Profile
Blog
Photos
Videos
Vi valgte at tage den længere køretur langs kysten mod Sydney, for at opleve naturen og de nærliggende nationalparker.
Første del af køreturen gik mod Sale, hvor vi havde et kort stop ved Swing Brigde. Svingbroen blev bygget i 1883 og kan åbnes ved håndkraft. Den er stadigvæk i brug den dag i dag. Vi gik yderligere en tur omkring et vådområde, hvor vi længe observerede tre pelikaner svømme rundt. Det er facinerende store fugle. Vi kørte ind til byen, hvor vi handlede ind og fik opladet kamerabatterier.
Ved Bairnsdale tog vi forbi Saint Mary's Catholic Church, for at se det håndmalede loft. Det var rigtigt flot. Omkring to km. fra byen var vådområdet Macleod Morass. Buskadset var vildt og gav store begrænsninger i at se fuglelivet. På trods af dette, fik vi dog set både ibis, skestorke og flere høge (swamp harrier).
Vi kørte et langt stykke og havde et mindre stop ved Lakes Entrance, hvor vi spiste en is i varmen. Omkring Cann RIver havde vi et par mindre gåture ved regnskovene. Efter turen ved Drummel Walk, overnattede vi ved campsitet her.
Fra Cann River kørte vi til Croajingolong National Park, hvor vi på køreturen ned ad den lange grusvej så en forholdsvis stor goanna. Den var flot med sine gule farver mod det mørke skind. Ved Point Hicks gik vi omkring 5 km., hvor vi kom forbi områdets fyrtårn og et skibsvrag. På vejen tilbage så vi endnu en goanna. Denne var meget større end den første. Det var fedt!
Vi kørte herfra til Gipsy Point, hvor vi gik nogle gåture ved søen og skovområderne i håb om at se en Lyrebird. Vi troede et kort øjeblik at vi spottede en, men det viste sig dog at være en due :D Vi var derfor ikke så heldige at se en. I stedet så vi en stor, sort slange, samt et par store ørne:) Vi kørte herfra til et campsite nær Genoa.
Den næste dag startede i Ben Boyd National Park nord for Eden. Den første gåtur i parken gik til The Pinnacles. De flotte klippeformationer ved vandet har en vandret overgang imellen rødt og hvidt klippe. Ved Haycock Point var der en god udsigt over de røde klipper i området. På gåturen derud så vi en kookaburra og overraskede en Goanna og et par wallabies. De to wallabies hoppede hurtigt sin vej, mens Goannaen kravlede op i et træ op langs med stammen. Her blev den siddende og vi havde derfor god tid til at kunne undersøge den nærmere. Vi sluttede af med en lille tur nede på stranden.
Turen gik herfra til Merimbula, hvor vi købte lokalt fangede rejer og ling fisk. Dette lavede vi til en lækker chowder på en campingplads. Hele eftermiddagen og aftenen brugte vi på at nyde campingspladsens fasciliteter med at bade i deres swimming pool og benytte internettet til at opdatere bloggen og skype hjem :)
Dagen efter kørte vi op til Mumbulla Falls, hvor vi på vejen så en fugl, som vi er ret sikre på var en Lyrebird. Selve vandfaldet er et fint lille vandfald, som har spirituel betydning for Aboriginals, da den danner en pool, som indgår i deres rejse fra at være en dreng til at blive en mand. Desværre er der rigtigt mange der ikke respekterer dette, og benytter det som et badested.
Herfra kørte vi til Mimosa Rock National Park, ned til Aragunnu Beach. Her gik vi en tur ud til stenformationerne, Mimosa Rocks. Vi spiste vores middagsmad ved bilen, hvor vi blev afbrudt af en stor Goanna, der gik hen over parkeringspladsen. Den skulle selvfølgelig lige observeres, inden vi fik spist færdigt og kørte videre nordpå.
Næste stop var Bermagui, som er kendt for deres Blue Pool - En stor "naturlig" swimming pool ved havet, som derfor er fyldt med havvand (den var oprindelig naturlig, men er blevet forstørret af menneskekraft). Poolen ses til venstre af billedet. Dette var fantastisk at svømme rundt i, da man havde klipper og god udsigt rundt om sig, og havets brusen kun få meter derfra.
Da det trak op til uvejr, fik vi hurtigt gjort os klar til at køre videre. Næste stop var Camel Rock, som er en klippeformation der tilsyneladende skulle ligne en kamel (KP gav informationsdamen ret i at Camel Rock er lidt overvurderet, men man kan godt se kamelen, hvis man vil). Her tog vi et par billeder fra udsigtspunktet. Maiken gik ned på stranden for at få et bedre udsyn, mens KP blev tilbage (han ville ikke have sand i sine våde sandaler). Fede skyformationer trak hurtigt indover Camel Rock, hvilket gav en god kontrast til klipperne. Så indhentede uvejret os. Maiken løb hurtigt tilbage til bilen til tørvejr. Vi besluttede os at køre imod næste overnatningssted. Inden vi nåede frem var vejret dog blevet fint igen. Derfor fortsatte køreturen for at opleve lidt mere.
Vi gjorde et stop ved Pebbly Beach, hvor der skulle være chance for at se kænguruer på stranden. Vi var lidt skuffede, da der kun var wallabies, som blev håndfodret af flere turister. Dette var vi ikke interesserede i, da det går imod vores principper om at lade dyrene leve relativt uforstyrret. Derfor spiste vi vores mad (meget vigtigt) og kørte vores vej!
Vi kørte til Bawley Point, da der eftersigende skulle være en aboriginal vandrerute, hvor man skulle kunne se tegn på at de indfødte havde boet her i gennem 12.000 år. Dog havde de skjult denne vandretur så godt, at vi ikke kunne finde den.
Så kørte vi til Ulladulla, hvor Maiken forelskede sig i nogle små hareunger ved vejkanten. KP måtte tålmodigt vente, da Maiken følte sig tvunget til at filme og tage billeder af dem :P Harer har vi generelt set masser af. For mange år tilbage tog en mand omkring 20 harer med til Australien, hvor der i dag er flere millioner. Vi gik derefter en minivandretur langs nogle fossiler fra området omkring Ulladulla, inden vi kørte ud til en rasteplads. Da det havde været rejsens varmeste dag og at der derudover var genereret varme under bilen, blev det en forfærdeligt varm nat med dårlig søvn.
Trætte kørte vi mod Hyams Beach, som efter sigende skulle have noget af det hvideste sand i verden. Vi blev derfor noget skuffede, da sandet ikke så mere hvidt ud end så mange andre strande. Det skal lige nævnes at det havde regnet og vejret var gråt. Vi havde en fin lille gåtur, tog et par billeder og kørte så videre. Da sandet under vores sandaler tørrede, kunne vi dog godt se at sandet var meget hvidt!
Herefter kørte vi til Nowra, hvor vi startede ved udsigtspunktet ved hanging rocks, og gik derefter Ben's walk. Turen var en 5.5 km tur ved et åløb. Dette var meget pænt, og man kunne høre de mange kookaburra grine undervejs.
Så kørte vi til Kiama hvor vi skulle se deres blowhole. Normalt er et blowhole afhængigt af tidevandet, mens dette blowhole i stedet er afhængig af vindretning og vindstyrke. Vi havde derfor heldet med os, da vinden var rigtig og kunne se de mange kaskader af vand bryde op gennem kloippen. På trods af lidt regn, var det en rigtig god oplevelse. Herefter skulle vi se deres Black Beach, som ikke var helt så imponerende som vi havde regnet med. Det var omkring 50 meters strand, som bestod af mørke sten. Til gengæld var de nærliggende Cathedral Rocks nogle fascinerende klippeformationer. Det begyndte snart at regne meget og vi kørte derfor til en behagelig rasteplads med overdækket borde og bænke. På trods af regnen kunne vi derfor sidde udenfor hele aftenen ved bordet, hvor vi hyggede med aftensmad, kakao og snacks, samt fik læst i vores bøger.
- comments