Ja, så er jeg simpelthen landet i paradis på jorden… Kliché kliché, men f*** nu det, for det beskriver det sgu meget godt. Hvad angår natur er Bali vidunderlig - selv inde i husenes 'gårde' dømt natur, så der er simpelthen natur alle steder. Hvor end man kigger hen er der et eller andet grønt, der fanger ens blik, der er lækre strande, blåt hav, lækre sandstrande, store vulkaner, smukke risterrasser, blå himmel, ja, hele pivtøjet. Men på det seneste har jeg fundet ud af, at sådan er der så mange steder, der ser ud. For mig, er det der gør Bali helt fantastisk og en klasse bedre end de steder, jeg ellers har været, stemningen. Overalt hvor jeg har været er folk glade, smiler, griner, og virker i det hele taget lette. Intet stress og jag, ingen sur- eller misfornøjethed. Og jaja, selvfølgelig er der mange turister, men følelsen af at være i et let fe-land fyldt med 'happy-pulver' forbliver, idet det føles som om at i hvert fald Ubud, hvor jeg hidtil har opholdt mig, har bevaret sig selv og sin sjæl i turistmyldren. Den rummer det bare, og har så integreret det, som en del af sig.

Jeg ankom mandag aften, og havde besluttet at den første uge af mit ophold skulle bruges på at dyrke en del yoga. Det meste af tirsdag gik derfor med at finde et yoga retreat, der ikke koster boksen - hvilket viste sig at være lidt af en opgave. Men lucky lucky me, tirsdag eftermiddag ankom jeg, efter tre timer i en taxa fra yogasted til yogasted, til det helt perfekte sted; en ashram i en lille landsby lige udenfor Ubud. Nej tak, ikke mere religionslære til mig lige nu, der blev jeg simpelthen mættet i Nepal, også selvom religionen her i stedet for buddhisme er hinduisme. Derfor passer det mig fortræffeligt, at det eneste der kræves af én religionsmæssigt for at bo i ashramen er, at man ifører sig helt hvidt tøj og deltager i de ceremonier der bliver udført på stedet - hvilket jo bare kan ses som en oplevelse. Ellers er der fri adgang til yogaen der hver dag undervises i klokken 17, ligesom man til hver en tid må bruge den kæmpe, billedskønne, blomsterfyldte have som var det ens egen. Yogaen foregår i haven, på et træplato overdækket af et stråtag, der hviler på bambuspæle. Desuden kan det nævnes at haven er indkranset af store lækre træer i mange afskygninger, men bevæger man sig op ad trapperne mod indgangen, afslører der sig risterasser så langt øjet rækker, udenom hele ashramens areal. Rismarkerne slutter først, når de møder en fantastisk blå, gul, orange, rød eller lilla himmel, alt afhængigt af hvad tidspunktet på dagen man kigger. Foruden haven, hører der naturligvis også en del hellige steder til ashramen; Bl.a. er der en lille hellig kilde med rent vand, hvor man kan sidde og meditere, hvis det er det man har lyst til, eller også kan man sætte sig i et stort åbent tempel, eller finde ly og stilhed i en helt særlig - nærmest magisk agtig grotte. Wauw er det ord der bedst beskriver det. Bum.

Alt dette er jo ganske fantastisk i sig selv, men det hidtil bedste ved mit ophold her, har nu været at møde France - en 57-årig fransk kvinde, der ankom til ashramen to dage før mig, og som påtænker at blive boende der i et år, mens hun skriver en bog. France's historie er en kærlighedshistorie - storslået, utrolig, virkelig sørgelig og så er den baseret på hendes egne oplevelser. Jeg vil ikke gå i nærmere detaljer omkring det her, men France er simpelthen et af de mest inspirerende mennesker jeg nogensinde har mødt, og da jeg først mødte hende, vidste jeg rent instinktivt, at det var her, jeg skulle være lige nu. Hun har livsmod på en måde, som jeg hidtil kun har mødt hos min elskede tante T derhjemme (for nogle bedre kendt som Anit). France og jeg er de eneste, der bor i ashramen, foruden to unge fyre på omkring 18 år, der til daglig står for vedligeholdelsen af stedet og så guruen (som også er medicinmand), der kommer forbi hver dag. France er på stedet, for, som sagt at skrive sin bog, men også for at nyde roen, og for at starte på en frisk. Sådan har jeg det faktisk også. I 3 år har jeg læst på universitetet, og idet jeg aldrig nogensinde blev fjollet med mit hovedfag, så har det været stejlt op ad bakke det meste ad vejen. Nu står man så her - ENDELIG - med sin BA i hånden og føler, at man er blevet fri. Det er den bedste følelse i verden, men hvad gør man så lige med den derfra? Jeg er taget af sted for at opleve, udforske og mærke at jeg lever, men i virkeligheden også for at komme i kontakt med mig selv igen efter at have kæmpet for noget jeg ikke brændte for i 3 år. Og her er det så at France kommer ind i billedet: France er mig som 57-årig. Hendes motto er; no mistakes, only experience og DO DO DO! (begge dele sagt med en fantastisk fransk accent). Hun har LEVET, hun har hoppet ud i alt, gjort det hun brænder for altid og til enhver tid. Sådan vil jeg sgu også kunne se tilbage på mit liv, når jeg er 57 år, og jeg kan mærke at jeg dag for dag, begynder at mærke mig selv mere, mens jeg bliver bedre til at leve i nuet. Og i virkeligheden handler det ikke kun om, at jeg gerne vil kunne se tilbage på mit liv på samme måde som hun kan nu - det handler lige så meget om, at hendes livsindstilling for mig føles som en helt naturlig tilgang, men som jeg i flere år har undertrykket, i jagten på at gøre det 'rette'. Hurra altså. Jeg er ikke tilbage endnu, men jeg er på vej.

Vi har kun lige mødt hinanden, men France og jeg føler allerede nu, at vi har et helt særligt bånd. Derfor lavede vi i lørdag morgen en lille ceremoni; France er simpelthen blevet min gudmor - jeg havde jo alligevel ikke nogen i forvejen, og eftersom alle synes at spørge om vi er mor og datter (og France selv siger, at jeg ligner hendes ældste datter enormt meget - og PS: det er virkelig noget af et kompliment, for jeg har set billeder af hendes døtre, og de er vanvittig smukke - og franske) + at vi er mødtes på et guddommeligt sted, ja så virkede det simpelthen helt oplagt. Vi iførte os derfor pæne klæder (mig i helt hvidt med en lånt sarong og hende tilsvarende i brunt), og fandt så selv på vores egen lille ceremoni. Vi gik ned til den lille hellige kilde, hvor France sagde nogle ord på fransk, jeg ikke kunne forstå, hvorefter vi sammen gik en runde forbi alle stedets gude-statuer for at blive 'forbundet'. Jaja, det lyder jo som et cirkus og måske en anelse fjollet, og jeg var da også selv ret flad af grin på vej ned til det lille 'springvand', for jeg kunne da godt se, at det udefra så småtosset ud, men da vi så først gik i gang, føltes det bare så rigtigt og slet ikke morsomt. Hende og jeg skal kende hinanden for altid - det ved jeg.

Vi kom på dette geniale påfund dagen før, da vi sammen var henne og besøge guruen/medicinmanden. Vi følte da begge to, at vi godt kunne bruge noget åndelig vejledning, så selvfølgelig skulle vi da hen og se ham, så snart vi kunne (der var 'åben konsultation'). Desuden er jeg styrtet på motorcykel for et par dage siden, så jeg med mine ben nu ligner et lille barn der har brugt hele sin weekend på, for første gang, at stå på rulleskøjter, så jeg syntes da, at det var passende, lige at lade ham se på det også. Måske han lige kunne fikse en 'trylledrik' og noget salve, der ville tage al hævelsen og smerterne med det samme, for i virkeligheden er det jo ret træls ikke at kunne dyrke yoga, når det er det, man er kommet for, bare fordi man på grund af sår ikke kan støtte på sine knæ, og ens fod af samme årsag ligner noget, der er løgn hen over vristen. Men men men, der kunne vi nok godt tro om igen. Ketut (som medicinmanden hedder - og nej, det er ikke ham fra eat pray love), kom ganske uformeldt og lidt smågrinende ala; 'hvad laver I to små tåber nu her, I ser da ud til at have det meget godt?' hen og spurgte hvorfor vi var kommet. Ja, jeg følte mig da rent fjollet, sådan som han stod og grinede af mig, så hvad var der ellers at gøre, andet end at begynde at grine MED ham?? '"Ja, vi ville da bare gerne lige have noget åndelig vejledning og lidt råd…", kom pludselig til at virke så blondine-agtigt at sige. Så jeg var det jo, at jeg heldigvis havde mit forslåede ben at undskylde mig med, hvorfor jeg (stadigt ude af stand til at fralægge mig et kæmpe smil og være seriøst), kunne svare at det ville jeg da gerne lige have ham til at kigge på, nu hvor jeg havde fået at vide at han var medicinmand. France var desværre ikke så heldig, at have så god en undskyldning, så hun forblev tavs ovre på den anden side ad bordet. Ketut kiggede - stadigt i et stort grin og med glimt i øjet, som om det hele bare var skide skægt, og at jeg var en pjevs - og sagde så grinende: "Oh what happened - did the asfalt kiss you? (ja altså det gjorde da faktisk ret ondt, brændte indenunder huden og det hele, så det var da ikke hylemorsomt) …Men stadig med et fjollet face fik jeg lidt halv grinende fortalt hvordan jeg et par dage tidligere var røget med i faldet, da jeg sad bagpå en motorcykel som styrtede, og at det jo da gjorde lidt ondt. INGEN sympati fra Ketut, siger jeg jer, det her var da bare for grinern, og nu ville jeg jo få 'tatoveringer over det hele' fik han sagt mens han pegde på alle 6 større sår på mine ben (Ja HAHA det er da super fedt at have 'jeg-er-en-lille-dreng-der-godt-kan-li'-at-klatre-i træer-ben', når man snart er 24 år gammel og i virkeligheden burde have flotte lady-ben…)" Ku vi ikke få noget mirakelcreme på bordet", var det der løb gennem hovedet på mig", som jeg i smerter sad og grinede (har ingen idé hvorfor?!), ens den ældre spasmager af en medicinmand sad og mega trykkede ned på min smadrede og hævede røde fod. Så skulle han da også lige have fat i knæet engang. Av Av Av siger jeg jer, men så efter han var færdig, bad han mig om at stille mig op på foden, og der var det allerede meget bedre. Da jeg satte mig ned igen, blev jeg bedt om at rette ryggen op, for det virker åbenbart helt ned i foden. Så så han på mig, rejste sig op og stillede sig bag mig. Jeg var ikke lige klar over, hvad der foregik, nu var det jo foden jeg havde ondt i, men før jeg vidste af det, havde han stukket en udstrakt arm ind mellem skulder og hage, og placeret sin anden hånd på mit baghoved. Så sagde han: "oh you have such a beauty… (KNÆÆÆÆK! så himlen kunne høre det!) ..ful neck", efterfulgt af et tilsvarende ryk med samme sætning i den anden side. Spasseren her sad naturligvis stadig og grinte trods både chok og knæk i min nakke (måske min chok reaktion?), mens den lille 'ninja' lagde an og nu (KNækkKKKNæææKknÆÆÆk) baksede et knæ ind i ryggen på mig. Jeg kan ikke fortælle jer, hvor han havde sine hænder, for jeg var måske gået i sort af overraskelse, som jeg sad der og grinte… Bagefter rejste han sig op, og grinte til mig, hvorefter han så på France, der stadig bare sad og ventede, når hun ikke lavede gestikulationer til mig (lidt ligesom, uh ej det lød smertefuldt eller halløj, ja, jeg ved sgu heller ikke hvad han har gang i) og sagde: "She's funny* og pejede på mig, som fortsat kluklo lidt. France: "Njø?… I Don't understand, why is she funny?" 'Ninja-medicinmand-grinebidder-og useriøst udseende guru' (NMGUUG): "she's sweet. She has a good heart". Det kunne de hurtigt blive enige om, og så var han allerede på vej væk, mens han sagde til France: "And you, just with her?" Og ja, så kunne hun jo ikke 'gemme sig længere, så hun sagde: "Me, just want to talk haha". NMGUUG: "You just come and find me after yoga, then I am in the ashram, you can just sneak ind" (fik han sagt, mens han lavede bevægelser som et lille dyr, der sniger sig afsted). Han nåede så lige at få sagt, so that's it?, mens han var på vej videre- hvortil jeg hurtigt (og måske lidt halv-desperat) fik svaret: "Ehh no, I have a hormon imbalance!" Han: "Yes, I know, you have problems with your stomake - it stops. I saw, you are a little black around your eyes." Okay, 1: det var ret vildt at du lige kunne sige alt det, og 2: hvorfor konstaterer du det bare og kigger på mig ala: og hvad så??! Da det var alt, han sagde, og fordi han kiggede på mig med den mine, fik jeg så svaret; "Do you think you have an advise on that?!" Og ham: "heheh yes yes of course. Get an appointment with my assistant. I need to examine your whole body. Then you come see me once or two times when you are in Bali". Og så gik han…Det var lidt som om man skulle gøre en indsats for at få hans opmærksomhed .

Og så på vej ud, efter France og jeg over en kop the havde aftalt hele gudmor-planen og snakket om det sjove møde, stod han der igen i døren: "You need to get on a motorbike again, no?". Jeg var ikke pjattet med det, men han forsikrede mig om det, og når nu han også kan se ind i fremtiden (om end han ikke vil udtale sig om den), går jeg stærkt ud fra, at det betyder, at jeg ikke skal tilbringe mine sidste minutter på en motorcykel; aka: op på 'hesten' igen, frøken Copsø (sorry mama).

Ellers alt godt herfra

M