Profile
Blog
Photos
Videos
Vi kom forbi et marked nær Palmerston, som var overraskende alsidig på trods af sin lille størrelse. Man kunne købe alt fra kunst, tøj, mad, krybdyr, kyllinger,bøger, frugt og grønt. Vi fik købt Bush Tomato krydderi, som er en almindelig ingrediens hos aboriginals:) Frugten kan kun spises tørret og har en kraftig og frugtig smag. Vi fik udleveret en opskrift på scones med dette krydderi, som vi glæder os til at gå i kast med:)
Vi tog omkring Howard Springs Nature Park for at spise middagsmad. Parken er et paradis for børn med lavvandede rockpools, en stor legeplds og en kilde med masser af store fisk og skildpadder. Vi gik en tur rundt om kilden, hvor vi fik set de kæmpemæssige barramundi, samt stribede archerfish og skildpadder.
Vi ankom til Litchfield National Park, hvor KP samlede brænde og fik tændt et bål, mens Maiken forberedte dejen til scones. De små brød kom i gryden og blev sat over kullene i bålet. Det var lidt besværligt og vi måtte vende vores scones undervejs, så de blev ordentligt gennembagt. Resultatet blev dog stadig vellykket og vi fik mæsket os i herlige scones. Vi synes det er sejt at have lavet scones over bål :) Vores næste dags projekt med mad over bål var noget mindre ambitiøst og blev til sprøde toast med nutella og banan:P
Ellers gik dagene i Litchfield med vandfald og rockpools. Vi gik en tur ud til Wangi Falls og gik gåturen op over vandfaldet. Ved Cascades gik vi 1,7 km. op til de små vandfald i håb om at kunne bade her. Vandet var dog lavt de fleste steder og ikke velegnet til at svømme rundt i. Vi soppede derfor rundt i vandet og spiste os en snack med fødderne dyppet i. Efter at have kølet af, gik vi turen tilbage. Næste stop var til udsigtspunktet ved Tolmer Falls for at nyde udsigten over det flotte vandfald. Nu længtes vi dog efter at komme ud at svømme og tog straks over mod Buley Rockhole og hoppede i vandet her. Det var utrolig dejligt, hvilket mange var enige med os i. Der var nemlig masser af mennesker:) Stedet var et vandløb med mindre vandfald med små rockpools for foden af hvert vandfald med en god vanddybde. Dog var der begrænset med plads til at svømme rundt. Efter lidt tids svømning, tog vi derfor videre til Florence Falls, for at undersøge badestedet her. Dette var to større vandfald, der løb ned i en stor rockpool. Stedet her var også populært, men med masser af plads til at svømme rundt. Det var både vores favorit som badested og KP's favorit til at dykke:) Her var der blandt andet en stime af store fisk, der ikke var sky overfor de badende gæster:)
Besøget i Litchfield sluttede af ved området med Magnetic Termite Mound, hvor vi så de imponerende termitbo på tæt hold. De forholdsvis brede, men tynde Magnetic Termite Mounds, er vendt mod nord og syd. Der er derfor altid skygge over en side af boligen, der på den måde bevarer en konstant temperatur, uafhængig af vejr og vind. Derudover laver en anden art af termitter, de såkaldte "Cathedrals" op til 5 m. høje, som står utroligt flot op i landskabet.
Vi tog videre mod Robin Falls, for at overnatte ved campsitet her. Vi gik turen ud til det lille vandfald, for at køle af i det varme vejr. Vi kunne stå på klipperne under vandfaldet og tage os et naturligt brusebad under det strømmende vand. Vi afkølede mangovinen i vandløbet og dagen gik hurtigt med at bade, hygge og spille.
- comments