Ja, så er der gået lidt tid igen, og jeg er nu 17 dage inde i mit Bali eventyr. Der er da sket lidt, men det meste af min tid må siges at være gået med at komme ned i gear og bare nyde at være til hver dag, uden at skulle lave noget som helst overhovedet. Udover, naturligvis, at nyde omgivelserne med rismarker, små vandfald, den blå himmel osv. Jeg har læst bøger og blade, hørt musik, mediteret, snakket med France og generelt bare hygget mig hver dag. Og så har jeg opsøgt hele tre 'alternative eksperter'.

Først var både France og jeg gevaldigt interesserede i at få læst vores håndflader og få spået vores fremtid, så da jeg i en samtale med en tilfældig taxachauffør, spurgte om han kendte til sådan en i Ubud, og han så rent faktisk nævner selveste KETUT LIYER og siger at han er 'famous', tænker jeg da bare: Ja, I know - THE ketut Liyer som man kender fra 'eat pray love', jeg tror da SÅ meget at jeg lige har skudt papegøjen. Jeg Iler derfor hjem og tager febrilsk fat i France, mens jeg alt for hurtigt, til at hun kan forstå, hvad jeg siger, fortæller hvilken kontakt jeg lige har scoret til os. Da jeg endelig får taget mig sammen, og hun kan forstå, hvad jeg siger, bliver vi enige om, at der ikke er nogen tid at spilde: lad os komme af sted. Desværre var det eftermiddag, så taxamanden sagde, at den ældre herre, ikke tog imod mennesker mere denne dag. Jaa det var satans, men vi aftalte så med chaufføren, at han hentede os klokken 9, så vi ankom som nogle af de første dagen efter. Der var to kvinder foran os, da vi ankom, men det var okay, for så havde vi jo tid til at se selve 'kongsgården' hvor både de reelle begivenheder og optagelserne til filmen, var optaget. Ha! Men desværre viste det sig, at der ikke var skide meget at grine af, for den gamle ketut's succes var steget ham lidt til hovedet, og derudover havde han tilsyneladende overskredet sin sidste salgsdato med ca. 10 år. Han sagde præcis det samme til mig, som han sagde til de tre andre kvinder, kun med undtagelse af, at han gav mig et postkort fra forfatteren, Elizabeth Gilbert, og et eksemplar af bogen, 'Eat Play Love', så jeg lige kunne læse lidt passager op, hvor hans navn var nævnt. Det kan man da kalde en fuser, men I virkeligheden er det da helt imponerende at den lille demente herre, formåede at huske denne samme 'smøre' hele fire gange i streg. Dog var sceancen for os alle ikke helt identisk, og France var da lidt ekstra skuffet, over at hun fik mindre tid til at høre hans 'spådom' end vi andre, men eftersom manden øjeblikkeligt efter, hun havde betalt sine 250.000 Rupies (ca. 150 kr.), skyndte sig ud på toilettet, formodede vi, at det var naturens kald, der gjorde dette udfald.

Anyways, efter denne oplevelse, gik turen så videre til guruen fra det sidste blogindlæg. Jeg havde jo fået en tid hos ham uden France, så han kunne lave en grundigere undersøgelse af mig, og det fik han da gjort, skal jeg lige love for. Det første han siger til mig, efter han har sat musik på, er at han godt kunne li' min kjole, med naturprint 'som et dyr'. Jeg når knap at opfange komplimentet, inden han siger. 'Take it off'. Ehm okay. Jeg står så i en sort tætsiddende underkjole, men heller ikke den får jeg lov at beholde på. Og så er det op på briksen med mig, og væbnet med en masse massageolie, går 'ninjaen' i gang med at 'omfordele' energierne i min krop. Endnu engang er der her ikke plads til blufærdighed, for undertøj eller ej, så skal der fandengalema olie på alle steder af min krop; Vi trækker da lige ned i trussekanten her, spender BH'en op, løfter trussekanten ved lysken op, så strækningen mellem låret og op til navlen kan 'dækkes ind' i et langt træk. Foruden dette bliver jeg naturligvis knækket mig her og der og alle steder, inden den lille medicinmand endelig hopper op på briksen og rent faktisk går rundt på min ryg. Behøver jeg nævne, at det hele gjorde en anelse ondt til tider? Efter behandlingen tørrende han så sine hænder, og sagde, at nu havde han sat energierne på plads. Bum. Lettere forvirret og med en meget øm mave forlod jeg så den lille mand, og gik hen på en af Ubuds mange økologiske helse caféer for at sunde mig med en gulerod/ingefær juice. Pyh for en omgang.

Og så nåede der lige at gå et par dage, før jeg fik blærebetændelse! Pissssssssssss! Så jeg var nødt til at finde mig en der kunne hjælpe mig med noget te, nogle urter og andre mirakel-ting, da jeg kunne mærke, at tilfældet var for slemt til at mine medbragte tranebærpiller kunne klare ærterne alene. Og så var det da, at jeg også lige fik mødt Wayan fra tidligere nævnte bog - og hun er ingen fake skulle jeg hilse og sige! Skrap, skarp og med styr på sit 'kram', beskriver hende meget godt.

Godt 'dopet op' på 4 x smertestillende piller, der alligevel ikke kunne tage alle smerterne, ankom jeg så ind i den lille butik, der passer perfekt med beskrivelsen i bogen. Jeg var ikke klar over, inden jeg kom, at det var HENDE jeg skulle møde, og havde jeg vidst det inden, havde jeg måske været for skeptisk til at møde op, efter oplevelsen med Ketut. Men har var jeg altså - sammen med en australsk kvinde, der var ankommet til butikken på samme tid som jeg. Wayan gik hurtigt i gang med at finde urter til en 'bryg' til mig frem, hvorefter hun en efter en læste hver vores helbred i vores hånd, og krydsede af i bokse på et lille skema. Hun konstaterede at det var mine nyrer, der var problemet. Så fandt hun nogle naturpiller og en masse forskellige urter frem, som australieren og jeg hver især skulle spise, inden vi i en halv time skulle sidde og skrubbe hele kroppen ind i en eller anden urt, der skulle fungere som en bodyscrub. Så blev vi ført ovenpå, hvor vi blev lagt på brikse, mens hun undersøgte os, kom forskellige olier på os og herigennem fandt frem til, lige netop hvilken medicin vi skulle have. Efterfølgende endte Wayan desuden med at stable en lille ceremoni på benene, idet en russisk mand, der ligesom mig, havde været i et motorcykelstyrt, var kommet og havde joinet behandlingen. I virkeligheden kom ham manden bare for at få frokost, men da Wayan hørte om hans ulykke, og jo ikke kunne undgå også at se mine sår, besluttede hun at en 'kom-tilbage-til-min-krop-sjæl-ceremoni' var på sin plads, for de to uheldige udlændinge. På Bali er man nemlig af den tro, at er man involveret i en ulykke, så taber man sin sjæl i det styrt, men holder man en lille ceremoni på det sted, hvor man faldt, ofrer lidt blomster, lidt røgelse og beder en lille bøn, så kommer sjælen tilbage til ens krop. Så der endte vi da med at stå; Mai og russeren + medicindame (og russer's tolk/ven - alle sammen i sarong), på landevejen, hvor jeg var styrtet. Både russeren og jeg var lidt forvirrede, og Wayan snakkede balinesisk, så vi forstod ikke så meget andet end da hun bad mig om at bede til 'vej-guden' (WHO?!), der havde skånet mit liv i faldet, og da hun bagefter rigtig hårdt, tre gange, klaskede sin hånd ned i asfaldten og råbte: "Mai from Denmark return soul to my body now, Mai from Denmark return soul to my body now, Mai from Denmark return soul to my body now", inden hun afslutningsvist tog lidt jord fra vejen og plantede lige i panden på mig. Derpå gentog hun så processen for russeren, og 'så skulle vi gerne holde op med at være forvirrede mere, for nu var sjælen allerede tilbage i vores kroppe'. Det var nu en meget sjov oplevelse - dog kunne jeg endnu bedre li' det næste der skete; hun læste min fremtid i min hånd - Og hun sagde ikke det samme til mig, som til de andre. Ret imponerende, kunne hun faktisk med stor præcision se, hvor lange mine tidligere forhold har været, så måske, alle de andre ting hun fortalte, også er korrekte. Spændende spændende altså.

Nå men udover at have opsøgt diverse 'healere', så har jeg også mødtes med en god ven, her på Bali. Lasse er min ældre fætters bedste ven, og en fyr som jeg boede på gade med, da jeg voksede op, men som jeg de seneste år, ikke har snakket vildt meget med. Da vi mødtes i julen og fandt ud af at vi begge to ville være ude at rejse på nuværende tidspunkt, besluttede vi dog at mødes. Det er ret sjovt, eftersom vi, som sagt, ikke har snakket vildt meget sammen de seneste år, men på den anden side, så tror jeg, at der er nogen sider af mig, som Lasse kender til, som mange af mine nuværende venner ikke gør, idet man, som man bliver ældre, lærer at lægge nogle af ens naturlige tendenser på hylden. Disse tendenser forsvinder aldrig, men falder måske lidt i baggrunden, som man bliver ældre og mere voksen. Lasse havde under vores opvækst fri adgang til alt hvad jeg rummer, og i hans selskab kan lige så godt droppe at skjule nogen som helst sider, for han kender dem alle sammen - og ja, mine diva-tendenser er stadig lige præcis der, hvor de altid har været! Men det gjorde blot vores møde endnu mere fantastisk - for det var det virkelig, at tilbringe de fire dage sammen på Bali.

Vi mødtes først i Kuta, hvor jeg skulle have taget røntgenbilleder af mit bryst, for at få godkendt mit visum til Australien. Derefter tog vi hen på en lille café og fik frokost og opdaterede hinanden på hinandens liv. Stakkels Lasse, der simpelthen er et klassisk eksempel på en turist, havde været to dage på Bali da vi mødtes, og var allerede fra første færd blevet snydt i lufthavnen, da han landende, idet to politimænd aka 'bagage-kontrol' havde antastet ham, og forlangt en bagageafgift. Fyren betalte naturligvis, lige inden han satte sig ind i en taxa og fik love at betale overpris fra lufthavnen og til hans hotel. Derudover oplevede den godtroende, Lasse, at blive 'frelst' for at blive 'rullet' eller det der er værre, da en godhjertet person meget bestemt fik sagt: "Leave!", da han var på vej ind i en gyde med en 'fremtids-spåer'. Ja, så det var ikke så lidt ham Lasse-musen havde oplevet på Bali inden vi mødtes. Han havde naturligvis også været ude og ride på elefanter (tjek billederne!) og ude på en dagslang cykeltur, så det var jo nærmest mere end jeg havde præsteret på mine knap to uger på samme sted.

Efter frokosten tog vi en taxa til byen, Lovina. Her tog vi dagen efter klokken 6 am ud i en lille båd for at se delfiner. Desværre var der så 20 andre turistbåde der, som os, jagtede disse smukke dyr, og hele oplevelsen blev derfor lidt mindre autentisk, end man kunne have håbet på. Men delfiner vi så. Herefter nåede vi lige tilbage til hotellet og få morgenmad inden vi var på en ny guidet tur. Denne gang tog vi til en lille ø, ud for Lovina, for at snorkle. Det var virkelig helt fantastisk - det bedste sted jeg endnu har snorklet med intentionen om at se fisk (og ikke havskildpadder). Vandet var så klart, korallerne var vidunderlig smukke og så var der forskellige slags fisk i diverse farver over det hele. En ekstra bonus ved denne tur var så, at der var en engelsk læge med ombord, som så lige kunne tjekke mit nasty sår (der stadig den dag i dag, ikke er healet), og sige at det så okay ud. Efter turen tog vi lige forbi hotellet for at hente vores tasker, og så var vi ellers på vej videre til byen Sanur, så vi tidligt dagen efter kunne tage videre til øen Nusa Lembongan. Her nød vi livet i to dage, inden Lasse tog tilbage til Thailand og jeg tog mod Gilis Island for at mødes med France. Ud af de tre æer valgte vi Gilis trawangan, idet vi gerne ville ud og danse og havde fået at vide, at det var 'fest-øen'. Desværre er ordet 'festø' måske en lidt misvisende beskrivelse af øen - i hvert fald når der er lav sæson - for vi har efter tre dage herude endnu ikke fundet et dansested. Men f*** det, så nyder vi solen, spa-oplevelser og hinandens selskab i stedet. I morgen tager jeg til Seminyak, hvor jeg mødes Marlene, og så står den ellers fortsat på tøsehygge og fejring af hhv. kandidatafslutning og fødselsdag de næste 10 dage.

Jeg sender varme sommerhilsner til jer alle i det lille kolde land mod nord!