den. Jeg keder mig. Jeg venter på, at mit liv skal starte …Og på at jeg kan begynde at tjene nogle penge, og jeg kan holde op med at stresse over min økonomiske situation.

På den anden side, så er det faktisk okay, lige at få denne tænkepause smækket ind i min rejse, hvor jeg jo er søgende. Søgende efter mig selv, efter livet, efter det rette erhverv, efter kærligheden, efter stedet, hvor jeg hører hjemme, ja, simpelthen efter min rette hylde. Og på det seneste har denne ekstra tænketid gjort, at jeg har fundet frem til, at jeg tror, jeg må finde mig en helt ny uddannelse. En der ikke er lige så akademisk, som det, jeg hidtil har beskæftiget mig med. Jeg tror ikke, jeg skal læse en kandidat, som jeg egentligt havde troet. Måske skulle jeg hellere finde en mere praktisk uddannelse, der giver mere plads til kreativitet, visualisering og æstetisk kultur, for det er det, der gør mig glad og som jeg kan fortabe mig i, så jeg glemmer tid og sted. Jeg tror, det er der min passion ligger. Sagtens kunne jeg læse mig en teoretisk kandidat, der kunne give mig et fint papir, og gør mig høj i hatten, og som måske endda statistisk set giver mig større sandsynlighed for at tjene mange penge. Men hvad betyder det lige, hvis ikke man laver det, der gør én glad, og som falder én så naturligt, at man med lethed er god til det, og hele tiden forbliver i udvikling? Det betyder ikke en skid, for jeg tror ikke, jeg bliver lykkelig eller verdensklasse til noget, som jeg ikke brænder for fra mit inderste.- uanset hvor lang tid og hvor mange kræfter, jeg så lægger i det. Jeg har fået min bachelor, har netop modtaget mit bevis for mine tre år op ad universitets bakke og bevist, at jeg sagtens kan - hvis jeg vil. Men nu er det tid til at lytte til hjertet, og sætte de rationelle tanker på standby, så jeg kan lave noget, jeg kan blive god til, og som kan gøre mig glad. Det er det, det næste stykke tid skal bruges til, og jeg har vist allerede fundet ud af lidt af det; jeg skal synge, og jeg skal optræde …The how, the what, the who and the when indenfor dette musikalske felt, har jeg dog stadig til gode at afklare, men jeg ved, at jeg synes jeg er sjovt og udfordrende, og så er jeg god til det helt naturligt.

Og så en to tre, på et sekund kan det ske, at hele ens liv ændrer sig - eller den måde det ser ud på i hvert fald. For pludselig læser jeg en mail, og det står mig klart at min skæbne ikke ligger her i Melbourne. Mit arbejdsvisum vil ikke blive godkendt, så længe jeg befinder mig i landet. Dette betyder, at jeg har fire uger til at smutte ud af landet i 5 arbejdsdage, så immigrationsmyndighederne kan give mig lov til at komme tilbage ind i landet på et arbejdsvisum. Ja, nu skal det jo ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke er nogen ørn til geografi, men jeg har dog fattet at Australien ligger pænt langt fra det meste af den øvrige verden, men frem for alt, har jeg også opdaget, at det er relativt dyrt at flyve til og fra Australien - selv fra de lande der ligger tættest på dette kontinent, så det er ikke en ubetydelig og lille ting, jeg bliver bedt om, for at få lov til at skabe mig et liv her. Dette, blandet med det faktum at jeg, som tidligere nævnt, er en fast believer på skæbnen, betyder at jeg har besluttet, ikke at skabe mig et liv i Australien. Jeg tror simpelthen ikke, det er meningen, at det er her jeg skal være lige nu, når det hele skal være så omstændigt og bøvlet. For mig at se, sender Gud/universet/de højere magter/whatever mig simpelthen et stort fedt signal om, at jeg skal ændre min kurs. Så det gør jeg.

Min nye plan er derfor nu, at tage tilbage til Danmark, hvor jeg har skaffet mig et arbejde på et skib, der sejler mellem Danmark og Færøerne, og hvor en af mine veninder sidste år, tjente ganske mange moneys på ret kort tid. Der kan jeg arbejde fra den sidste uge af maj og gennem juni, juli og august. I denne tid, kan jeg så, overveje, hvor eventyret herefter skal fortsætte hen, for som det set ud lige nu, gider jeg stadig ikke bo i Danmark. En plan, jeg i dette øjeblik finder ret fristende, er, at tage resten af året i Danmark til at tjene penge indtil d. 1. December, hvor jeg vil holde julefri en hel måned. Mens jeg arbejder i efteråret, kan jeg så tage på små smutture til hhv. London, Paris og muligvis også Dublin, da det er nogle storbyer i Europa, som jeg snart ikke kan udskyde at se længere. I januar, kunne man så håbe på, at jeg har fundet en spændende og kreativ uddannelse i udlandet, som jeg kan starte på.

…Men altså igen, det er jo kun gisninger om min fremtid. Jeg kan slet ikke træffe beslutninger med så langsigtet effekt på nuværende tidspunkt, og jeg får den ene gode idé til hvad og hvor mit næste eventyr skal være hele tiden. F.eks. var Anne og jeg til The Script koncert i weekenden, hvor jeg, på allerbedste teenage manér, forelskede mig lidt i forsangeren, og derfor tænkte, at Dublin måske ikke var et helt dumt sted at tage hen for en længere periode, hvis de skærer deres hankønsvæsner på den måde...

Jaa jaa, der er så mange muligheder... Men lige nu glæder jeg mig bare til, snart at se alle de lovely ladies, de gode venner og min vidunderlige familie igen <3